Platon: Menon

Menon handler om, hvorvidt man kan lære at være god. Det er en 'aporetisk' dialog, dvs. at den ikke kommer frem til noget svar, hverken på, om man kan lære 'godhed', eller hvad 'godhed' egentlig er for noget. På den måde fremstiller Platon i denne dialog Sokrates, som han meget muligt faktisk var, i levende live.

Men i løbet af dialogen bruger Sokrates-figuren argumenter og begreber, den historiske Sokrates næppe har brugt, især læren om generindring; og matematik spiller en stor rolle i argumenterne - hvad de næppe gjorde for Sokrates. Dialogen er sikkert blevet til i den første halvdel af Platons forfatterskab, men ikke tidligt. Man regner ofte dialogen til den tidligste gruppe af Platons værker. De fleste mener, den er skrevet mellem 386 og 382 fvt.

I dialogen taler Sokrates først og fremmest med en mand fra Thessalien, Menon, der er på besøg i Athen. Thessalien var lidt afsides på dette tidspunkt; det er centrum (Athen og Sokrates) og periferi, der mødes. Menons tankeverden er da også meget traditionel. Senere inddrager Sokrates en ledende politiker fra Athen, Anytos, i samtalen. På den måde ser vi også hvad den 'almindelige' mening i Athen var om det spørgsmål, der diskuteres.

Dialogens 'dramatiske' datering er 402 fvt. Det passer med Menons besøg i Athen (i 401 drog han i krig i Persien og kom ikke hjem igen, og før 404 fvt. ville Menon have været uønsket i Athen, fordi han kom fra områder allieret med Sparta, som Athen lå i krig med).

Indledningen

Det er Menon, der starter med at spørge Sokrates, om han mener, at man kan lære at blive 'god', eller man kan træne sig til det, eller man bare er det. I begyndelsen taler de to meget forbi hinanden. På græsk betød 'god' nemlig ofte bare 'af god familie', 'socialt velstillet', og det er, hvad Menon tænker på, da han stiller spørgsmælet. Men Sokrates har noget helt andet i tankerne med 'god'.

Menon forsøger sig med tre definitioner af 'god'. Den første er, at man er god, når man udfylder sin sociale rolle. Men så betyder 'god' vidt forskellige ting, alt efter hvem man taler om, påpeger Sokrates. Den anden er, at man er god, når man kan herske over andre. Men den gælder ikke for børn og slaver. Menons tredje definition er også traditionalistisk og støtter sig til et citat af en digter - det gode er at nyde skønhed og kunne opnå det. Men så kan Sokrates ikke se, at der er nogen, der ikke har denne godhed - alle stræber vel efter det skønne og gode. Desuden kan noget vel ikke være godt, hvis ikke det er erhvervet retfærdigt og med eftertanke om, hvad det skal bruges til.

At finde ud af noget, man ikke allerede vidste - (gen)erindring

På dette punkt kan Menon ikke mere - han giver op; Sokrates har lammet ham. Men Sokrates synes heller ikke selv, han har forstået noget, og undersøgelsen begynder forfra med et nyt punkt: hvordan kan man finde ud af noget, man ikke allerede ved? Menon mener ikke, man kan, og Sokrates bliver utålmodig med ham.

Menneskets sjæl - summen af de egenskaber, der gør det til et (levende) menneske - er udødelig; derom er præster og digtere enige. Når en menneskesjæl i en periode ikke er i denne verden, ser den en mængde ting, som den kan genkalde sig, når den igen er i en krop. At lære noget er, hævder Sokrates, grundlæggende bare at komme i tanke om noget, man har set en anden gang.

For at bevise denne teori får Sokrates en totalt uvidende slave i Menons eje til at forså et ikke helt enkelt geometrisk problem og dets løsning (hvordan man tegner et kvadrat med det dobbelt areal af et bestemt givet kvadrat).

Godhed må være en form for viden

Vi antager som hypotese (en metode brugt af matematikere, siger Sokrates), at godhed kan læres. I så fald må den være viden; kun viden kan læres.

Godhed indeholder som centralt element, at det gode er gavnligt. Man kan kun være sikker på, at noget er gavnligt, hvis man har fornuftigt styr på det - godhed er altså noget intellektuelt. Ydre 'goder' som rigdom kan misbruges og er derfor ikke gode i sig selv.

