Plutark: Antonius

Oversat af Karl Hude (1914)

1. Antonius havde til Farfar Taleren Antonius, hvem Marius lod dræbe som en Tilhænger af Sulla; hans Fader var Antonius med Tilnavnet Creticus, en som Politiker ikke videre anset eller fremragende Mand, men veltænkende og brav og desuden ædel til at vise sig gavmild, som man kan se af er enkelt Handling af ham. Han var nemlig ikke videre formuende og blev derfor af sin Kone hindret i at udøve sin Gavmildhed; da der nu engang kom en af hans Venner til ham og bad om Penge, som han ingen havde af, befalede han en Slave at helde Vand i en Sølvskaal og bringe den ind; da Slaven havde gjort det. vædede han sine Kinder, somom han vilde barbere sig. Efter derpaa at have fjernet Slaven under et andet Paaskud gav han sin Ven Skaalen til frit Brug; men da der blev foretaget en alvorlig Undersøgelse mellem Slaverne og han saa at hans Kone var vred og vilde lade dem forhøre een for een, tilstod han hvad han havde gjort og bad om Tilgivelse.

2. Hans Kone var en Julia af Cæsarernes Familie, saa god som nogen af den Tids bedste og ærbareste Kvinder. Hun opdrog Sønnen Antonius og ægtede efter hans Faders Død Cornelius Lentulus, hvem Cicero lod henrette som Deltager i Catilinas Sammensværgelse. Dette synes at have været Anledningen og Begyndelsen til Antonius' heftige Fjendskab med Cicero; idetmindste siger Antonius, at Lentulus' Lig ikke engang blev udleveret til Familien, førend hans Moder havde bedt Ciceros Kone derom. Dette er dog utvivlsomt falsk, da der ikke blev nægtet nogen af dem Cicero dengang lod afstraffe Begravelse. Da Antonius som ung Mand var glimrende smuk, skal Venskabet og Omgangen med Curio være kommet over ham som en Ulykke; denne var nemlig baade selv udskejende i sine Nydelser og forledte Antonius, forat han snarere skulde føje sig efter ham, til Drik, Udsvævelser og en tøjlesløs og ødelæggende Ødselhed. Derved paadrog han sig en svær og for hans Alder ganske urimelig Gæld paa halvanden Million Denarer. Da Curio var gaaet i Kaution for hele Summen, jog hans Fader, som havde faaet det at vide, Antonius ud af sit Hus. En kort Tid sluttede han sig til den frækkeste og gemeneste af den Tids Demagoger, Clodius, hvis Voldsomhed bragte alt i Forvirring; men da han snart havde faaet nok af hans Galskaber og var blevet bange for dem der rottede sig sammen mod Clodius, rejste han fra Italien til Hellas, hvor han tilbragte Tiden med at øve sit Legeme til Krigstjenestens Anstrængelser og tillige studere Veltalenhed. Han dyrkede den saakaldte asiatiske Veltalenhed, der blomstrede mest paa den Tid og havde stor Lighed med hans egen overmodige og vilde Levemaade, som var fuld af tomt Pral og ubehersket Ærgerrighed.

3. Da Konsularen Gabinius skulde sejle til Syrien og vilde overtale ham til at deltage i Krigstoget, sagde han at han ikke vilde følge med som Privatmand; han blev da udnævnt til Kytteranfører og tog Del i Krigen. Først blev han sendt mod Aristobulos, der vilde rejse Jøderne til Oprør, besteg selv før nogen anden den vigtigste af Fæstningerne og fordrev ham fra dem allesammen; derpaa indlod han sig i Slag, slog med sin lille Styrke de mange Gange talrigere Modstandere og dræbte dem alle paa faa nær. Aristobulos selv og hans Søn blev taget til Fange. Da derefter Ptolemæus vilde købe Gabinius for en Pris af 10000 Talenter til sammen med ham at falde ind i Ægypten og sætte ham paa Tronen igen, satte de fleste af Officererne sig derimod, og ogsaa Gabinius var betænkelig ved at begynde Krigen, skønt han var ganske betaget af de 10000 Talenter; men Antonius, der baade higede efter store Bedrifter og vilde imødekomme Ptolemæus' Bøn, hjalp til at overtale og tilskynde Gabinius til Krigstoget. Mere end Krigen selv frygtede de Vejen til Pelusion, da deres Marche gik gennem dybt og vandløst Sand, forbi Ekregma og Sumpene ved Serbonissøen, et Sted som Ægypterne kalder Tyfons Uddunstninger og som regnes for at være en Synken og Gennemsivning af det røde Hav, der hvor dette ved en ganske smal Tange adskilles fra Middelhavet; herhen blev Antonius sendt med Rytterne og besatte ikke blot Passet, men erobrede ogsaa den store By Pelusion og fik dens Besætning i sin Magt, saaat han paa engang sikrede Hærens Marche og gav Feltherren et sikkert Haab om Sejren. Forresten kom hans Stræben efter Anerken delse ogsaa Fjenderne til gode; da Ptolemæus nemlig var rykket ind i Pelusion og af Vrede og Had vilde myrde Ægypterne, satte han sig derimod og fik det hindret. Da han i de farlige og talrige Slag og Kampe havde udført mange Gerninger, som vidnede baade om Dristighed og Feltherredygtighed, og ved at indeslutte og omringe Fjenderne i Ryggen ganske aabenbart havde skaffet dem der kæmpede i Fronten Sejren, fik han Tapperhedsprisen og passende Æresbevisninger. Heller ikke hans Menneskekærlighed overfor den døde Archelaos' undgik Folks Opmærksomhed: denne, med hvem han havde været en fortrolig Ven, bekrigede han nødtvungent, saalænge han levede, men da han var faldet, lod han hans Lig opsøge og begrave med kongelig Pragt. Herved efterlod han sig et godt Navn hos Alexandrinerne og blev ogsaa meget anset hos de romerske Soldater.

4. Desuden var der ogsaa over hans Skikkelse en ædel Værdighed, og hans smukke Skæg, brede Pande og krumme Næse bar Vidne om en Myndighed, der lignede Herakles's, saaledes som han fremstilles i Malerier og Statuer. Der var ogsaa en gammel Tradition om at Antonierne var Heraklider, idet de skulde nedstamme fra Anton, en Søn af Herakles, og denne Tradition mente han at bekræfte baade ved sin Skikkelse, som før bemærket, og ved sin Dragt; altid naar han skulde ses af flere, bandt han med et Bælte Tunikaen til Laaret, ved hans Side hang et langt Sværd og en Kappe dækkede hans Bryst. Ja, ogsaa den Slags Ting som hos andre forekommer stødende, Praleri, Spot, aabenlys Svir, at sætte sig hen hos en spisende eller træde hen til Soldaternes Bord og tage en Bid med, alt dette indgav Soldaterne en vidunderlig Hengivenhed og Forkærlighed for ham. Ogsaa det erotiske Element i ham havde en vis Charme, og ogsaa herved vandt han mange, idet han stod andre bi i deres Kærlighedseventyr og morede sig naar man spottede over hans egne. Hans Ædelmodighed og Lyst til at give med en aaben Haand og uden Kniberi til Soldater og Venner banede ham Vejen til Magten, og da han først var blevet en stor Mand, hævedes derved hans Magt endnu mere, skønt den undergravedes ved utallige andre Fejl. Jeg skal fortælle et enkelt Eksempel paa hans Flothed. Han gav engang Ordre til at udbetale en Million Sestertier til en af sine Venner, og da hans Forretningsfører undrede sig derover og for at vise ham, hvormeget det var, stablede Pengene op, spurgte Antonius i Forbigaaende hvad det var; da Forretningsføreren saa sagde, at det var det han havde givet Ordre til at udbetale, lugtede Antonius Lunten og sagde: »Jeg troede en Million var mere; det der er ikke meget; læg lige saa meget til.« Dette skete imidlertid senere.

