Apollon fra Belvedere
Denne statue er en af de berømteste antikke statuer overhovedet. Den blev fundet i slutningen af 1400-tallet, hvor ved man ikke; senere kom den i pavernes besiddelse og var blandt deres pragtstykker. Winckelmann satte den umådelig højt.
Statuen forestiller Apollon straks efter, han har affyret en pil. Hans blik følger pilens flugt frem mod målet; hvad målet er, fremgår måske af den slange, der kryber frem fra den træstub, der støtter statuens højre ben - muligvis en henvisning til Apollons kamp med dragen Pytho, der ejede Delfi, før Apollon gjorde. Men den kan også henvise til Apollon som lægegud.
Statuen er en kopi fra midten af 200-tallet evt. af en original i bronce fra midten af 300-tallet fvt. Nogle mener, at kunstneren var Leokhares, en meget berømt billedhugger fra den tid. I hvert fald passer stiltrækkene fint til en datering ca. 350 fvt.
Statuen er ganske velbevaret; som den fremstår nu, er den ikke restaureret. Den er af marmor; 2,24 meter høj. Statuen står på Vatikanmuseerne; inv. nr. 1015.
|