Denne side kan kun vises korrekt, hvis du er online, og siden læses ned fra sin moderside

Gaius Julius Caesar

Romersk politiker og general, født 100 fvt., død ved et politisk attentat 15. marts 44.

Cæsar er en overgangsfigur i Roms historie. Han er enten den første kejser i Rom, eller han er den sidste af de store personligheder, det sidste århundrede af den romerske republik er kendetegnet af. Han var en enestående begavelse på en lang række områder; det er der vist ingen tvivl om; men han har alle dage vakt meget stærke følelser, og der er ingen enighed om, hvor stor begavelsen var, hvor den var størst, eller hvad Cæsars aktiviteter egentlig sigtede mod. Tvivlen nagede allerede Caesars samtidige, som et lille digt af Catul viser:

Jeg nægter at ta' dit parti,
o Cæsar, alene fordi
jeg slet ikke aner, hvorvidt
hvad du vil er godt eller skidt.

Nr. 93, oversat af Simon Laursen (2000)

Det er naturligvis vanskeligt at give en fremstilling af Cæsar, der ikke vil være i modstrid med, hvad nogle mener, når der er så mange meninger om ham. Det følgende er derfor for det meste blot en konstatering af, hvad han gjorde, ikke så meget spekulationer over, hvad han ville. Det overlader jeg til de tekster fra oldtid, middelalder og moderne tid, der henvises til i slutningen af denne hjemmeside.

Barndom og ungdom; familieforhold

Den lille Gajus var af fin familie, men den var i hans barndom noget fjernt fra begivenhedernes centrum. Den skrev sig tilbage til sagnhelten Aeneas, der flygtede fra Troja med sin søn Julus; Aeneas' mor var gudinden Venus, så stamtavlen fejlede ikke noget. Men hans tante Julia var gift med Marius, tidens mest beundrede general og en temmelig radikal politiker, og han blev selv gift med Cornelia, datter af en anden radikal popular, Lucius Cornelius Cinna. Med den slags familierelationer kan man forstå, hvorfor han gjorde modstand mod de konservatives leder, Sulla, da denne indtog Rom i 82 fvt. og systematisk udryddede sine modstandere. Den unge Cæsar slap fra sin modstand med livet i behold, men rejste klogeligt på studieophold i Lilleasien de næste mange år.

Tidlig politisk løbebane

Hans politiske karriere begyndte som quaestor i 69 fvt.; han blev sendt til Spanien som adjudant for provins-administratoren dér og gjorde sig godt bemærket. Da han kom hjem fra Spanien, støttede han Pompejus med at få tildelt kommandoen over nogle krige i østen. Han blev ædil i 65 fvt. og valgtes i 63 fvt. til prætor for året 62. Dette var en betydningsfuld post, og da han ydermere var tæt forbundet med Pompejus, vejede hans ord ganske tungt, da man i slutningen af 63 fvt. skulle beslutte, hvordan man skulle undertrykke en revolution startet af L. Sergius Catilina. Konsulen Cicero endte med, med senatets støtte at fordrive de revolutionære fra Rom og lade enkelte af dem henrette; men Cæsar havde gjort sig til talsmand for en mildere behandling.

Cæsars første kone Cornelia var død i 69 fvt., og han giftede sig med et barnebarn af Sulla, Pompeia. I 62 lod han sig imidlertid skille fra hende, fordi hun som præstinde for gudinden Bona Dea blev involveret i en skandale, hvor en mand, Clodius, forklædt som kvinde, havde deltaget i kulten, der var strengt forbeholdt kvinder. Det var så meget vigtigere for Cæsar at holde sin sti ren i religiøse spørgsmål, som han i 63 fvt. var blevet valgt til pontifex maximus, lederen af en gruppe præster, pontifex'erne, hvis opgave netop var at holde øje med, at al religion i Rom blev udøvet efter de regler, der nu gjaldt.