5. Da der nu indtraadte en politisk Spaltning i Kom, idet Aristokraterne sluttede sig til den tilstedeværende Pompejus, medens Demokraterne hidkaldte Cæsar med hans Vaabenmagt fra Gallien, skiftede Antonius' Ven Curio Parti, sluttede sig til Cæsar og vandt Antonius, og da han havde stor Indflydelse paa Mængden ved sin Veltalenhed og tillige ødselt uddelte Penge af de Midler Cæsar gav ham, fik han Antonius valgt til Almuetribun og senere til Medlem af Varselpræsternes Kollegium, som Romerne kalder Augurer. Saasnart Antonius havde tiltraadt sit Embede, blev han til stor Gavn for Cæsars Tilhængere. Først modarbejdede han Konsulen Marcellus, som baade vilde give Pompejus de allerede samlede Soldater og tillade ham at udskrive andre, idet han stillede et Forslag om, at den samlede Krigs magt skulde sejle til Syrien og hjælpe Bibulus, der bekrigede Partherne, og at de som Pompejus udskrev ikke skulde staa under denne; da dernæst Senatorerne ikke vilde høre Cæsars Brev og forbød dets Oplæsning, læste han det selv op i Kraft af sin Embedsmyndighed og omstemte derved mange, som ved at høre det fandt Cæsars Fordringer retfærdige og rimelige. Da der tilsidst var blevet stillet to Forslag i Senatet, det ene at Pompejus skulde afskedige sine Tropper, det andet at Cæsar skulde gøre det, og da kun faa befalede Pompejus at nedlægge Vaabnene, medens med faa Undtagelser alle vilde have at Cæsar skulde gøre det, saa traadte Antonius op og stillede det Forslag, at baade Pompejus og Cæsar samtidigt skulde nedlægge Vaabnene og afskedige deres Stridskræfter. Dette Forslag vandt afgjort alles Bifald, og med høje Raab og Lovtaler over Antonius forlangte man det sat under Afstemning. Da Konsulerne imidlertid nægtede at gøre det, fremsatte Cæsars Venner atter andre Fordringer, der lød rimelige; men disse mødte Modstand hos Cato, og Lentulus, som var Konsul, udjog Antonius af Senatet. Denne udtalte mange Forbandelser over dem, da han gik ud; derpaa anlagde han en Slaves Dragt, lejede i Forening med Quintus Cassius et Køretøj og ilede til Cæsar, og straks da de var kommet til ham, erklærede de at alt i Rom var i Opløsning, siden ikke engang Almuetribunerne havde Talefrihed og enhver der forsvarede Retten blev udjaget og kom i Livsfare.

6. Derefter rykkede Cæsar med sin Hær ind i Italien; derfor skrev Cicero ogsaa i sine filippiske Taler, at ligesom Helena havde givet Anledning til den troiske Krig, saaledes havde Antonius foranlediget Borgerkrigen; men det er aabenbart falsk. Gajus Cæsar var nemlig ikke saa letsindig eller saa let til i Vrede at glemme sine Beregninger, saaat han, hvis han ikke forlængst havde besluttet sig til at gøre dette, i den Grad tilfældigt vilde have begyndt Krigen mod sit Fædreland, fordi han saa Antonius og Cassius i ussel Dragt paa et lejet Køretøj komme flygtende til ham; men dette gav ham, som længe havde ønsket en Anledning, et velklingende Paaskud til Krigen. Han trodsede hele Verden af de samme Bevæggrunde som tidligere havde ledet Alexander og fordum Kyros, nemlig en umættelig Lyst til at herske og en rasende Begærlighed efter at være den første og største, hvad han ikke kunde opnaa, medmindre Pompejus blev styrtet. Da han nu ved sin Fremrykning havde bemægtiget sig Eom, fordrevet Pompejus fra Italien og besluttet først at vende sig mod Pompejus' Stridskræfter i Spanien for derpaa at udruste en Flaade, sætte over Vandet og angribe Pompejus. saa betroede han Rom til Lepidus, der var Prætor, og Hærene og Italien til Antonius, der var Almuetribun. Denne gjorde sig straks populær hos Soldaterne, idet han deltog i deres Øvelser, levede meget sammen med dem og gav dem Foræringer, saavidt hans Midler tillod det; men han var ilde lidt af andre. Naar Folk nemlig blev forurettede, tog han af Ligegyldighed ingen Notits deraf, og han hørte med Uvillie paa dem der henvendte sig til ham; desuden blev han daarligt omtalt, fordi han indlod sig med andres Koner. Cæsars Herredømme, der for hans eget Vedkommende slet ikke lignede et Tyranni, blev i det hele taget gjort forhadt af hans Venner, af hvilke Antonius, som var den mægtigste, regnedes for at begaa de største Forseelser og fik Hovedskylden.

7. Efter sin Hjemkomst fra Spanien saa Cæsar imidlertid igennem Fingre med det man beskyldte Antonius for; til Krigen brugte han ham som en energisk og tapper Anfører og blev ikke paa noget Punkt skuffet af ham. Efterat Cæsar selv med nogle faa fra Brundisium var sat over det ioniske Hav, sendte han Skibene tilbage med Ordre til Gabinius og Antonius om at indskibe Stridskræfterne og i Hast overføre dem til Makedonien. Medens nu Gabinius blev bange for Sejladsen, der var vanskelig ved Vintertid, og derfor førte sin Hær ad en lang Omvej over Land, saa var Antonius bekymret for Cæsar, som var indesluttet af en Mængde Fjender, og drev først Libo, der blokerede Havneudløbet, bort ved at omringe hans Krigsskibe med en Mængde smaa Baade; derpaa indskibede han 800 Ryttere og 20000 sværtbevæbnede og stak i Søen. Da han var blevet opdaget af Fjenderne og blev forfulgt, undgik han vel Faren fra disse, idet en kraftig Søndenvind rejste høje Bølger og en svær Søgang omkring deres Skibe; men selv blev han kastet ind paa Skær og dybe Afgrunde, saaat alt Haab syntes ude. Da der imidlertid pludselig blæste en stærk Sydvest ud af Bugten, saaat Bølgegangen fra Kysten dreves ud i rum Sø, sejlede han stolt ud paa Dybet og saa da Stranden opfyldt med Vrag. Vinden havde nemlig kastet de Krigsskibe der forfulgte ham ind mod Land, og ikke faa var blevet ødelagte; Antonius bemægtigede sig en Mængde Mennesker og Skatte, indtog Lissos og forøgede i høj Grad Cæsars Selvtillid ved at komme i rette Tid med saa stor en Styrke.

8. Under de mange og vedholdende Kampe der paafulgte udmærkede han sig altid; to Gange fik han Cæsars Tropper, som han mødte flygtende over Hals og Hoved, til at vende om, tvang dem til at blive staaende og atter kæmpe med Forfølgerne og gik af med Sejren. Derfor nød han næstefter Cæsar størst Anseelse i Lejren, og Cæsar viste hvilken Mening han havde om ham. Da han nemlig skulde levere det sidste og alt afgørende Slag vod Farsalos *, stod han selv paa højre Fløj og gav Antonius Anførselen paa venstre, fordi han betragtede ham som den dygtigste Militær blandt sine Folk. Da han efter Sejren var blevet udraabt til Diktator, forfulgte han selv Pompejus, men valgte Antonius til Rytteranfører og sendte ham til Rom. Dette Embede er Diktatoren undergivet, naar han er tilstede, men hvis han ikke er tilstede, er det det første og næsten det eneste; medens nemlig Almuetribunatet bliver ved at bestaa, ophæves alle de andre Embeder, naar der er valgt en Diktator.

