Denne side kan kun vises korrekt, hvis du er online, og siden læses ned fra sin moderside
CHIGIVASEN
Den er ca. 26 cm. høj, men viser trods sin ringe størrelse en hel stribe af friser med billeder, det ene mere detaljeret og fint tegnet end det andet. Den mest udbredte opfattelse er, at vasen er fra ca. 640 fvt. (enkelte mener, den må være godt 50 år senere). Den er lavet i Korinth. Stilen er som sortfigurstilen - detaljerne er ridset ind i overfladen - men figurerne er ikke sorte; der bruges derimod flere nuancer af sort, rød og rødbrun. Øverste frise viser nogle soldater, såkaldte hoplitter, der rykker frem i sluttet formation imod hinanden. Denne kampformation var ganske ny på dette tidspunkt; før den tid synes kampe, som hos Homer, at være foregået mand mod mand. Princippet er, at den enkelte mands skjold skal beskytte både ham selv og noget af manden ved siden af, så at det bliver næsten umuligt at komme til at ramme nogen i rækken. Et nærbillede af noget af frisen viser ganske vist, at det ikke har været muligt for kunstneren at fremstille dette korrekt, når han også ville vise, hvad der foregik bag skjoldet - den forreste hoplits skjold beskytter aldeles ikke den næste, ja ikke engang den forreste (det sidder nærmest på hans ryg); og det spyd, hoplitten har i sin højre hånd, forsvinder bag hele rækken af hjelme - hvad der ikke har været let at gøre i virkeligheden. Men fremstillingen her af denne kampformation er den ældste, der findes, og med lidt abstraktionsevne kan man nok se finessen - især på den række hoplitter, der angriber fra højre. Soldaterne marcherer tilsyneladende fremad til musik - en fløjtespiller er afbildet på frisen. Frisen er knap 5 cm. høj. Frisen midt på kanden viser på den ene side nogle ryttere, på den anden side en løvejagt. Løven har bidt sig fast i skulderen på en af jægerne og blodet løber; de andre jægere er travlt optaget af at få slået dyret ihjel og driver deres spyd ind i det. Umiddelbart virker jægernes øjne rædselsslagne - men hvis man sammenligner dem med de andre øjne på vasen, ser man, at alle øjne er tegnet ens. Denne frise er ikke mere end 4,5 cm. høj. Under denne frise findes en anden frise, der viser en mere almindelig jagt. En jæger ligger på lur ved et buskads, med et par harer slynget over skulderen, og holder sin hund tilbage. Denne frise er ca. 2 cm. høj. |
Sidst revideret 26. 4. 2013