Efter præturen fik han en del af Spanien som sin provins; han førte nogle krige derude, som gav så stort et overskud, at han kunne betale sin gæld og se fremad mod at søge valg til konsul.

Det første triumvirat, Cæsar som konsul og pro-konsul

For at opnå dette embede indgik han en alliance, kendt som det første triumvirat, med Pompejus og en anden vigtig romersk politiker, Marcus Licinius Crassus. Pompejus fik Cæsars hjælp til at få godkendt sin ordning i østen efter de krige, han havde ført der, og han blev gift med Cæsars datter Julia; Cæsar blev konsul (og forresten også gift, med en kvinde ved navn Calpurnia). Som konsul udmanøvrerede Cæsar fuldstændig sin medkonsul, Bibulus, der ellers var blevet bragt frem af hans modstandere for netop at bremse ham; det endte med, at Bibulus tilbragte det meste af sit embedsår uden overhovedet at forlade sit hus. Cæsar gjorde, hvad Pompejus og Crassus havde brug for, gennemførte en lov imod udbytning af provinser og forskelligt andet, og forberedte sig på at overtage sin post som administrator af en provins efter embedsåret, der var 59 fvt.

Cæsar fik tildelt Posletten, der endnu ikke var en del af Italien, og Adriaterhavskysten mod øst, 'Dalmatien'; dertil gav senatet ham Sydfrankrig - alle disse provinser bar navnet 'Gallien'. Cæsar var så heldig, at 'helvetierne', et folk i det nuværende Schweiz, blev presset ind på romersk territorium; han greb chancen og lod begivenhederne udvikle sig til en total krig mod alle Gallere helt op til den engelske kanal. Disse operationer varede fra 58 til 50 fvt. og gjorde Cæsar til en hovedrig mand, foruden at det gav ham kontrol over enorme militære styrker.

Cæsars allierede i Rom, Pompejus og Crassus, havde først ganske god succes med at kontrollere det politiske billede, men som årene gik, kølnedes forholdet mellem de tre mænd, og Crassus' død i østen i 53 fvt. gjorde efterhånden et brud med Cæsar uundgåeligt. Julias død i 54 betød, at de i Rom så vigtige personlige bånd svækkedes meget. Til sidst hældede Pompejus åbenlyst mod at støtte Cæsars fjender i senatet, og en konflikt blev uundgåelig.

Borgerkrigen; Cæsars diktatur

Den brød ud den 1. januar 49; straks herefter udtalte Cæsar de berømte ord 'Jacta est alea' ('Terningerne er kastet') og gik over floden Rubicon, der var grænsen mellem hans provins Gallien og Italien, og bevægede sig med stor hurtighed ned gennem Italien for at bremse Pompejus, før denne kunne flygte. Det mislykkedes; Pompejus slap over til Grækenland, hvor han samlede store styrker. Cæsar sikrede sig i ryggen ved at fjerne alle modstandere i Spanien, og satte så over til Grækenland, hvor han slog Pompejus i slaget ved Pharsalus i 48 fvt.; Pompejus blev myrdet, da han flygtede til Ægypten. Dette gjorde Cæsar meget vred, men han faldt fuldstændig for den ægyptiske dronning Cleopatras charme; da han endelig rejste videre for at fortsætte kampen, var hun gravid og fødte ham senere en søn, kendt under navnet Kaisarion, 'Lille Cæsar'.

På vej tilbage tilintetgør Cæsar hurtigt en lokal konge, Pharnakes; det er hans sejrsmelding til Rom herfra, der lyder 'Veni, vidi, vici' ('Jeg kom, jeg så, jeg sejrede'). Borgerkrigen bringes derefter til en afslutning i 46, da Cæsar først slår republikkens tilhængere i Afrika i slaget ved Thapsus, og derefter tilintetgør en stor hær under Pompejus' søn Sextus Pompejus ved Munda i Spanien.