9. Imidlertid foreslog Dolabella, som dengang var Almuetribun, en ung Mand der havde Lyst til Omvæltninger, en Ophævelse af al Gæld og vilde overtale Antonius, som var hans Ven og desuden altid ønskede at behage Mængden, til at støtte og deltage i hans Politik. Men Asinius og Trebellius opfordrede ham til det modsatte, og Antonius fik tilfældigvis en alvorlig Mistanke om at Dolabella havde krænket ham som Ægtemand. Dette tog han sig saa nær, at han baade forskød sin Kone, som dog var hans Kusine (hun var nemlig en Datter af Gajus Antonius, Ciceros Medkonsul), og forenede sig med de andre om at bekæmpe Dolabella. Denne havde nemlig besat Torvet for med Magt at føre Loven igennem; men efterat ogsaa Senatet havde vedtaget at der maatte bruges Vaabenmagt mod Dolabella, rykkede Antonius frem, indlod sig i Kamp med ham og dræbte endel af hans Folk, ligesom han ogsaa mistede nogle af sine egne. Herved gjorde han sig forhadt af Mængden, og af de gode og ordenlige Borgere var han paa Grund af sin Livsvandel, som Cicero siger, ikke velset, men forhadt: man væmmedes ved hans usømmelige Fuldskab, hans utaalelige Yp pighed og hans Samliv med Fruentimmer; om Dagen sov han Rusen ud eller gik omtaaget om blandt Folk, Natten tilbragte han med Sviregilder, Fester eller Deltagelse i Skuespilleres og Gøgleres Bryllupper. Det fortælles saaledes, at han engang havde været til Bryllupsgilde hos Skuespilleren Hippias og drukket hele Natten, og da han saa om Morgenen paa Folkets Opfordring endnu beruset gik ud paa Torvet, brækkede han sig, idet en af hans Venner opfangede det med sin Toga. Ogsaa Skuespilleren Sergius var en af dem der havde mest at sige hos ham, ligeledes Kytheris, et Fruentimmer fra samme Theater, som var hans Elskerinde; hende tog han ogsaa paa sine Rejser til Byerne med sig i en Bærestol, og den blev eskorteret af lige saa mange Tjenere som hans egen Moders Bærestol. Folk forargedes ogsaa over Synet af Guldbægre, som førtes rundt paa hans Rejser ligesom ved Festoptog, over Opstillingen af Telte og Anretningen af kostbare Maaltider ved Lunde og Floder, endvidere over at han lod Løver spænde for Vogne og indkvarterede Skøger og Sangerinder i ærbare Mænds og Kvinders Huse. Man fandt det nemlig oprørende, at medens Cæsar selv dvælede udenfor Italien for med store Anstrængelser og Farer at tilendebringe Resterne af Krigen, saa skaltede og valtede andre med Benyttelse af hans Magt og haanede Borgerne.

10. Disse Ting synes baade at have forøget Uenigheden og foranlediget Soldaterne til slemme Voldshandlinger og Overgreb. Derfor tilgav Cæsar ogsaa ved sin Tilbagekomst Dolabella, og dengang han for tredie Gang blev valgt til Konsul, tog han ikke Antonius, men Lepidus til Medkonsul. Da Pompejus' Hus blev solgt, købte Antonius det, men blev forbitret over at blive af krævet Købesummen, og han siger selv at han af den Grund ikke deltog i Cæsars afrikanske Felttog, fordi lians tidligere Bedrifter ikke var blevet belønnede. Dog synes Cæsar i en væsenlig Grad at have formindsket hans Daarskab og Ryggesløshed ved ikke at bære over med hans Forseelser; han opgav nemlig nu sin gamle Levemaade og slog sig paa Ægteskab, idet han ægtede Fulvia, som havde været gift med Demagogen Clodius. Det var ikke en Kvinde som tænkte paa Arbejde eller paa at passe sit Hus, og hun vilde ikke nøjes med at styre en Privatmand, men vilde herske over en Hersker og kommandere en der kommanderede; derfor maatte Kleopatra være Fulvia taknemmelig, fordi hun havde lært Antonius at lade sig heherske af en Kvinde, saaat hun arvede ham helt tæmmet og forlængst vænnet til at lystre Kvinder. Dog forsøgte Antonius ogsaa at gøre Fulvia muntrere ved Spøg og ungdommelig Lystighed, som følgende Historie vil vise. Da mange Mennesker gik Cæsar imøde efter Sejren i Spanien, drog Antonius ogsaa ud af Byen, men da der saa pludselig opkom et Rygte i Italien om at Fjenderne rykkede frem og Cæsar var død, vendte han tilbage til Rom. Han iførte sig en Slaves Dragt, gik om Natten til sit eget Hus, sagde at han havde et Brev fra Antonius til Fulvia og blev med tilhyllet Ansigt ført ind til hende. Tide af sig selv spurgte hun, inden hun havde faaet Brevet, om Antonius var i Live; han rakte hende det uden at sige noget, og da hun brød Seglet og begyndte at læse det, slog han Armene om hende og kyssede hende. Dette ene Træk af mange har jeg anført som et Eksempel.

11. Da Cæsar vendte tilbage fra Spanien, gik alle de betydeligste Mænd mange Dagsrejser ud for at møde ham, og Antonius blev hædret ganske særligt af ham; medens han nemlig kørte paa en Vogn gennem Italien, havde han Antonius ved Siden af sig; bagved ham sad Brutus Albinus og Cæsars Søsterdattersøn Octavianus, som senere fik Navnet Cæsar og regerede meget længe over Romerne. Da Cæsar saa var blevet udnævnt til Konsul for femte Gang, valgte han straks Antonius til Medkonsul; han ønskede imidlertid at nedlægge Embedet og overdrage det til Dolabella, og denne sin Hensigt meddelte han til Senatet. Men da Antonius gjorde heftig Modstand og fremsatte mange Beskyldninger mod Dolabella og selv fik ligesaa mange at høre, fjernede Cæsar sig i Øjeblikket, fordi han skammede sig over Skandalen, og da han senere traadte frem for at erklære Dolabella for Konsul, men Antonius raabte at Varslerne var ugunstige, gav han efter og lod Dolabella gaa til stor Ærgrelse for denne. Forresten lod det til at han væmmedes ligesaa meget ved ham som ved Antonius; han skal nemlig, da en bagvaskede dem begge paa engang hos ham, have sagt at han ikke var bange for disse fede og langhaarede, men for de andre blege og tynde, hvormed han sigtede til Brutus og Cassius, som senere efterstræbte og dræbte ham.

12. Mod sin Villie gav Antonius disse det mest glimrende Paaskud dertil. Romerne fejrede nemlig Faunusfesten, som kaldes Lupercalia, og Cæsar sad paa Torvet i Triumfatordragt paa et Højsæde og saa paa de løbende; Festdeltagere er mange unge af de fornemme og af Embedsmændene; de er salvede med Olie og slaar under Spøg med lodne Piske løs paa hvem de møder. Blandt Deltagerne var Antonius, som ikke fulgte den nedarvede Skik, men omviklede et Diadem med en Laurbærkrans og løb hen til Højsædet; løftet op af de andre satte han Diademet paa Cæsars Hoved for dermed at vise, at det tilkom denne at være Konge. Da Cæsar imidlertid gjorde sig kostbar og afviste det, blev Folket glad og klappede; Antonius gentog sit Forsøg, men Cæsar stødte ham atter fra sig. Saaledes fortsattes Striden længe, idet kun nogle faa Venner bifaldt Antonius' Forsøg paa at tvinge Cæsar, medens hele Folket jublede over dennes Vægring; det var virkelig underligt, at skønt de faktisk fandt sig i at staa under en Konges Herredømme, saa skyede de Kongenavnet som en Ophævelse af Friheden. Tilsidst rejste Cæsar sig ærgerlig op fra sit Højsæde, trak Togaen bort fra Halsen og raabte at enhver der vilde kunde slaa til. Kransen, som var blevet hængt paa en af hans Statuer, blev revet ned af nogle Almuetribuner, som Folket roste og fulgte hjem med Bifaldsraab; men Cæsar afsatte dem fra deres Embede.

13. Denne Episode gav Brutus og Cassius Mod: de udvalgte dem af deres Venner de kunde stole paa til Gerningen, og Antonius blev ogsaa bragt paa Bane. Medens de andre nok vilde have ham med, protesterede Trebonius. som sagde, at dengang de rejste Cæsar imøde ved hans Tilbagekomst fra Spanien, havde han selv ganske lempeligt og forsigtigt følt sig for hos Antonius, der rejste sammen med ham og delte hans Telt; Antonius havde nok forstaaet det, men var ikke gaaet ind derpaa, dog havde han heller ikke røbet noget for Cæsar, men trofast fortiet Samtalen. Derefter talte de om at lade Antonius dele Skæbne med Cæsar; men det forhindrede Brutus, som hævdede at den Daad, som de vovede for at forsvare Lovene og Retten, burde være ren og fri for enhver Uret. Da de imidlertid frygtede for Antonius' Legemsstyrke og Embedsværdighed, satte de nogle af de sammensvorne ud paa ham: de skulde, naar Cæsar gik ind i Senatet og Gerningen skulde øves, opholde ham udenfor ved at tale ivrigt med ham om noget.

