Konstantinbuen

På pladsen uden for Colosseum finder du Kejser Konstantins triumfbue, der blev opført i 312-315 e.Kr. til minde om det berømte slag ved den Milviske bro.

På Konstantins tid var Romerriget delt i en østlig og vestlig del med en østlig og en vestlig kejser, der begge bar titlen Augustus. Konstantin var Augustus i øst og Maxentius i vest, men Konstantin ønskede at blive enehersker. Konstantin var hedensk fra fødsel, men natten før det endelig slag mod medkejseren Maxentius skulle stå ved den Milviske bro, fortæller den kristne kirkehistoriker Eusebius, at Konstantin så et brændende kors på himlen og skriften In hoc signo vinces (”Ved dette tegn skal du sejre"). Dagen efter lod Konstantin male et kors på sine soldaters skjolde og vandt slaget, hvilket gjorde ham til enehersker. Året efter legaliserede han som den første romerske kejser kristendommen, og umiddelbart før sin død lod han sig døbe. Det er i øvrigt også ham, der grundlagde Konstantinopel (det nuværende Istanbul) og gjorde byen til hovedstad i sit rige, men det er en helt anden historie.

Triumfbuen er opdelt i tre buer, en stor midterbue og to mindre sidebuer. Ovenfor afsluttes triumfbuen med en såkaldt attika dvs. en lav muroverbygning over en port eller en bue. Det er på denne overbygning, at man kan se, hvem buen er rejst til ære for og baggrunden for, at den er blevet rejst.

På indskriften øverst på buen mod syd står der følgende tekst oversat fra latin:

Senatet og det romerske folk har dedikeret en triumfbue til Kejser Caesar Flavius Konstantinus Maximus Pius Felix Augustus, fordi han ved guddommelig inspiration og sit sinds storhed hævnede staten på retfærdig vis og på en og samme tid besejrede både tyrannen [dvs. Maxentius] og alle hans sammensvorne.

Som det var almindeligt i senantikkens byggerier, bestod triumfbuen dels af nye bygningsdele, dels af bygningsfragmenter genbrugt fra tidligere tiders arkitektoniske monumenter. Sådanne genbrugte bygningsdele kaldes med et latinsk udtryk for spolier. Ordets oprindelige betydning er ”skind, flået af et dyr”, men spolier bruges ofte på latin om det krigsbytte, man tager fra en besejret fjende. Når Konstantin her valgte at låne bygningsdele fra tidligere kejseres monumenter, var det således en måde, hvorpå han kunne tilegne sig noget af de andres storhed og så at sige ”smykke sig med lånte fjer”.

Hvis vi starter fra bunden af triumfbuen hører de nedre relieffer således til Konstantins egen tid. Det drejer sig om reliefferne under søjlernes baser, samt reliefferne lige over de tre buegange. Th: Sejrsgudinden Victoria, der flyver med krigsbytte i form af felttegn vundet fra Konstantins fjende.
Fra Konstantins tid er også de runde relieffer på hver side af triumfbuen afbillendende henholdsvis Apollon som solgud og Diana som månegudinde. Under det runde månerelief på vestsiden løber der en frise, der forestiller Konstantin, der sammen med sin hær drager fra den Milviske bro.

Herfra går reliefudsmykningen over til at være spoliefragmenter. Midt på triumfbuen over de to små buegange er der placeret to runde relieffer over hver bue fra Kejser Hadrians tid (117-138 e.Kr.). Disse runde relieffer menes at have siddet på en helligdom indviet til kulten for Antinoos, der var Hadrians elsker, men som druknede som ung i Nilen.

Sydsiden til venstre for midten: Det runde relief til venstre på billedet forestiller et jagtselskab, der drager afsted på jagt, og det til højre forestiller en ofring til den romerske gud Silvanus.	Sydsiden til højre for midten: Det runde relief til venstre på billedet forestiller en bjørnejagt og det til højre forestiller en ofring til gudinden Diana, Apollons søster.

Nordsiden til venstre for midten: Det runde relief til venstre på billedet forestiller en vildsvinejagt og det til højre en ofring til Apollon.	Nordsiden til højre for midten: Det runde relief til venstre på billedet forestiller en løvejagt og det til højre en ofring til Hercules.

På triumfbuens attika dvs. den øverste del står der ved siden af indskriften og reliefferne fire statuer på henholdsvis nord- og sydsiden. De alt i alt otte statuer forestiller krigsfanger fra området Dakien (det nuværende Rumænien), som kejser Trajan førte krig imod i 2. årh. e.Kr. Statuerne stammer således fra kejser Trajans tid.

Endelig er der de øverste firkantede relieffer, der er indsat mellem statuerne af de tilfangetagne Dakere. Der er otte relieffer i alt, der alle stammer fra Kejser Marcus Aurelius’ tid og oprindeligt sad på en triumfbue rejst på Capitolhøjen til ære for Marcus Aurelius’ triumf over germanske stammer.

Sydsiden længst til venstre: En tilfangetagen barbarisk leder præsenteres for romerne.	Sydsiden længst til højre: Der foretages en dyreofring på Marsmarken. Læg mærke til, at ansigtet på kejseren midt på billedet er hugget om eller udskiftet med et ansigt, der ligner kejser Konstantin.

På indersiden af den utrolig rigtudsmykkede triumfbue er der to relieffer fra Kejser Trajans tid, hvoraf det ene bærer inskriptionen ”Liberatori Urbis” (til byen Roms befrier).

Med opførelsen af denne triumfbue er det således tydeligt, at Konstantin forsøgte at legitimere sin sejr over sin medkejser Maxentius og dermed konsolidere sin magt, hvilket må siges lykkedes! Konstantinbuen står som den sidste af de bevarede triumfbuer – oprindeligt var der mindst 50 i det antikke Rom - som en demonstration af kejserens magt og ære, hvor Konstantin med spoliefragmenterne ønskede at fremvise en uafbrudt tradition og kontinuitet mellem tidligere store kejseres regeringstid og hans egen.

Når du går rundt i Rom, så læg i øvrigt mærke til, at triumfbuens arkitektoniske struktur går igen i mange kirkefacader og indendørs i kirker, hvor triumfbuen - også kaldet en korbue - i overgangen fra det centrale kirkerum, kirkeskibet, til apsis symboliserer porten til himlen: Kristus kommer i triumf fra himlen ned til sin menighed – og vinder til slut over de hedenske kejsere!