Anytos

Sokrates stiller Anytos, en ledende demokratisk politiker, der tilfældigt er til stede, om 'godhed' kan læres. Hvem skal man sende folk til for at lære disse ting? Ikke sofisterne, der underviser for betaling, er de enige om. Anytos mener, hvem som helst i Athen kan give den fornødne undervisning; men det afviser Sokrates - for mange gode mænd har ikke engang kunnet undervise deres egne børn. Da Sokrates nævner berømte politikere som eksempel, bliver Anytos vred og går sin vej med en slet skjult trussel mod Sokrates om at holde op med den slags undergravende udsagn - og Anytos skulle også blive en af de tre, der rejste sag mod Sokrates i 399.

Afslutning

De to samtalende opgiver i realiteten at få et sikkert svar på deres problem. Men mindre kan også gøre det; man kan godt handle ud fra, hvad man tror på - en rigtig mening. Forskellen på en rigtig mening og virkelig viden er, at virkelig viden er sikret ved, at man også kender årsagen til, at ens viden er korrekt. En sådan viden er baseret på generindring.

Til slut betvivler Sokrates alligevel, at godhed er viden. Måske er den kun noget, mennesker kan danne sig en god mening om. Godhed kommer som en gave fra guderne. Men man kan måske diskutere mere om dette emne og nå frem til mere sikre resultater, mener Sokrates - og så skilles han og Menon.

Filosofisk pointe

I løbet af denne samtale beskæftiger Sokrates og Menon sig med de vigtigste ting, filosofi kan beskæftige sig med: hvad der er godt, og hvordan man bliver god, og hvordan man kan undersøge problemer og opnå viden. Undervejs mere end antyder Sokrates Platons tanker om, at der er noget permanent i verden, som vi ikke kan tilgå med sanserne; og at materielle værdier er langt ringere at eje end intellektuelle. Men de kommer ikke frem til nogen sikre resultater, og nogle af de argumenter, der bruges i dialogen, er også iøjnefaldende dårlige, som enhver, der kan tænke bare en lille smule, selv kan se.

Og heri ligger nok dialogens formål - Platon vil have os til at tænke over nogle ganske bestemte spørgsmål og på bestemte måder. Læsningen af denne dialog tilfredsstiller ikke, og det er heller ikke, hvad den skal - den skal vække til modsigelse og til videre udvikling.

Det helt centrale begreb er godhed, på græsk areté (ἀρετή). Ingen stræber efter at blive dårlig - så det at blive god er et absolut mål. Men hvordan skal man bestemme 'god'? Dialogen åbner kun spørgsmålet. Men også Platons overbevisning om, at der er en permanent egenskab ved mennesker, deres sjæl, på græsk psykhé (ψυχή), og at denne egenskab er beslægtet med tilsvarende uforgængelige egenskaber ved universet som helhed, som sjælen kan 'huske', er fremstillet i denne dialog. Generindring, på græsk anámnesis (ἀνάμνησις), omtales også andre steder i Platons værker, men denne dialog er nok den vigtigste kilde til begrebet.

Der findes intet godt ord for areté på dansk. 'Godhed' er et kunstigt ord. Men det er bedre at holde fast i et kunstigt ord, som man kan forstå, end at prøve at oversætte ordet med noget, som slet ikke slår til, f. eks. dygtighed, som den seneste oversætter foreslår. En vigtig egenskab ved 'godhed' er, at den kun er 'godhed', hvis den er retfærdig; det gælder ikke for 'dygtighed'. Det hjælper heller ikke at lede efter et ord på dansk, der kan fjerne det besynderlige ved Platons tanke om 'generindring'. Det er simpelthen en underlig tanke, og det skal det have lov til at blive ved med at være. Antikke grækere, der nok brugte ordet areté, fandt også anámnesis meget mærkeligt.

Litteratur

Platons Menon, oversat af Chr. Gorm Tortzen, Aigis 5 (2005)

Chr. Gorm Tortzen, Indledning til Platons Menon, Aigis 5 (2005)

Platons Menon, oversat af Chr. Gorm Tortzen, in: Jørgen Mejer & Chr. Gorm Tortzen, Platon. Samlede værker i ny oversættelse III, København 2011.

Om problemet med oversættelsen af arete, se David Bloch i Aigis 16,2 (2016) s. 19-20. - Oversættelsen i den trykte udgave er i øvrigt noget anderledes end i den elektroniske, der undlader at oversætte arete (en bedre løsning).

Platons Menon, oversat af Otto Foss, in: Carsten Høeg og Hans Ræder, Platons Skrifter, København 1953 (2. udg.)