14. Da dette blev udført efter Aftalen og Cæsar var blevet dræbt i Senatet, forklædte Antonius sig straks som Slave og skjulte sig; men da han hørte at de sammensvorne ikke angreb nogen, men var forsamlede paa Capitolium, fik han dem ved at give sin Søn som Gissel til at gaa ned derfra; han selv indbød Cassius til at spise hos sig, Lepidus Brutus. Efter at have sammenkaldt et Senatsmøde holdt han selv en Tale om at give Amnesti og uddele Provinser til Cassius, Brutus og de andre, og Senatet vedtog dette og besluttede ikke at gøre nogen Ændring i Cæsars Bestemmelser. Da Antonius forlod Eaadhuset, var han Dagens Mand: man mente at han havde forhindret en Borgerkrig og var optraadt med største Besindighed og Statskløgt under vanskelige og ualmindeligt forvirrede Forhold. Dog bragte Folkemeningen ham snart til at opgive denne Politik, saaat han mente kun at kunne være tryg, hvis Brutus' Stilling blev rokket. Ved Cæsars Ligfærd kom han efter gældende Skik til at holde Talen over ham paa Torvet, og da han mærkede at den gjorde stærkt Indtryk paa Folket og betog det, blandede han Beklagelser ind i sine Lovtaler over ham og fremstillede det der var sket med stærke Farver; tilsidst fremviste han den afdødes blodbesudlede og af Sværdene gennemhullede Klæder, og idet han kaldte Gerningsmændene Mordere og Manddrabere, opvakte han en saa stor Forbitrelse hos Folket, at de bar Bænkene og Bordene sammen og opbrændte Cæsars Lig paa Torvet; derpaa greb de Brande fra Baalet, løb til Mordernes Huse og angreb dem.

15. Da Brutus og hans Fæller paa Grund heraf havde fjernet sig fra Hovedstaden, samlede Cæsars Venner sig om Antonius, og hans Enke Calpurnia, som stolede paa denne, deponerede hos ham de fleste af Husets Pengemidler til et Beløb af ialt 4000 Talenter. Han fik ogsaa Cæsars Papirer, hvoriblandt der var Optegnelser om de af ham trufne Afgørelser og Bestemmelser; idet han saa gjorde de Tilføjelser han selv vilde, udnævnte han mange til Embedsmænd eller Senatorer, andre hjemkaldte han fra Landflygtighed eller løslod af Fængslet under Paaskud af at Cæsar havde forordnet det. Derfor kaldte Romerne spottende alle disse for Charoniter; naar deres Eet blev anfægtet, beraabte de sig nemlig paa den dødes Optegnelser. Ogsaa ellers regerede Antonius enevældigt; selv var han Konsul og havde sine Brødre til Kolleger, Gajus som Prætor, Lucius som Almuetribun.

16. Medens Sagerne stod saaledes, kom den unge Cæsar til Rom, en Søsterdattersøn af den afdøde, som før bemærket, og indsat til Arving af hans Formue; han havde opholdt sig i Apollonia paa den Tid da Cæsar blev myrdet. Han hilste straks paa Antonius som sin Faders Ven og bragte derpaa det hos ham beroende Depositum paa Bane; han skulde nemlig efter Cæsars testamentariske Bestemmelse give hver Romer 75 Denarer. Antonius betragtede ham først med Foragt som en ung Mand og sagde at han ikke var rigtig klog, siden han, som var venneløs, var ufornuftig nok til at ville tage en saa uoverkommelig Byrde paa sig som det at være Cæsars Efterfølger; men da han ikke lod sig omstemme herved, men forlangte Pengene, blev han ved med at krænke ham paa mange Maader baade i Ord og Handling. Han modarbejdede ham, da han søgte Almuetribunatet, og da han vilde opstille en gylden Stol til Ære for sin Fader, saaledes som man havde vedtaget, truede han med at sætte ham i Fængsel, hvis han ikke holdt op med sin Agitation. Da den unge Mand imidlertid sluttede sig nøje til Cicero og alle de andre der hadede Antonius og gennem disse vandt Senatet for sig, medens han selv knyttede Folket til sig og samlede Veteranerne fra Kolonierne, blev Antonius bange og havde paa Capitolium en Sammenkomst med ham, som førte til et Forlig. I den paafølgende Nat havde Antonius en mærkelig Drøm, idet han drømte at hans højre Haand blev ramt af et Lyn, og faa Dage efter opkom der et Rygte om at Cæsar stræbte ham efter Livet. Cæsar søgte at forsvare sig, men forgæves, og nu blussede Fjendskabet atter op; de fløj begge rundt i Italien og søgte ved høj Betaling at opbyde den Del af Veteranerne der allerede var bosat i Kolonierne, ligesom de kom hinanden i Forkøbet med at vinde dem for sig der endnu stod under Vaaben.

17. Cicero, der havde mest at sige i Rom og ophidsede alle mod Antonius, fik tilsidst Senatet overtalt til at erklære ham for Statens Fjende, sende Cæsar Liktorer og de prætoriske Værdighedstegn og udsende Pansa og Hirtius for at fordrive Antonius fra Italien. Disse, som dengang var Konsuler, stødte sammen med Antonius ved Byen Mutina, medens Cæsar var tilstede og deltog i Kampen; de besejrede Fjenderne, men bukkede selv under. Paa Flugten blev Antonius hjemsøgt af mange Vanskeligheder, af hvilke den værste var Sult. Men af Naturen viste han sig i Modgangen fra sin bedste Side, og i Ulykken lignede han mest en god Mand; ganske vist er det almindeligt for dem hvem Nød bringer i Ulykke at tænke paa Dyden, men ikke alle har under Omskiftelserne Kraft til at stræbe efter det de skatter og sky det de forkaster, nej, der er snarere nogle der af Svaghed bøjer sig for Vanens Magt og hvis Tænkeevne svækkes. Men Antonius foregik paa den Tid sine Soldater med et lysende Eksempel ved efter et saa yppigt og ødselt Liv taalmodigt at drikke fordærvet Vand og ernære sig af vilde Frugter og Rødder. Ja, man skal endog have spist Bark, og ved Overgangen over Alperne nød de Kødet af Dyr der ikke før havde tjent til Menneskeføde.

18. Hans Hensigt var at naa Hærene paa den anden Side, der stod under Anførsel af Lepidus, som regnedes for at være en Ven af Antonius og skylde ham Tak for de store Fordele han havde haft af Venskabet med Cæsar. Da han var kommet derhen, lejrede han sig i Nærheden, men da han ikke mødte nogen Venlighed, besluttede han at gøre et Vovestykke. Hans Haar var forsømt, og han bar langt Skæg, som han havde ladt vokse straks efter Nederlaget; han tog nu en mørk Dragt paa, nærmede sig til Lepidus' Lejr og begyndte at tale. Da mange baade blev rørte ved Synet af ham og bevægede ved hans Ord, blev Lepidus bange og befalede at blæse i alle Trompeter paa engang, forat man ikke skulde kunne høre hvad Antonius sagde. Men Soldaterne fik endnu mere ondt af ham og indledede i Hemmelighed Underhandlinger; de afsendte til ham forklædte som løse Fruentimmer Lælius og Clodius, der opfordrede Antonius til dristigt at angribe Lejren: der var mange, sagde de, der gerne vilde modtage ham og, hvis han ønskede det, dræbe Lepidus. Antonius forbød dem imidlertid at lægge Haand paa Lepidus, men begyndte næste Dag med sin Hær at overskride Floden. Han gik selv først ned i den og vadede over til den anden Bred, og nu saa han allerede mange af Lepidus' Soldater række Hænderne ud imod ham og rive Lejrvoldens Paiissader op. Da han saa var kommet ind i Lejren og havde faaet Magten der, behandlede han Lepidus med største Mildhed; han hilste ham nemlig som Fader og omfavnede ham, og skønt han i Virkeligheden selv var Herre over det hele, lod han ham stadig beholde en Imperators Navn og Værdighed. Dette skaffede ham ogsaa Tilslutning fra Munatius Plancus, der stod i Nærheden med en talrig Styrke. Efter saaledes at være blevet en mægtig Mand gik han atter over Alperne og førte 17 Legioner og 10000 Ryttere med sig inu i Italien; desuden havde han som Besætning i Gallien efterladt 6 Kohorter under Varius, en af hans Venner og Svirebrødre, som havde Tilnavnet Cotylon.

