Herodot og hans historie

Herodot levede hele sit liv i multikulturelle miljøer. Han blev født ca. 485 f.Kr. i havnebyen Halikarnassos på det sydvestlige hjørne af Lilleasien (nu Tyrkiet), i en familie med både græske og lokale rødder. Omkring 455 f.Kr. var han indblandet i politisk kamp mod byens tyran (en lokal fyrste, som den persiske overkonge havde indsat som guvernør); derefter rejste han rundt i den store verden (Sortehavsregionen, Mellemøsten, Nordafrika), indtil han ca. 445 f.Kr. havnede i Athen, hvor han levede af at fortælle om sine globetrotter-rejser. Få år senere flyttede han til Syditalien – hvor der i forvejen boede masser af grækere – til kolonibyen Thurioi, som Athen for nylig havde grundlagt. Der døde han ca. 425 f.Kr.

Herodot er historiefortæller. Han kan fortælle om alt mellem himmel og jord – lige fra de lovmæssigheder, der styrer verdens gang og udviklingen, til forklaringen på, hvorfor fiskene i Nilen er skæve i hovedet. Hans eneste værk, Herodots Historie, er blevet til over en årrække, ca. 450-430 f.Kr., og er måske ikke færdigredigeret ( i dansk oversættelse fylder det ca. 600 sider). Udgangspunktet for arbejdet var nok hans almindelige geografiske og kulturelle interesser, som bragte ham på de mange og lange rejser, hvor han så og oplevede en masse fantastiske ting, der bare skulle fortælles videre. Derfor vrimler hans bog med fakta, beskrivelser, forklaringer, vurderinger og indimellem også gætterier vedrørende naturen, lande, byer, bygninger, mennesker, religion, traditioner – alt sammen noget, som han selv har set, hørt eller læst og derefter behandlet på grundlag af sine personlige erfaringer og sin snusfornuft.

Men efterhånden har det store og brogede materiale samlet sig for hans indre øje i 2 hovedemner: universalhistorie og krigshistorie. Universalhistorie er udforskning af de spor, som mennesker har sat sig, med det formål at kende, forstå og huske fortiden. Krigshistorie er i dette tilfælde beretningen om og forklaringen på den lange ideologiske og militære konflikt mellem "dem" og "os": den persiske verden og den græske verden. Konfliktens afgørelse faldt i 480 f.Kr., altså i Herodots barndom.

Herodots udforskning af fortidens begivenheder, civilisationens historie og krigens historie, er ikke bare gode historier, peppet op med sex og vold, drømme og farefulde situationer, personskildringer og replikker – alt sammen serveret friskt og åbenhjertigt i et varieret tempo af en engageret jeg-fortæller. Herodots beretning er først og fremmest en lærerig historie. Han mener nemlig, at man ved hjælp af sikker viden (opnået ved selvsyn og/eller fra pålidelige kilder), objektivitet og personligt engagement kan få indsigt i de dybeste hemmeligheder og de højeste principper. Men resultaterne af hans udforskning fremlægges ikke i belærende form – tilhørerne (læserne) må selv gøre det sidste fortolkningsarbejde. Herodot giver os så at sige nogle emner til overvejelse: livets usikkerhed og altings forgængelighed; gudernes store magt og smålighed; skæbnens uomgængelighed; menneskets ansvar og skyld; balancen mellem godt og ondt.

Herodot brugte sine sanser, sine erfaringer og sin fornuft for at komme til at forstå. Man må vel sige, at forståelsen afhænger af forudsætningerne, og at den historiske sandhed afhænger af synsvinklen. Det må betyde, at vi gør det, som vi kan forstå, til historie – altså: vi har den historie, som vi kan forstå. Men historie er også følelser – sagt med den tyske romantiske digter Heinrich Heines ord: "Historie uden følelser er videnskaben om det, som ikke er værd at vide".

Litteratur

Skoleudgaver:

Græske historikere. Udvalgt og oversat af A.Kragelund.
Herodot i udvalg. Ved Thure Hastrup og Leo Hjortsø.
Hellenere og barbarer. Udvalg af Herodots historie. Thure Hastrup, Leo Hjortsø og Finn Jorsal.

Hele værket:
Herodots Historie. Oversat af Thure Hastrup og Leo Hjortsø. Bd.1-2. Gyldendal 1979.

Elektronisk

Mogens Herman Hansen, Herodot som historiens fader.