Den klassiske studieretning

Den første fordom, man skal af med, er den, at man bliver verdensfjern og støvet af at blive klassiker. Det gør man ikke.

At være klassiker betyder at bruge sin tid i gymnasiet på at blive klog på, hvordan den kultur, vi lever i, opstod - at se os selv fra begyndelsen af. Men det er altså stadigvæk os selv, vi kan se, og det er os selv, vi egentlig bliver kloge på.

Man kan godt sige, at det drejer sig om at finde ud af, om Europa har haft en lykkelig barndom eller er tidligt skadet. Mange af de ting, der skete dengang, har stadig afgørende betydning for, hvordan vores liv former sig i vore dage.

F. eks. blev vores skriftsystem indført i Grækenland omkring år 700 fvt. - og bredte sig siden til Rom og derefter til romerriget og til sidst til det Europa, som den katolske kirke kristnede ... Og som man ser, er det ikke uden grund, at vores alfabet hedder, hvad det hedder - de to første bogstaver i det græske alfabet er - netop - α: alfa og β: beta. De ligner også hinanden - lige så meget, som håndskrift og trykskrift gør i nutiden. Forresten spiller det græske alfabet en stor rolle som ekstra alfabet - hvem kender ikke π: pi og γ: gamma - for ikke at tale om udtrykket "Det er α: alfa og ω: omega".

De første store fortællinger, vi har i Europa, stammer fra de gamle grækere - og det gør også teateret. I det hele taget bredte de fleste litterære genrer fra Grækenland og Rom på samme måde som alfabetet. Siden fortsatte disse genrer over i romaner og i TV-serier og film. Når man i vore dage smider sig foran fjernsynet for at se en dum komedieserie fra USA, med en gnaven far og en vild teenager, der er hinanden på tværs, fordi faren ikke kan li' kæresten, og en mor, der prøver at få dem til at enes - ja, sår går linjen direkte tilbage til de komedier, der blev skrevet og opført i det gamle Athen og Rom. De karaktertræk, man finder i Friends, er allerede dyrket dengang.

Det var også de gamle grækere, der satte gang i den måde at tænke over verden på, vi kalder filosofi. Men de var ikke enige - der er ikke noget, der hedder 'græsk filosofi'; der er mange filosofier. Og de ting, de diskuterede, er stadig ting, vi diskuterer. Hvornår er noget sandt? Hvornår er noget godt? Er fællesskabet vigtigere end individet? Skal vi nyde livet eller gøre vores pligt? Og hvad vil det sige at nyde livet - og at gøre vores pligt? Hvad er en pligt egentlig for noget?

Oppe i Apollons helligdom i Delfi stod der på væggen: γνῶθι σαυτόν: kend dig selv - gudens advarsel til mennesket om ikke at tro, det er mere, end det er, og Platon kunne ikke være mere enig. Langt senere skrev den romerske digter Horats et digt, hvis kerne er carpe diem: pluk dagen (opfat hver dag som en særlig frugt, der skal plukkes med omhu og nydes) - og Epikur kunne ikke være mere enig.

Hele den diskussion kunne kun blive til noget, fordi de ikke levede i enevældige stater, men i demokratier. Og hvad vil det egentlig sige, at det var i Athen, man "opfandt" demokratiet?

Når man kigger nøjere efter, viser det sig, at det, grækerne kaldte demokrati, ikke ligner det, vi kalder demokrati, ret meget. Men det gør ikke noget. Der er nemlig også meget at lære ved at se, hvordan folk i antikken var anderledes end os. Man kan bedst se sig selv, hvis man også har set noget andet - og det gør man, når man er klassiker.

Alle de antikke idéer og fortællinger møder man som klassiker gennem læsningen af litteratur på latin og på græsk og gennem studier af den græske og romerske kunst.

Hvis du vil vide mere om den metodiske og videnskabsteoretiske tilgang, fagene anvender, kan du læse denne beskrivelse.