Trajansøjlen

Kejser Trajan førte to krige mod dakerne, et folkeslag nord for Donaus nedre løb, der ofte havde givet romerne bekymringer, uden at de dog havde været nogen virkelig trussel. Trajans motiv til at føre krigen har derfor nok lige så meget været personlig hæder som reel militær trussel.

I den første krig (101-102 evt.) tvang Trajan dakernes konge, Decebalus, til at anerkende romersk overhøjhed; den anden (105-106 evt.) førte til dakernes totale militære nederlag, så hele området blev lagt ind under romersk kontrol som en egentlig provins.

Hjemme i Rom fejrede Trajan sin sejr med et triumftog og rejsningen af en sejrssøjle, næsten 29 meter høj, med en næsten 200 meter lang, spiralformet frise, der viser felttogenes forløb. De to felttog er skilt af en sejrsgudinde, der står og skriver på et skjold.

Det er meget vanskeligt at identificere bestemte begivenheder på søjlen - dertil er vort kendskab til felttogene ganske enkelt for ringe - og kunstnernes kendskab til militære detaljer lod også ofte meget tilbage at ønske. Men søjlen er et vigtigt vidnesbyrd om, hvordan kejseren ønskede sin krig opfattet; der er tale om et gigantisk medie-stunt - som den tid nu kunne lave dem.

Særlig stort bliver dette stunt af, at det sted, hvor søjlen skulle bygges - som en del af et større projekt, Trajans torv - var en bakke, der først måtte graves væk. Man opsatte en indskrift på søjlens fod ('base'), der stadig kan læses:

Senatus populusque Romanus Imp(eratori) Caesari divi Nervae f(ilio) Nervae / Traiano Aug(usto) Germ(anico) Dacico Pontif(ici) / Maximo trib(unicia) pot(estate) XVII, Imp(erator) VI, co(n)s(ul) VI, p(ater) p(atriae) / ad declarandum quantae altitudinis / mons et locus tant[is oper]ibus sit egestus

Senatet og det romerske folk til kejser Nerva Trajan Augustus, den guddommelige Nervas søn, Germanicus, Dacicus, ypperstepræst, med tribun-magt for 17., general for 6., konsul for 6. gang, Fædrelandets fader for at gøre det klart, i hvilken højde bakken og stedet blev fjernet med så stor indsats.

Øverst på søjlen stod en statue af kejseren; den er nu væk og erstattet af en af Skt. Peter med himlens nøgler.

Kunstneren er ukendt - men anses for en stor mester. Der har næppe været tale om kun én billedhugger, men arbejdet er meget ensartet, og der må have været én overordnet kunstnerisk leder, der har kunnet styre alle de mange ind på sine idéer.

Flere billeder

Litteratur:

Niels Hannestad: Romersk kunst som propaganda, Kbh. 1976, ss. 146 ff.