Cato minor (den yngre)

romersk politiker, 95 - 46 fvt.; fulde navn Marcus Porcius Cato. Cato var plebejer og kunne derfor beklæde embedet som folketribun.

Cato var imidlertid ikke en 'folkets mand', men en af optimaternes mest indædte forkæmpere. Han kæmpede mod Pompejus, det første triumvirat og Caesar på skift, og vandt ry for principfasthed og heltemod.

Under Catilinas sammensværgelse gjorde han sig kraftigt til talsmand for, at de medsammensvorne, der var blevet pågrebet i selve Rom, skulle henrettes med det samme.

I 58 fvt. skaffede triumvirerne ham af vejen ved at sørge for, at det blev ham, der skulle forestå annekteringen af øen Kypern.

Han var kvæstor i 64 fvt., folketribun i 62 og prætor i 54. Da borgerkrigen brød ud, var han naturligvis imod Caesar (og dermed for Pompejus); han varetog under krigen en række opgaver med udmærkelse og udholdenhed.

Han var tipoldebarn af Cato maior, og tog denne arv på sig for alvor. Cicero så ham i mange år mere som en forstokket stivstikker end som en principfast stoiker - men da Cato tog sig af dage i Utica i Nordafrika for at undgå Caesar, vendte vurderingen af ham. Cicero udgav et hyldestskrift, Cato, til ham, som Caesar fandt det nødvendigt at svare på i en Anticato; resultatet var, at Cato blev republikkens - frihedens - martyr. Sallust giver ham i sit værk om Catilinas sammensværgelse et glimrende skudsmål som én af de to politikere i tiden, man kunne have respekt for. Den anden var - Caesar.