Aristofanes "Kavaleriet"

Komediens græske titel er "Hippês" (Ἱππῆς), som oversættes på dansk til "Ridderne" eller "Kavaleriet". Navnet hentyder til komediens kor, som består af netop ryttere, der rider på mænd klædt ud som heste. I Athen var det kun mænd fra den rigeste formueklasse, der havde råd til at holde heste. For et antikt publikum refererer titlen således helt specifikt til det militære korps på 1000 kavalerister, der var hvervet fra den mest velhavende gruppe borgere i Athen.

Som Kai Møller Nielsen skriver i sin indledning til oversættelsen af denne komedie, så er det iøjnefaldende, at Aristofanes i dette stykke ikke går efter bolden, men efter manden! Ofret i komedien er politikeren Kleon, der havde sin storhedstid i athensk politik efter Perikles’ død i første del af den Peloponnesiske krig. Han vandt stor popularitet hos de athenske borgere ved at hæve lønnen for at være dommer fra 2 til 3 oboler. Derudover er han kendt som en politiker, der var fortaler for en barsk og indimellem blodig politik i kampen for at opnå sejr over Sparta og Spartas allierede i krigen. Men i denne komedie har Aristofanes altså valgt at rette skytset mod Kleon frem for Kleons politik.

Udover Aristofanes har også Thukydid fremstillet Kleon som en skruppelløs demagog. Hvorvidt det stemmer overens med sandheden, kan man kun gisne om. Der findes ingen andre kilder, der kan give et mere nuanceret billede af politikeren.

En karikatur af en kendt politiker er såvel dengang som nu noget, der tager kegler hos publikum. Komedien blev da også en succes, eftersom den vandt førsteprisen i år 424 f.v.t. ved Lenæerfesten – en mindre frugtbarhedsfest afholdt om vinteren.

Personer

Demosthenes – Slave hos Hr. Folk
Nikias – Slave hos Hr. Folk
Agorakritos – Pølsehandler
Kleon – Hushovmester hos Hr. Folk
Hr. Folk

Kor og korfører af unge kavalerister
Statist uden replikker: En køn ung pige

Resumé

Komedien indledes med, at de to slaver Demosthenes og Nikias beklager sig over husets nye hushovmester Kleon, der altid er på nakken af de andre samtidig med, at han forsøger at opretholde en position som herrens yndling. Kleon er i stykket en garver, ligesom den historiske Kleon var søn af en garver.

Herren i huset er Hr. Folk (på græsk Demos), og der er således lagt op til fra Aristofanes’ side, at hele komedien skal læses som en politisk allegori, hvor Hr. Folk er et billede på de demokratiske borgere, der bestemmer i den store athenske husholdning dvs. bystaten, mens Kleon i komedien er slave for Hr. Folk, ligesom politikerne var "slaver" for borgerne i og med, at de var afhængige af folkets stemmer, når de skulle have et lovforslag igennem.

Kleons lykke i huset hos Hr. Folk kommer dog snart på prøve. Demosthenes og Nikias stjæler nogle af de orakelsvar, som Kleon bruger til at indynde sig hos Hr. Folk, og her finder de en spådom om, at garveren skal vippes af pinden af en pølsehandler! Slaverne finder hurtigt en pølsehandler på torvet og engagerer ham som deres hjælper til at få skaffet Kleon af vejen.

Pølsehandlerens navn er Agorakritos, afledt af de græske ord agora (torv) og krites (dommer), og viser sig igennem komedien at vokse med opgaven som Kleons modstander.

Kleon og Agorakritos "battler" ad tre omgange: I scene 3 vinder Agorakritos over Kleon i disciplinen at prale mest. I scene 5 konkurreres der om, hvem der kan få folkerådet med sig, hvilket også lykkes for Agorakritos, da han lover folket billige sild! Den egentlige agon mellem de to står i scene 8-11, hvor de konkurrerer om Hr. Folks gunst. Igen må Kleon se sig besejret, og han må nu overtage pølsehandlerens job, mens Agorakritos indtager Kleons plads i rådhuset og nu endelig lever op til sit navn, som dommer på agora

Scene 4 og 6 fungerer som mellemspil. I scene 4 fremsiger korlederen stykkets parabase, der er en opfordring til publikum om at behandle Aristofanes pænt og give ham sejrskransen. Scene 6 er en såkaldt syzygia, et komisk optrin, hvor de to kombattanter hidser hinanden op. Komedien slutter lidt brat uden den sædvanlige aristofaniske korsang, og forskerne mener derfor, at der er gået nogle afsluttende linjer tabt i overleveringen.

Bøger:

Dansk oversættelse af Joh. B. Koch: "Ridderne. Komedie", Gyldendalske boghandel, Nordisk Forlag, 1919.

Dansk oversættelse af Kai Møller Nielsen: "Aristofanes – Kavaleriet, Skyerne, Lysistrate - Samlede komedier bind 2", Klassikeroversættelser Bind 6, Syddansk Universitetsforlag, 2005.