Laokoon-gruppen i Vatikanet

I Vatikanmuseerne er en af hovedattraktionerne statuegruppen Laokoon og hans sønner. Den står i den 'ottekantede gård' sammen med andre af museets pragtstykker, og det er som regel næsten umuligt at komme hen og se den uforstyrret. Sådan har det altid været.

Den er fundet i 1506 på Esquilin-højen i Rom, nede i de gigantiske vandtanke til kejser Trajans badeanlæg, og det tog ikke lang tid at identificere den. Den var kendt fra skriftlige kilder, og den pludselige opdukken af jorden vakte naturligvis straks sensation. Ingen ringere end Michelangelo smed alt, hvad han havde i hænderne, for at ile afsted og se, hvad man havde fundet.

Gruppen var naturligvis gået i stykker, og man satte sig for at restaurere den allerede kort tid efter fundet, så den kom til at se ud som på billedet til venstre, 2,42 m. høj. Øverst til højre ses et billede af, hvordan den har set ud, siden den i 1957 blev renset for alle de tilføjelser, der var blevet sat på; man havde i 1927 fundet Laokoons rigtige højre arm, og den sidder nu på sin rette plads. Den er nu 1,84 m. høj.

Myten bag

Historien er, at en præst i Troja, Laokoon, blev angrebet af to slanger, der dræbte ham og hans to sønner. I Vergils Aeneide, 2. sang, fortælles det, at det skyldtes, at Laokoon havde kastet et spyd ind i siden på den trojanske hest; men i andre, ældre, udgaver af myten skyldes det, at Laokoon var Apollonpræst og burde være forblevet ugift, men alligevel giftede sig og fik børn - hvad Apollon så straffede ham for. Det er formentlig den sidste af de to versioner, der henvises til her; for gruppen må være blevet skabt omkring 100 år fvt. - længe før Vergil skrev Aeneiden (30 - 20 fvt.) Men måske har Vergil ikke selv fundet på sin historie om Laokoon, men hentet den hos en ældre forfatter - og så er vi lige vidt.

Kunstnerne(?)

En antik skriftlig kilde siger, at der var tre billedhuggere involveret i at skabe værket, alle fra Rhodos: Hagesandros, Polydoros og Athenodoros. Billedhuggere af de navne findes på Rhodos i en lang årrække; de har sikkert været i familie med hinanden. Men man kan ikke sige, hvornår de levede. Lettere bliver det ikke af, at nogle andre statuegrupper, der er fundet i Sperlonga syd for Rom og forestiller Odysseus, har vist sig at være lavet af kunstnere, der bærer det samme navn. Skulpturerne i Sperlonga er opstillet, men måske ikke lavet, på kejser Tiberius' tid (14 - 37 evt.), og måske har de tre billedhuggere kun lavet kopier, ikke skabt originalen. Det samme kan jo være tilfældet med Laokoon. Den samme skriftlige kilde siger, at gruppen var opstillet i kejser Titus' palads; Titus var kejser fra 79 - 81 evt.

Man ved altså ikke med sikkerhed, om Laokoon er originalen eller en kopi. Det er måske også mindre vigtigt, end hvad selve værket viser.

Værket selv

Gruppen er oprindeligt sammensat af syv dele, en af dem i en anden form for marmor end de andre seks. Den er som sagt nu 1,84 m. høj. Den er naturligvis brudt i flere stykker, og der mangler noget, men man kan ikke være i tvivl om statuens overordnede indtryk og komposition. Der er klare linjer i værket, som ledte de første restauratorer til at lade Laokoon strække sin højre arm højt op. Man fandt den rigtige arm i 1927; den bærer tegn på en helt anden form for slid end resten af statuen. Den "nye" arm bryder de linjer, de oprindelige restauratorer gik frem efter.

Gruppen består af tre personer og to slanger. Slangerne slynger sig omkring figurerne og bider to af dem (Laokoon og den ene søn); begge forsøger at frigøre sig, og det er tydeligt, at det gør ondt. Det ses også på Laokoons forvredne krop; en særlig fin lille detalje er det, at hans ene fod krummer sig af smerte.

Laokoon selv er en voksen, stærk mand; hans sønner er mindre, men ikke, som de burde være, børn - de er teenagere, som de er fremstillet, og burde ikke være så meget mindre end Laokoon selv.

Fortolkninger

Værket viser tydeligvis en guddommelig straf; hvad der straffes for, kan man til gengæld ikke vide. Men den smerte, der kommer til udtryk, er synlig - spørgsmålet er så bare, hvordan Laokoon og hans sønner tager denne smerte.

Den store 1700-tals kunsthistoriker Winckelmann mente, at der knap nok undslap Laokoon et suk, mens en samtidig litteraturkritiker, Lessing, mente, at Laokoon skreg højt og tydeligt. Winckelmann så Laokoon-gruppen som et perfekt kunstværk, der beviste hans tese om, at antik kunst fra den bedste tid udviste 'edle Einfalt und stille Grösse', 'ædel enkelhed og stille storhed'; det var Lessing sådan set enig i var kendetegnet for den bedste tids kunst - men kunne ikke se Laokoon på denne måde.

I 1700-tallet var det altså spørgsmålet, hvor heroisk Laokoon var. Det svarer meget godt til, at Laokoons højre arm er strakt ud mod himlen. Det er knap så sikkert, at de(n) oprindelige kunstner(e) har ønsket, at værket skulle forstås sådan - for armen er jo netop ikke strakt.