Denne side kan kun vises korrekt, hvis du er online, og siden læses ned fra sin moderside
AppianAppian (Appianos) fra Alexandria, levede fra sidst i det første århundrede evt. til engang i 160'erne evt. Han levede en stor del af sit liv i Rom, og var også engageret i den kejserlige administration. Hans vigtigste indsats var en lang fremstilling af Roms historie inddelt efter de områder, Rom erobrede, altså Roms krige. Værket var i 24 bøger, hvoraf kun 6-9 (om Spanien, Afrika og Makedonien) og 11-12 (krige i østen) samt 13-17 (borgerkrigene) er bevaret nogenlunde helt. Appian er en tro tilhænger af det romerske kejserrige, og ser historien som en udvikling frem mod det. Hans kilder er gode, og han er meget interesseret i administrative og økonomiske spørgsmål. Han er ikke så mekanisk i anvendelsen af sine kilder, som man tidligere troede - han har tilrettelagt meget af sit materiale selvstændigt. I den måske vigtigste del af værket, fremstillingen af de romerske borgerkrige fra Graccherne til og med slaget ved Actium er en af hovedkilderne Gajus Asinius Pollio; i fremstillingen af Augustus' karriere bruger Appian også dennes selvbiografi, men ikke hele tiden; meget af fremstillingen sætter i virkeligheden Augustus i et ret dårligt lys. Dansk oversættelse: Appian: De romerske Borgerkrige, oversat af Karl Hude, København 1919-20, herfra:
Mordet på Caesar, fra 2. bog af borgerkrigene; |
Sidst revideret 26. 12. 2009