Cæsar tog titlen dictator flere gange i disse år; som regel kun for en ganske kort periode. En dictator havde absolut magt i Rom; oprindeligt havde man valgt den slags i situationer, hvor samfundet var truet på sin eksistens, af militære grunde; men Sulla havde brugt diktaturen som en platform for reform af Roms forfatning, og det gjorde Cæsar også. Han afviste gentagne gange at påtage sig det forhadte navn for 'konge', 'Rex'; monarkiet har muligvis slet ikke været hans hensigt. De fleste af hans reformer peger heller ikke helt i den retning - han forøgede f. eks. senatets medlemstal og udpegede familier, der skulle have den prestigefyldte betegnelse 'patriciske' og være valgbare til en række embeder og præsteskaber, som almindelige borgere ikke kunne få. Han skabte flere nye bosættelser for borgere på stats-jord, de såkaldte 'kolonier' og lettede derfor livet for mange almindelige mennesker. Hvad han måske huskes mest for, er hans kalender-reform, den juliske kalender, der stadig gælder, kun let modificeret i nyere tid.

Mordet

Cæsar stræbte måske nok ikke efter monarkiet; men han havde sin elskerinde Cleopatra boende i Rom i 46 - 44 - måske på selveste Roms tempelhøj Capitolium. Cleopatra var, som dronning af Ægypten, selv en levende gudinde.Og det er et faktum, at han stræbte efter at blive guddommeliggjort. Han blev det også, med vennen Marcus Antonius som sin præst. Senatet gav ham, befolket som det var af hans nye senatorer, æresbevisninger i et hidtil ukendt omfang, og skønt Cæsar afviste mange, tog han også imod mange. Dette var et åbent slag mod de ærekære gamle romerske slægter; og hans 'guddommelighed' parret med de mange reformer har til sidst overtydet selv mange af hans tidligere tilhængere om, at han måtte fjernes.

Mordet fandt sted i et senatsmøde holdt i et rum i Pompejus' teater, den 15. marts 44 fvt. Det udløste endnu femten års borgerkrig, en krig som Cæsars grandnevø og arving, Octavian, som (posthumt) adopteret søn, endelig sejrede i, da han nedkæmpede Cleopatra og Marcus Antonius i slaget ved Actium i 31 fvt.

Straks herefter fandt Octavian tid til at bygge et tempel til Divus Julius på det sted på forum Romanum, hvor Cæsars lig stik mod alle regler var blevet brændt.

Antikke kilder

Cæsar var en anerkendt forfatter; han skrev om mange spørgsmål, herunder sprogteori. Men bevaret er kun to værker, hans Gallerkrig, der handler om felttoget i Gallien, og hans Borgerkrig, der tilsvarende gør rede for Cæsars syn på både grunden til og forløbet af borgerkrigen mellem ham selv og Pompejus. Begge værker er stilistisk fremragende, men naturligvis er de partsindlæg, og Cæsar forsømmer ikke sine muligheder for at fremstille sagen i det bedst mulige lys for sig selv - også med direkte fordrejelser og usandheder til følge.

Ellers er kilderne umådeligt mange. Cæsar vakte interesse til alle tider. Som hovedkilder kan nævnes Sueton's Cæsar-biografi, Plutark's Cæsarbiografi, Appian og Cassius Dio's skildring af mordet.

Synet på Cæsar i moderne tid

Cæsar har til alle tider gjort et voldsomt indtryk. Der er skrevet utallige bøger om ham, både videnskabelige, historiske værker, og romaner, teaterstykker, og digte. Men det synes meget svært at forholde sig objektivt til Cæsar. Selv mange af historikerne har stærke personlige synspunkter på ham - enten for eller imod.

På dansk skrev litteratur-forskeren og kultur-personligheden Georg Brandes et værk i to bind om Cæsar umiddelbart efter 1. verdenskrig, i 1918-1919. Brandes er en næsegrus beundrer af Cæsar - men bogen er også blevet i Brandes' åndsaristokratiske periode. Beundringen kommer klart til syne i dette lille uddrag af indledningen.

Sidst revideret 26. 12. 2009