Ara pacis

Augustus var, ikke uden grund, stolt af, at det lykkedes ham at bringe fred, eller i det mindste at reducere mængden af vold, i Middelhavsområdet ganske betydeligt.

Fredsalteret blev besluttet i 13 fvt. som en markering af dette væsentlige faktum, da Augustus kom hjem fra 'oprydningsarbejder' i Spanien og Gallien - hvor de sidste, ikke-romerske enklaver var blevet erobret og 'pacificeret'. Færdigt var alteret dog først i 9 fvt.

Det lå på Marsmarken, et område nord-vest for det gamle Rom, der først sent under republikken og under Augustus blev bygget meget på, tæt på den store Via Flaminia, der førte mod nord fra Rom. Rejsende, der ankom fra nord, har altså set dette alter, ligesom der ved Roms sydmur stod et alter for Fortuna Redux - det 'held', der havde ført Augustus hjem til Rom i 19 fvt. fra andre 'fredsbevarende' operationer i østen.

Fredsalteret blev fundet i 1800-tallet i forbindelse med reparationsarbejder på et renæssancepalads inde på Marsmarken; men da alteret befandt sig direkte under paladsets fundament, var det først, da man i 1938 rådede over teknikken til at fryse jorden under paladset helt ned, at det lykkedes at få det op til overfladen. Man indrettede et museum ved Tiberen til at udstille alteret i.

Det interessante ved alteret er dets udsmykning. Overalt på alterets mure og vægge er der et væld af ornamentik, sindrige systemer af plante-ranker med et rigt dyreliv, men de vigtigste billedfelter viser mennesker forbundet med Augustus' person eller Romerrigets historie. Alt synes ganske nøje tilrettelagt til at viderebringe en bestemt opfattelse af Romerriget.

Under Augustus udviklede man hurtigt et billedsprog, der kunne vise kejseren og hans magt, og især dens berettigelse; Ara Pacis er et af de bedste eksempler på dette arbejde.

	Selve alteret var omgivet af en mur, der var gennembrudt med døråbninger mod øst og mod vest. Vestsiden, der vendte ud mod Marsmarken, havde en lille trappe, der førte op til alterets niveau, mens alteret lå på niveau med Via Flaminia på østsiden. Muren var 11,65 m. gange 10,6 meter; komplekset er altså lige knap nok rektangulært, næsten kvadratisk. På billedet til venstre ses muren med vestindgangen; selve alteret anes inde bag døråbningen. På begge sider af døren ses et relief (eller resterne af et).
	Set på nært hold viser det sig, at blomsterdekorationen under reliefferne er utroligt detaljeret fremstillet. Den har kostet en formue i sig selv. Blomsterne er mere eller mindre idealiserede 'akanthus'-planter. Akanthus var den plante, der også udgjorde kapitælerne på korinthiske søjler.
	Alteret var formet som et bord på en forhøjning; på begge sider havde alterbordet en kant i form af en sfinx (Augustus' særlige 'dyr'), en blomsterudsmykning overlagt med et volut-motiv som 'tag' og en lille frise mellem de to sfinxer. Frisen her viser offerdyr, der trækkes frem af forskellige offertjenere (se nærbilleder: 1, 2, 3, 4, 5).
	Relieffet til højre for vestindgangen (ud mod Marsmarken) viser Aeneas, der ofrer til penaterne, der sidder i deres lille tempel øverst til venstre. Penaterne havde Aeneas haft med sig fra Troja, da han flygtede til Italien. Scenen henviser derfor til samme tema som Vergils Aeneide. To offertjenere bringer en so og forskellige remedier til den hellige handling. Aeneas har, som det var skik ved romerske ofringer, sin klædedragt trukket op over hovedet. Bag ham står hans søn Julus, stamfaderen til den juliske slægt, som Augustus jo var blevet adopteret ind i.
	Relieffet til venstre for østdøren (ud mod Via Flaminia) viser en kvindeskikkelse omkranset af to andre kvindeskikkelser; skikkelsen til venstre sidder på en stor fugl og symboliserer formentlig himlen, mens kvinden til højre sidder på en slange, der igen synes at have med det vand at gøre, der flyder nedenunder; kvinden til højre symboliserer sikkert havet - hvorfor kvinden i midten vel er Jorden, Tellus. Jorden er imidlertid karakteriseret ved rigdom og fred, så der er også netop tale om en repræsentation af Freden, Pax.
	På de to sider af muren omkring alteret var der lange processioner af mennesker. Man strides om, hvem det egentlig er, der vises der, men én almindelig hypotese er, at på sydsiden er manden med egekrans om hovedet netop der, hvor relieffet er mest brudt itu, Augustus selv, mens manden, der griber i sin toga med venstre hånd er Agrippa. Augustus og Agrippa har begge deres toga trukket op over hovedet og står altså for offeret, der skal udføres, i fællesskab; i 13 fvt. stod de på en måde sammen som ledere i Rom. Agrippa døde dog i 12 fvt., og alteret viser altså ikke, hvordan verden så ud, da alteret blev færdigt i 9 fvt. Imellem dem står, med de sjove hatte, de vigtigste romerske præster, flamines. Efter Agrippa kommer andre medlemmer af den kejserlige familie (og bag dem flere endnu, også mange børn). Man så i på Augustus' tid ikke disse figurer i samme højde, som man selv befandt sig. Man så, bogstavelig talt, op til dem, fordi reliefferne var hævet to meter over iagttagerens niveau.
	Figurerne på nordsiden forestiller formentlig ikke medlemmer af kejserfamilien selv, men fremtrædende medlemmer af den øvrige elite, senatorer især. Man kan ikke bestemme identiteten af nogen af dem, men det må man have kunnet i samtiden, siden ansigterne er meget individualiserede og realistiske, f. eks. på en af de forreste.

Til oversiden