Palazzo Massimo

Palazzo Massimo er en afdeling af det store Nationalmuseum i Rom. Det ligger på pladsen foran hovedbanegården, Stazione Termini. I mange, mange år lå museet i kejser Diocletians termer (badeanstalt) - eller resterne af det - ovre på den anden side af pladsen; men denne bygning var efterhånden blevet ubrugelig til at udstille de enorme mængder af fund fra Rom og omegn, museet har modtaget siden 1870 (før den tid havnede fundene i pavens samlinger, der nu er i Vatikanmuseet). Ikke alt er dog fundet siden 1870 - mange gamle samlinger er blevet inkorporeret i den statslige samling i årenes løb.
I 1981 besluttede man derfor at restrukturere samlingerne; dette arbejde tog mange år, og først i 1998 kunne man endeligt åbne tre nye udstillingssteder, dels Palazzo Massimo, dels 'Planetariet' - en anden gammel del af Diocletians termer - dels et gammelt adeligt palæ, Palazzo Altemps helt nede ved Piazza Navona. Arbejdet med at skaffe ordentlige udstillingsmuligheder fortsætter, men de faciliteter, der allerede er bragt i orden, har nogle af verdens mest fantastiske ting at vise. På denne side vises blot nogle af de mest imponerende ting (man kan klikke på billederne for at få større versioner af tingene at se):

Den græske samling

De statuer, man finder i Rom, er godt nok 'græske' - de viser græske motiver, og der er ingen tvivl om, at kunstneren har været græsk i langt de fleste tilfælde. Men det er sjældent, at statuerne fra Rom er originale værker - de er kopier af berømte værker, som velstående romere har ønsket at have hjemme, eller som har prydet offentlige bygninger rundt om i byen i kejsertiden. Man er ofte usikker på, om kopierne nu også gengiver originalen præcist; men somme tider er stilen i en kopi så åbenlyst anderledes end det, der var normalt, da kopierne blev lavet i romersk tid, at det i hvert fald er klart, at kopi-kunstneren har bestræbt sig på at være nøjagtig. På ét punkt er de dog ikke nøjagtige: langt de fleste originaler har været lavet i bronze, men da bronzestatuer både er dyre og svære at lave, er de fleste kopier lavet i marmor. Marmor bryder imidlertid langt lettere itu end bronze, så marmorkopierne af bronzeværker er ofte forsynet med noget, der kan gøre marmorstatuen stærkere - en umotiveret træstamme op langs det ene ben, f. eks.
Somme tider kender vi navnet på kunstneren (original- såvel som kopi-kunstner), hyppigere gør vi ikke; somme tider findes der rigtig mange kopier af et bestemt værk, spredt ud på museer over hele verden, ganske ofte kun en enkelt. Ind imellem finder man også originaler, som romerne må have slæbt hjem til Rom som krigsbytte - eller måske til nød have købt i Grækenland eller et andet sted, hvor grækerne havde slået sig ned (måske Syditalien, måske det nuværende Tyrkiet (provinsen Asia), måske Ægypten. De forskellige værker må behandles forskelligt, alt efter, hvordan de nu foreligger for os - mange, få, originale, kopier.
En af de meget interessante ting, der er udstillet i Palazzo Massimo, er nogle kopier i terracotta (ler) af gamle græske skulpturer; disse kopier har sikkert tjent kopi-kunstnerne som forlæg for deres arbejde, når de skulle lave nye kopier for deres romerske arbejdsgivere.