19. Cæsar fulgte nu ikke længer Cicero, som han saa kæmpede for Republiken, men opfordrede gennem sine Venner Antonius til at slutte Forlig. De tre mødtes saa paa en af en Flod omstrømmet Holm og forhandlede i tre Dage. Det øvrige gik let i Orden, og de delte hele Riget mellem sig som en Fædrenearv; derimod fremkaldte Striden om Ofrene de største Vanskeligheder, da enhver ønskede at dræbe sine Fjender og redde sine Slægtninge. Men tilsidst tilsidesatte de baade Hensynet til Slægtninge og Hengivenheden for Venner for Hadet og Vreden, saaledes at Cæsar ofrede Cicero for Antonius' Skyld og denne for Cæsars Skyld Lucius Cæsar, som var Antonius' Morbroder; Lepidus fik ogsaa Lov til at dræbe sin Broder Paulus, skønt der er andre som siger at Lepidus ofrede Paulus, fordi de andre fordrede hans Død. Jeg mener at der aldrig er sket noget mere raat eller grusomt end dette Mageskifte; idet de nemlig opvejede det ene Drab med det andet, dræbte de ligesaa godt dem de selv ofrede som dem de fik ofret, og de var uretfærdigst mod deres Venner, som de dræbte uden engang at hade dem.

20. Efterat dette Forlig var blevet sluttet, omringede Soldaterne dem og forlangte at Cæsar ogsaa skulde befæste Venskabet ved et Giftermaal, idet han ægtede Antonius' Kone Fulvias Datter Clodia. Da ogsaa dette var slaaet fast, dræbte de ved Proskription trehundrede, og Antonius befalede at afskære den dræbte Ciceros Hoved og hans højre Haand, hvormed han havde skrevet sine Taler imod ham. Da Hoved og Haand var blevet bragt ham, saa han fornøjet paa dem og slog i sin Glæde flere Gange en Skoggerlatter op; efter at have set sig mæt derpaa lod han dem opstille paa Talerstolen paa Torvet, somom han derved haanede den døde, medens han i Virkeligheden viste at han selv skejede ud i sin Lykke og gjorde sin Magt Skam. Hans Morbroder Cæsar, som blev eftersøgt og forfulgt, tyede til sin Søster, og da Bødlerne kom og vilde tiltvinge sig Adgang til hendes Hus, stillede hun sig i Døren, spærrede for den med Armene og sagde flere Gange: »I skal ikke dræbe Lucius Cæsar, hvis I ikke først har dræbt mig, Imperatorens Moder.« Ved denne Handlemaade dækkede og reddede hun sin Broder.

21. Ogsaa ellers var Triumvirernes Herredømme ilde lidt, og Hovedskylden kastedes paa Antonius, som var ældre end Cæsar og mægtigere end Lepidus; desuden var han, efterat han først havde skaffet sig Forretningerne fra Halsen, igen forfaldet til sit tøjlesløse Nydelsesliv. Med hans almindelige Vanry forenede der sig et ikke ringe Had, fordi han beboede det Hus der havde tilhørt Pompejus den store, en Mand der var blevet beundret ligesaa meget for sin Sædelighed og sin regelmæssige og jævne Levemaade som for sine tre Triumfer. Man harmedes nemlig ved at se at det som oftest var lukket for Anførere, Feltherrer og Gesandter, der paa en krænkende Maade blev stødt bort fra Døren, medens det var fuldt af Skuespillere, Gøglere og berusede Smigrere, paa hvem der ødsledes de fleste af de Penge der skaffedes til Veje med den største Voldsomhed og Haardhed. Triumvirerne nøjedes nemlig ikke med at sælge de proskriberedes Ejendomme, saaledes at tilmed deres Slægt ninge og Hustruer chikaneredes, eller med paany at paalægge Skatter af enhver Art; men da de fik at vide, at der hos Vestalinderne laa nogle Deposita saavel fra Udlændinge som fra Borgere, gik de hen og tog dem. Da Antonius aldrig kunde faa nok, ansaa Cæsar det for sin Pligt at dele sine Skatte med ham, og de delte ogsaa Hæren, saaledes at de begge drog til Makedonien for at bekæmpe Brutus og Cassius, medens de lod Lepidus styre i Rom.

22. Men da de efter at være sat over Vandet havde begyndt paa Krig og lejret sig nærved Fjenderne, saaledes at Antonius stod overfor Cassius, Cæsar overfor Brutus. udrettede Cæsar intet af Betydning, men det var Antonius der vandt alle Sejrene. I det første Slag blev Cæsar fuldstændigt besejret af Brutus, mistede sin Lejr og slap med Nød og næppe fra Forfølgerne; som han selv har skrevet i sine Livserindringer, trak han sig tilbage før Slaget, fordi en af hans Venner havde haft en Drøm. Derimod sejrede Antonius over Cassius; forresten har nogle berettet, at Antonius ikke var tilstede i Slaget, men først kom til bagefter, da Forfølgelsen var begyndt. Cassius blev paa sin egen Bøn og Befaling dræbt af Pindaros, en af hans tro frigivne; han vidste nemlig ikke at Brutus havde sejret. Efter faa Dages Forløb blev der leveret et nyt Slag; Brutus tabte og dræbte sig selv, Antonius vandt Hovedæren for Sejren, da Cæsar tilmed var syg. Han traadte hen til Brutus' Lig og bebrejdede ham i nogle faa Ord sin Broder Gajus' Død (denne havde Brutus ladet dræbe i Makedonien som Hævn for Ciceros Død); derpaa sagde han at han mere gav Hortensius end Brutus Skylden for Broderens Henrettelse og befalede at dræbe Hortensius ved hans Grav, medens han kastede sin egen Purpurkappe, som var mange Penge værd, over Brutus og paalagde en af sine frigivne at drage Omsorg for hans Begravelse. Da han senere fik at vide, at denne ikke havde brændt Kappen sammen med Liget og desuden havde stjaalet mange af de Penge han havde givet ham til Begravelsen, lod han ham dræbe.

23. Derefter begav Cæsar sig til Rom, og det saa ikke ud til at han kunde leve længe efter Sygdommen; Antonius gik med en stor Hær over til Hellas for at opkræve Penge i alle de østlige Provinser; da de nemlig havde lovet hver Soldat 5000 Denarer, var de nødt til en mere summarisk Indsamling og Brandskatning. Overfor Hellenerne var hans Optræden ialfald i Begyndelsen passende og sømmelig, og han anvendte endda sin Fritid til at høre paa Videnskabsmænd, overvære Fester og lade sig indvi i Mysterier; han var retfærdig i sine Afgørelser, glædede sig ved at blive kaldt Hellenerven og endnu mere ved Betegnelsen Athenerven og gav Byen Athen store Gaver. Da Megareerne ogsaa ønskede at vise ham noget smukt for ikke at staa tilbage for Athenerne og bad ham bese Eaadhuset, gik han derop og besaa det, og da man spurgte ham hvad han syntes om det, svarede han: »Det er lille, men forfaldent.« Han lod ogsaa den pythiske Apollons Tempel opmaale for at bygge det færdigt, et Løfte han havde givet Senatet.

