Primaportastatuen
Det er ingen overdrivelse at sige, at denne statue rummer det meste af kejser Augustus' propaganda-maskine i sig.
Statuen er af marmor, og den er 2,04 m. høj. Den er fundet i 1863 i en villa ved Prima Porta nær Rom, der tilhørte kejser Augustus'hustru Livia. Den går derfor under navnet 'Primaporta-statuen'. Den var styrtet om og mindre dele var brudt af; det meste er fundet og sat på plads - statuen er så godt som komplet. Bagsiden er mindre omhyggeligt bearbejdet end forsiden; statuen har formodentlig stået i en niche. Ved fundet var der stadig betydelige bemalingsspor på statuen; de er nu næsten falmet væk. I forbindelse med udstillingen Classicolor havde man forsøgt at rekonstruere bemalingen.
Det er usikkert, om der er tale om en original eller en kopi; og hvis det er en kopi, er det heller ikke sikkert, at originalen var af marmor - faktisk har den snarere været af bronze.
Statuen forestiller kejser Augustus selv. Hovedet er lavet separat; man har i princippet kunnet tage det af og sætte et andet kejserhovede på; men det er altså ikke sket. Augustus ser tidløst ung ud, som han altid gjorde (ingen kunstneriske gengivelser viser ham ældre end ca. 35 - se f. eks. busterne i København, der også viser den karakteristiske frisure); men statuen kan ikke være udformet før 20 fvt., hvor han var 44 år gammel.
Dét er klart ud fra brystpanserets udsmykning. Det centrale område viser to mandlige figurer overfor hinanden; manden til venstre er klædt i romersk uniform, manden til højre er klædt i bukser og er altså en barbar. Han rækker et romersk felttegn frem mod romeren. Det er så godt som sikkert, at scenen viser, hvordan Augustus' repræsentant modtager de felttegn, Crassus havde mistet til partherne efter nederlaget ved Carrhae i 53 fvt.; Augustus fik dem udleveret i 20 fvt. ved diplomatisk pres, ikke ved kamphandlinger.
De øvrige figurer på brystpanseret er delvis ret lette at tyde - det gælder den figur, der foroven har et klæde henover sig: det må være Himmelen; og det gælder den figur, der styrer et firspand nedenunder: det må være Solen. Figuren nederst på panseret er tydeligvis Jorden (Tellus): hun ligger med et overflødighedshorn i skødet, og der er også to små børn hos hende (som på Ara Pacis). Nederst til venstre, bag den romerske soldat, ses en figur med en cithara, ridende på en sfinx; det er Apollon. Svarende hertil ser man på højre side Apollons søster Diana, ridende på en hjort. Især Apollon så kejser Augustus som sin skytsgud.
De øvrige figurer på brystet er mindre sikkert identificeret. Til højre ses en ludende skikkelse med en dragetrompet, foran den er et felttegn med en hund. Man tolker denne figur som Gallien. Den tilsvarende figur på den modsatte side må vel også være et slagent folkefærd, men hvilket er ikke lige så sikkert.
Ved Augustus' højre fod ses en lille halvfed, bevinget figur. Det er Amor, søn af Venus, og dermed en slægtning til Augustus, der jo via Caesar førte sin stamtavle tilbage til Aeneas' søn Julus; Aeneas var søn af Venus (Afrodite), og dermed er familiebåndet etableret; dette familiebånd udnyttes til det yderste i Vergils Aeneide. Alle andre træk på statuen peger i samme, ideologiske retning - hele verden er repræsenteret, himmel, jord, guder; og der hentydes - passende utydeligt - til de undertvungne provinser. Midt på panseret ses, hvordan Augustus både skaffer fred og hævder romerfolkets ære.
Statuen står i kontrapost og minder meget om Polyklets berømte statue 'Spydbæreren'. Da spydbæreren ansås for en 'modelstatue', trækker Primaporta-statuen altså også på denne models 'klassiske' status. Men hvor Spydbæreren ikke umiddelbart lader sig binde til nogen særlig person eller begivenhed, er Primaporta-statuen bundet til Augustus' person, og også til en mere eller mindre bestemt situation - Augustus' stilling mere end antyder autoritet: han har haft en kommandostav i venstre hånd, mens ham med højre hånd peger ud mod en ubestemt fremtid, eller et ubestemt mål; hans blik følger håndens retning, og følger den dog ikke - hans blik virker ufokuseret, næsten uinteresseret i den verden, han befinder sig i. Han er allerede halvt om halvt gud - hævet over de mennesker, der ser ham. Også Augustus er 'klassisk' - hævet over det tilfældige ved tiden og stedet. Men trods det er det ideologiske nærvær ikke til at tage fejl af - og denne blanding af nærhed og distance er, hvad der gør denne statue til et virkeligt mesterværk.
Statuen har inv. nr. 2290.
Litteratur
Niels Hannestad: Romersk kunst som propaganda, København 1979, ss. 53 - 61.
|
