Cato Maior (den ældre), 'censoren'

Romersk politiker, 234 - 149 fvt. Catos fulde navn var Marcus Porcius Cato. Han var ikke født i Rom selv, men i den lille by Tusculum sydøst for Rom, og hans familie havde ikke været aktiv i politik før ham; dvs. han var en homo novus, en 'ny mand', 'outsider', i politik. I Rom var dette en vanskelig, men ikke umulig situation. Romerne havde meget respekt for de gamle familier, nobiliteten, men dygtige mænd havde altid en chance for at gøre karriere i det romerske system. Og Cato var en dygtig - og meget karakterstærk - person, der ydermere havde gode personlige kontakter blandt den meget gamle adel i form af en nær ven, Lucius Valerius Flaccus - Valerierne var blandt de ældste og fornemste familier i Rom.

Catos karriere blev endda mere succesrig end de flestes; han nåede endda at blive censor. Cato har to 'tilnavne', det ene er netop Censorius, fordi han var censor, og en meget markant censor; det andet er Maior, 'den ældre', fordi hans oldebarn af samme navn, på Cæsars tid, skulle blive en betydelig politiker i sin egen ret - Cato Minor ('den yngre').

Det mest bemærkelsesværdige ved Catos karriere er, at den overhovedet fandt sted. De fleste funktioner, han bestred, var helt normale. Han var quaestor i 204 fvt., i slutningen af den anden puniske krig; hans kommanderende officer var Publius Cornelius Scipio Africanus Maior. De to mænd brød sig ikke om hinanden; Scipio var for 'moderne' for Cato, siges det. Men efter kvæsturen blev Cato aedilis plebi i 199 fvt., og allerede året efter var han praetor. På Catos tid blev praetorerne sendt ud til provinser for at styre dem, og Cato kom til Sardinien, hvor han administrerede strengt efter bogen og ikke tillod korruption af nogen art.

I 195 fvt. var han konsul; i dette år forsøgte han at forhindre, at man ophævede lovgivning (lex Oppia) mod luksus især for kvinder, der havde givet mening under den puniske krig, men ikke længere var relevant; det lykkedes ikke for ham. Efter sit konsulat blev han pro-konsul i Spanien, hvor han undertrykte et oprør og ordnede mange forhold i provinsens administration. Hans periode i provinsen trak ud, men sejren over oprørerne sikrede ham en triumf, da han vendte hjem.

I de følgende år var Cato aktiv i romersk politik på alle måder, i senatet og i domstolene. Han førte en række politiske sager, der skaffede ham mange fjender, især i Scipio-kredsen. Han blev i 184 fvt. valgt til censor sammen med sin ven Valerius. De to udførte deres embede meget strengt; det var bl. a. censorernes opgave at fjerne personer fra senatet, der af forskellige grunde var blevet uværdige til at være medlemmer; de to censorer fjernede usædvanlig mange (og fik derfor mange fjender). Forsøget på at begrænse navnlig elitens overforbrug af luksus-artikler fortsatte de også.

Sin position i Rom skyldte Cato (udover venskabet med Valerius) navnlig sine evner som taler. Cicero kendte mange af dem, men de er alle gået tabt i vore dage. Catos stil var kortfattet, næsten lapidarisk, og mange af hans udsagn blev nærmest til ordsprog - Sat cito, si sat bene, 'Hurtigt nok, hvis godt nok', er et af dem. I de sidste mange år af sit liv sluttede han alle sine taler i senatet med sætningen: Praeterea censeo Karthaginem esse delendam, 'I øvrigt stiller jeg forslag om tilintetgørelse af Karthago'.

Karthagos tilintetgørelse oplevede han ikke; den fandt først sted i 146 fvt., men han oplevede beslutningen om den krig, der førte til den. Han døde i 149 fvt., men var aktiv til det sidste; den sidste tale, han holdt, var et angreb på Servius Sulpicius Galba for overtrædelse af krigens love under dennes kampagne i Lusitanien (det nuværende Portugal) i 151-150 fvt. Mange år senere skulle hans tipoldebarn, Cato den yngre rette et tilsvarende angreb mod Caesar.

Cato var ærkeromer, men ikke, som man undertiden kan læse, imod al græsk dannelse. Det var Cato, der bragte digteren Ennius til Rom; Ennius skrev både tragedier til scenen og et stort, meget succesrigt, fortællende digt (et epos), Annales, der skildrede Roms historie fra begyndelsen. Ennius havde indtil da levet på Sardinien.

Men Cato skrev også selv et stort historieværk, Origines, 'Oprindelser', der handlede ikke bare om Roms, men også om mange andre italiske samfunds historie. Han skrev kortfattet, men inkluderede to af sine egne taler, ikke mindst den mod Servius Sulpicius Galba. Værket er derfor først blevet færdigt kort, før Cato døde. Kun få fragmenter er bevarede, men der er ingen tvivl om, at Catos fortolkning af Roms og Italiens historie havde stor indflydelse på senere historiske forfattere, ikke mindst derved, at værket var den første bog om Roms historie på latin.

Det eneste værk af Cato, der er bevaret i sin helhed, er hans refleksioner over landbrug, De agri cultura. Værket er dårligt disponeret, men viser dog, at Cato kendte til den form, tilsvarende værker havde på græsk. Men det er ikke en håndbog i landbrug, vi har med at gøre; emnerne er mere rentabilitet og forhold til markedet i Rom, og i lange stræk taler Cato om religiøse former forbundet med landbruget.

Cato var en legende i romersk politik; hans personlighed mere end opvejede hans mangel på netværk. Han omtales igen og igen overalt i romersk litteratur, og det kan være svært at få overblik over dette materiale. Der findes dog to antikke biografier af ham, én af Cornelius Nepos og en anden af Plutark.

Litteratur

Der foreligger ikke en bog på dansk om Cato den ældre. Men de to biografier findes oversat til dansk.

Plutark, Levnedsbeskrivelser, overs. af Karl Hude, bd. II, Kbh. 1914-5.

Cornlius Nepos, Cato, overs. af Simon Laursen, 2018.