24. Derpaa lod han Lucius Censorinus blive i Hellas, gik selv over til Asien og kastede sig over dets Eigdomme; Konger strømmede til hans Hus, og Dronninger, der kappedes med hinanden i Gavmildhed og Skønhed, kom til deres Ulykke i Forbindelse med ham. Medens Cæsar i Rom blev opslidt af indre Stridigheder og Krige, havde han selv Fritid og Fred og forfaldt igen til sit tidligere Nydelsesliv; Citharspillere som Anaxenor, Flojtespillere som Xuthos, Danseren Metrodoros og en lignende Sværm af asiatiske Virtuoser, som i Frækhed og Skamløshed var meget værre end Uhyrerne i Italien, strømmede til og skaltede og valtede ved hans Hof, og alle Skranker nedbrødes, idet Alverden reves med i denne Rus; ligesom den By Sofokles nævner', var hele Asien

opfyldt af Røgelser og Hymner blandede med høje Jammerskrig.

Da han for Eksempel holdt sit Indtog i Efesos, gik der i Spidsen af Toget Kvinder klædte som Bacchantinder, Mænd og Drenge udstyrede som Satyrer og Fauner, og overalt i Byen saas der Vedbend og Thyrsosstave og hørtes Strengeinstrumenter og Fløjter, medens alle hilsede ham som den »glædebringende« og »naadige« Dionysos. Saadan var han ganske vist overfor adskillige, men overfor de fleste »glubsk« og »vild«; han fratog nemlig fornemme Folk deres Gods for at glæde Døgenigte og Smigrere, ja, det forekom tit, at Folk udbad sig og fik levende Mænds Formuer under det Foregivende at de var døde. I Magnesia forærede han en Mands Hus til en Kok, der, som det fortælles, havde tilberedt eet Maaltid udmærket. Tilsidst, da han for anden Gang paalagde Byerne Skat, vovede Hybreas som Talsmand for Asien at sige noget som lød advokatorisk og passede ganske godt til Antonius' Ærgerrighed: »Hvis Du kan tage Skat to Gange i eet Aar, saa kan Du ogsaa skaffe os to Gange Sommer og to Gange Høst«; men rammende og dristigt tilføjede han, fordi Asien havde betalt 200000 Talenter: »Hvis Du ikke har faaet disse Penge, saa kræv dem af dem der har faaet dem; men hvis Du har faaet dem og ikke har dem, saa er det ude med os.« Dette gjorde stærkt Indtryk paa Antonius, der i Reglen ikke vidste hvad der skete, ikke saa meget af Letsindighed, som fordi han paa Grund af sin egen Ærlighed stolede paa sine Omgivelser. Han havde nemlig et ærligt Sind og var langsom til at opdage noget; naar han saa opdagede Misgrebene, angrede han alvorligt og tilstod dem for selve de forurettede, ligesom han var skrap med Gengældelse og Straf; dog syntes han mere at overskride det rette Maal i Gunstbevisninger end i Straffe. Forresten indeholdt hans Hensynsløshed med at spøge og spotte i sig selv et Lægemiddel; man kunde nemlig betale med samme Mønt, og han morede sig ligesaa meget over at blive udlet som over at udle andre. Dette havde imidlertid ødelæggende Virkninger: da han nemlig ikke troede, at de der spøgte med Frimodighed vilde smigre ham, hvis det drejede sig om alvorlige Ting, lod han sig let narre af Lovtaler, fordi han ikke vidste at nogle blandede Frimodigheden som et snerpende Krydderi i Smigeren for at fjerne det vamle ved den, idet de med deres Dristighed og Aabenmundethed ved Bægeret opnaaede, at deres Eftergivenhed og Bifald i alvorlige Ting tog sig ud ikke som Snakken efter Munden, men som Underlegenhed i Intelligens.

25. En saadan Natur havde altsaa Antonius, hvem nu den sidste Ulykke overgik ved hans Kærlighed til Kleopatra: denne Følelse vakte og ophidsede mange af de Lidenskaber der endnu skjulte slumrede i ham. og den udslettede og ødelagde det gode og sunde der fandtes hos ham og gav ham Modstandskraft. Med hans Forelskelse gik det saaledes til. Da han vilde begynde paa Partherkrigen, sendte han Bud til hende med Befaling om at indfinde sig i Kilikien for at staa til Ansvar, fordi hun beskyldtes for at have givet Cassius store Pengemidler til Krigen. Da Gesandten Dellius saa hen des Ydre og mærkede hvor veltalende og snedig hun var, forstod han straks, at Antonius aldrig vilde drømme om at gøre noget ondt mod en saadan Kvinde, men at hun vilde blive almægtig hos ham; han gav sig da til at smigre Ægypterinden og opfordrede hende til at komme til Kilikien »vel pyntet«, som Homer siger, og ikke være bange for Antonius, der var den elskværdigste og menneskekærligste Hærfører i Verden. Kleopatra troede paa Dellius' Ord; desuden sluttede hun fra sine tidligere Forbindelser med Cæsar og den unge Gnæus Pompejus og haabede endnu lettere at kunne faa Bugt med Antonius. De to havde nemlig lært hende at kende, da hun endnu var ung Pige og uerfaren; Antonius skulde hun derimod møde netop i den Alder, da Kvinder baade har deres mest glimrende Skønhed og staar paa Højdepunktet af Intelligens. Derfor samlede hun en Mængde Gaver, Skatte og Prydelser, som det var rimeligt hun medbragte fra sin store Velstand og det rige Kongedømme; de største Forhaabninger satte hun dog ved sit Komme til sig selv, sine personlige Tillokkelser og sin Evne til at fortrylle.

26. Skønt hun baade fra ham selv og hans Venner modtog mange Skrivelser med Befaling til at komme, foragtede og spottede hun Antonius i den Grad, at hun kom sejlende opad Floden Kydnos paa et Skib med gylden Stavn; purpurfarvede Sejl var udfoldede, og Aarerne, der skinnede af Sølv, bevægedes til Spil og Fløjte blandet med Cithar og andre Instrumenter. Selv hvilede hun under en guldindvirket Baldakin, smykket som man ser Afrodite paa Malerier, og paa begge Sider af hende stod Drenge, der lignede Eroter, saaledes som Malerne fremstiller dem, og viftede hende; ligeledes stod ogsaa de smukkeste Slavinder kostumerede som Nereider og Gratier dels ved Eoret, dels ved Tovværket: Flodens Bredder opfyldtes af en vidunderlig Vellugt fra mange Røgelser. Nogle af Befolkningen ledsagede Skibet paa begge Sider lige fra Flodmundingen, andre ilede fra Byen ned for at se derpaa, og da hele Menneskemængden paa Torvet strømmede ud, sad tilsidst Antonius ganske alene tilbage paa sit Højsæde. Gennem hele Forsamlingen løb der et Rygte om at Afrodite drog i Festoptog til Dionysos til Held og Lykke for Asien. Antonius sendte nu Bud og indbød hende til sit Taffel, men hun bad ham om hellere at komme til hende, og da han gerne straks vilde vise sig imødekommende og opmærksom, føjede han hende og kom. Han forefandt en ganske utrolig Pragt, men beundrede dog mest Mængden af Lys; saamange skal der nemlig paa engang have hængt ned og straalet paa alle Sider, og de var med en saadan Kunst kombinerede ved Bøjninger og Stillinger og ordnede i Kvadrater og Cirkler, saaat det Skue var en af de sjældneste og skønneste Seværdigheder.

27. Da han næste Dag gjorde Gengæld med et Taffel til Ære for hende, bestræbte han sig for at arrangere noget endnu pragtfuldere og skønnere; men da han i begge Retninger stod tilbage og netop deri fandt sig underlegen, var han selv den første til at spotte sine egne Tilberedelsers Fattigdom og Plumphed. Da Kleopatra ogsaa i Antonius' Spotterier fandt meget soldatermæssigt og simpelt, benyttede hun ogsaa dette overfor ham med stor Frihed og Dristighed. I og for sig var nemlig, efter hvad man fortæller, hendes Skønhed slet ikke uforlignelig eller saadan at den imponerede Beskueren, men der var over hele hendes Væsen en uimodstaaelig Charme, og det smukke Ydre i Forening med hendes vindende Konversation og betagende Personlighed efterlod ligesom en Braad i dens Sjæl der talte med hende. Hendes Stemme besad ogsaa en bedaarende Velklang, og da hun med Lethed kunde bruge sin Tunge, der var som et Instrument med mange Strenge, i alle mulige Sprogarter, talte hun næsten aldrig med Udlændinge ved Hjælp af Tolk, men svarede de fleste personlig, f. Eks. Æthioper, Troglodyter, Hebræere, Arabere, Syrere, Medere og Parthere. Ogsaa mange andre Folks Sprog skal hun have lært, medens de tidligere Konger ikke engang kunde overkomme at lære ægyptisk, ja flere endda glemte at tale makedonisk.

28. Antonius fik hun imidlertid i den Grad i sin Magt, at medens hans Hustru Fulvia i Rom stredes med Cæsar for hans Skyld og medens der i Mesopotamien stod en parthisk Hær, som Partherkongens Hærførere vilde give Labienus uindskrænket Kommando over for derpaa at trænge ind i Syrien, lod han sig af hende føre bort til Alexandria, hvor han hengav sig til Fornøjelser og Morskab, somom han var en ung Mand der intet havde at bestille, og brugte Tiden - »det kostbareste af alt«, som Antifon kaldte det - til Nydelser. De førte nemlig et Samliv som kaldtes uefterligneligt, og hver Dag modtog de hinanden ved Selskaber, hvor der vistes en ganske utrolig Ødselhed. lalfald fortalte Lægen Filotas fra Amfissa min Farfader Lamprias at han paa den Tid havde været i Alexandria for at lære Faget, og da han var blevet bekendt med en af de kongelige Kokke, havde han, ung som han var. af denne ladet sig overtale til at betragte Maaltidets Pragt og Anretning. Han blev saa ført ind i Køkkenet, og da han her foruden en Mængde andre Retter saa otte Vildsvin blive stegt, undrede han sig over hvormange Gæster der vel skulde være. Saa lo Kokken og sagde: »Der er ikke mange Gæster, men kun omtrent tolv; men alt hvad der anrettes maa være ganske frisk, og Friskheden taber sig meget hurtigt. Det kan ske at Antonius forlanger at spise straks eller ogsaa om kort Tid, og hvis det træffer sig saadan, opsætter han det, maaske for at faa noget at drikke eller fordi han vil tale med nogen. Derfor er der arrangeret ikke eet, men mange Maaltider; for det er vanskeligt at bestemme Tidspunktet.« Filotas fortalte ogsaa, at han senere hen var blevet optaget blandt dem der behandlede Antonius' ældste Søn med Fulvia, og naar Sønnen ikke spiste sammen med sia Fader, spiste Filotas i Reglen ved hans Bord sammen med hans andre Venner. Engang da en Læge var uforskammet og plagede dem meget ved Bordet, havde han stoppet Munden paa ham ved denne Sofisme: »Den der har Feber paa en bestemt Maade skal man give koldt Vand; enhver der har Feber, har Feber paa en bestemt Maade; altsaa skal man give enhver der har Feber koldt Vand.« Da Manden blev flov og tav, morede den unge Antonius sig derover, lo og sagde: »Alt dette forærer jeg Dig, Filotas!«. idet han pegede paa et Bord der var besat med en hel Mængde store Bægere. Da Filotas anerkendte hans gode Villie, men ikke kunde tænke sig at en saa ung Mand havde Eet til at give saameget bort, kom lidt efter en af Slaverne hen til ham med Bægrene i et Kar og opfordrede ham til at sætte sit Segl derpaa. Da han undslog sig og var bange for at modtage dem, sagde Slaven: »Er Du gal, Mand? hvorfor betænker Du Dig? veed Du ikke at Giveren er Antonius' Søn, som har Magt til at bortgive ligesaa meget af Guld? Men følg mit Raad og tilbyt Dig Penge for det altsammen; for maaske kunde ogsaa hans Fader savne adskillige Ting, som hører til de gamle og for deres Kunstværdi søgte Arbejder,« Denne Historie sagde min Farfader at Filotas tit fortalte.

29. Kleopatra, der ikke, som Platon siger, delte Smigeren i fire, men i mange Dele og som, hvad enten han gav sig af med Alvor eller Spøg, gav alting en ny Tillokkelse og Charme, regerede Antonius og slap ham hverken Nat eller Dag. Hun spillede Tærninger og drak med ham, ledsagede ham paa Jagten eller var Tilskuer ved hans Vaabenøvelser; naar han om Natten morede sig med at gaa hen til Folks Døre eller Vinduer og gøre Nar ad dem der var derinde, strejfede hun omkring med ham i en Slavindes Dragt; han forsøgte nemlig ogsaa at forklæde sig paa den Maade. Naar han kom hjem. var han altid blevet skældt ud, tit havde han ogsaa faaet Prygl, og de fleste havde ham mistænkt. Dog morede Alexandrinerne sig over hans Kaadhed og tog Del deri ikke uden Takt og Vid; de sagde med en vis Stolthed, at han optraadte med den tragiske Maske overfor Romerne, men med den komiske overfor dem selv. De fleste af hans Løjer vilde det være meningsløst at fortælle; men da han engang sammen med Kleopatra var ude at fiske og ærgrede sig over ikke at faa Bid, befalede hun Fiskerne at dykke ned og i al Hemmelighed fæste nogle af de før fangne Fisk paa Krogen, hvorpaa hun saa ham to eller tre Gange faa noget op. Hun spillede forbauset, fortalte det til sine Venner og bad dem komme tilstede som Tilskuere næste Dag. Da mange var gaaet om Bord i Baadene og Antonius havde kastet sin Medesnor ud, befalede hun en af sine Folk i en Fart at svømme hen og sætte en pontisk Klipfisk paa Krogen. Da Antonius trak den op, glad over at have faaet Bid, og Folk selvfølgelig kom til at le, sagde hun: »Overlad Medestangen til os faritiske og kanobiske Konger, Imperator: Dit Bytte er Byer, Kongeriger og Lande!«

30. Medens Antonius hengav sig til den Slags ungdommelige Narrestreger, naaede to Budskaber ham: det ene var fra Rom og meldte, at hans Broder Lucius og hans Hustru Fulvia først var kommet i Strid med hinanden, derpaa i Krig med Cæsar og havde mistet hele deres Magt og maattet flygte fra Italien; det andet, som slet ikke var glædeligere, fortalte at Labienus rykkede frem med Partnerne og undertvang Asien fra Eufrat og Syrien indtil Lydien og lonien. Efterat han altsaa med Nød og næppe ligesom var vaagnet op og havde sovet Rusen ud, ilede han med at bekæmpe Partherne og var allerede naaet til Fønikien, da et klagende Brev fra Fulvia bragte ham til med 200 Skibe at sætte Kursen mod Italien. Undervejs optog han sine landflygtige Venner og fik nu at vide, at det var Fulvia der havde været Skyld i Krigen; hun var af Naturen urolig og trodsig og haabede desuden at løsrive Antonius fra Kleopatra, hvis der opstod Uroligheder i Italien. Det traf sig nu saaledes, at Fulvia paa Vejen til ham døde i Sikyon af en Sygdom; saameget lettere kom Forsoningen med Cæsar i Stand. Da Antonius nemlig var kommet til Italien og Cæsar øjensynligt ikke bebrejdede ham noget, men selv gav Fulvia Skylden for det man bebrejdede ham, saa lod deres Venner det ikke komme til en nærmere Undersøgelse af Anledningen, men udsonede dem med hinanden og delte Herredømmet mellem dem, saaledes at det ioniske Hav kom til at danne Grænsen: Antonius fik Østen, Cæsar Vesten og Lepidus fik Lov til at styre Afrika; desuden blev det bestemt, at naar de ikke selv vilde være Konsuler, skulde begges Venner beklæde Embedet efter Tur.

31. Denne Ordning, som syntes god, trængte til en stærkere Befæstelse, og dertil frembød sig en gunstig Lejlighed. Cæsar havde nemlig en ældre Halvsøster Octavia (hendes Moder var Aneharia, hans Atia), som han elskede overordenlig højt og som skal have været en sjælden Kvinde. Hun var dengang Enke, da hendes Mand Gajus Marcellus for ikke længe siden var død, og efter Fulvias Død regnedes Antonius ogsaa som Enkemand; han nægtede vel ikke at Kleopatra var hans Elskerinde, men indrømmede ikke at han var gift med hende: paa det Punkt kæmpede dog endnu hans Fornuft mod Kærligheden til Ægypterinden. Dette Parti anbefalede alle, fordi de haabede, at naar Octavia, som foruden sin store Skønhed besad Værdighed og Klogskab, blev forenet med Antonius og, som man kunde vente af en saadan Kvinde, vandt hans Hjerte, saa vilde Resultatet blive den fuldstændigste Lykke og Enighed. Da man altsaa fra begge Sider var kommet overens derom, rejste de op til Rom og fuldbyrdede Brylluppet med Octavia; da Loven forbød en Enke at gifte sig før ti Maaneder efter Mandens Død, blev ved en Senatsbeslutning Tidsfristen ophævet for deres Vedkommende.

32. Da Sextus Pompejus var Herre paa Sicilien, hærgede Italien og med en Mængde Kapere, der anførtes af Sørøveren Mena og Menekrates, havde gjort Havet usikkert, men syntes at have behandlet Antonius venskabeligt, fordi han havde optaget hans Moder, der var blevet fordrevet sammen med Fulvia, besluttede man ogsaa at udsone sig med ham. De mødtes ved Forbjerget og Dæmningen ved Misenum ; Pompejus Flaade laa op ankret udenfor, medens Antonius' og Cæsars Landtropper var opstillede i Slagorden. Da de var blevet enige om at Pompejus herske over Sardinien og Sicilien, men til Gengæld rense Havet for Sørøvere og sende et bestemt Kvantum Korn til Kom, indbød de hinanden til Gæstebud. Ved en Lodkastning blev det bestemt, at Pompejus først skulde modtage de to andre, og da Anr tonius spurgte ham hvor de skulde spise, pegede han paa sit seksradaarede Admiralskib og sagde: »Der! det Hus har min Fader Pompejus efterladt mig.« Deri laa «n Bebrejdelse mod Antonius, som ejede det Hus der havde tilhørt den gamle Pompejus. Efter at have lagt Skibet for Anker og slaaet en Bro fra Forbjerget ud dertil , modtog han dem venskabeligt. Da Lystigheden var paa sit højeste og der blev sagt mange Spydigheder om Kleopatra og Antonius, kom Sørøveren Mena hen til Pompejus og sagde, uden at de andre kunde høre det: »Vil Du at jeg skal kappe Skibets Ankere og gøre Dig til Herre ikke over Sicilien og Sardinien, men hele Romerriget?« Da Pompejus havde hørt det og tænkt sig om et Øjeblik, sagde han: >Det skulde Du have gjort uden at sige det til mig iforvejen, Mena; men lad os nu slaa os til Ro med Forholdene som de er; det ligger ikke for mig at bryde min Ed.« Senere var han til Gilde hos begge de andre og sejlede derpaa bort til Sicilien.

33. Efter Forliget sendte Antonius Ventidius iforvejen til Asien for at hindre Parthernes Fremrykning; selv lod han sig for at vise Cæsar en Opmærksomhed udnævne til Præst for den ældre Cæsar, og i det hele taget ordnede de Statssagerne og [de vigtigste Ting i Forening og paa venskabelig Maade. Men det ærgrede Antonius, at han altid trak det korteste Straa, naar han og Cæsar kappedes i Ting der var til Morskab. Han havde nemlig hos sig en ægyptisk Spaamand af dem der undersøger Folks Fødselsstjerner, og hvad enten det nu var for at tjene Kleopatra eller fordi han mente det, saa udtalte denne sig frimodigt overfor Antonius og sagde, at hans Stjerne, som var glimrende og stor, blev fordunklet af Cæsars, og han raadede ham til at fjerne sig saa langt som muligt fra den unge Mand. »Din Guddom«, sagde han, »frygter denne Mands, og medens den er stolt og ophøjet, naar den er for sig selv, bliver den ved hans Nærmelse ydmygere og ringere.« Og Begivenhederne syntes virkelig at give Ægypteren Ret. Det fortælles nemlig, at saa ofte de i Spøg kastede Lod eller slog Terninger om et eller andet, saa var Antonius altid uheldig; de arrangerede ogsaa tit Kampe mellem Haner eller Vagtler, og Cæsars sejrede altid. Antonius, som i al Stilhed ærgrede sig herover og mere og mere lyttede til Ægypteren, forlod nu Italien efter at have betroet Cæsar sin Ejendom og tog Octavia, som havde født ham en Datter, med til Hellas. Medens han overvintrede i Athen, fik han Underretning om Ventidius første Sejre, at han havde overvundet Partherne i et Slag og dræbt Labienus og Farnapates, den dygtigste af Kong Hyrodes' Generaler. I Anledning deraf gjorde han et Gilde for Hellenerne og præsiderede ved en Idrætsfest i Athen, saaledes at han lod sine imperatoriske Værdighedstegn blive hjemme, traadte frem med en Gymnasiarchs Stave i Tunika og hvide Sko og tog de unge Mænd om Livet og brødes med dem.

34. Da han nu vilde drage afsted til Krigen, tog han en Krans fra Athenes hellige Oliventræ, og ifølge et Orakelsvar fyldte han et Kar med Vand fra Klepsydra* og tog det med sig. Imidlertid vandt Ventidius i Kyrre stike' en Sejr over Kongens Søn Pakoros, som atter med en stor parthisk Hær rykkede frem mod Syrien, og dræbte en Mængde Fjender, først og fremmest Pakoros selv. Denne Sejr, som regnes blandt de berømteste, skaffede baade Romerne fuld Oprejsning for Crassus Nederlag og indskrænkede atter Partnerne til Medien og Mesopotamien, efterat de i tre Slag i Træk var blevet fuldstændigt overvundne. Af Frygt for Antonius' Misundelse opgav Ventidius at forfølge Partnerne videre, men angreb og undertvang de frafaldne og belejrede Antiochos, Fyrsten i Kommagene, i Byen Samosata. Da han tilbød at betale 1000 Talenter og gøre hvad Antonius befalede, paalagde han ham at sende Bud til Antonius; denne nærmede sig nemlig allerede paa sin Fremmarche og vilde ikke tillade Ventidius at slutte Fred med Antiochos, fordi han ønskede at ialfald denne ene Bedrift skulde tillægges ham selv og ikke alting gennemføres ved Ventidius. Da Belejringen imidlertid trak i Langdrag og Indbyggerne, som havde opgivet Haabet om Udsoning, forsvarede sig kraftigt, saaledes at han intet kunde udrette, skammede han sig og skiftede Plan; han nøjedes med 300 Talenter for at slutte Fred med Antiochos, og efter at have ordnet nogle Smaating i Syrien vendte han tilbage til Athen, hædrede Ventidius som han fortjente og sendte ham til Rom for at triumfere. Han er lige til min Tid den eneste der har triumferet over Partherne. en Mand af ringe Stand, som imidlertid nød den Fordel af Antonius' Venskab, at han fik Lejlighed til at udføre store Bedrifter, en Lejlighed han benyttede udmærket, saaat han bekræftede det man sagde om Antonius og Cæsar, at de var heldigere til at føre Krig ved Hjælp af andre end paa egen Haand. Antonius' Legat Sossius udrettede nemlig ogsaa meget i Syrien, og Canidius, som han havde ladet blive i Armenien, besejrede baade Armenierne og Kongerne over Ibererne og Albanerne og naaede helt frem til Kaukasus. Derved fik Antonius' Magt forøget Ry og Prestige hos Barbarerne.

35. Han selv, som igen paa Grund af nogle Bagvaskelser var blevet forbitret paa Cæsar, sejlede med 300 Skibe til Italien, og da Brundisinerne ikke vilde optage hans Flaade, sejlede han rundt og ankrede op i Tarent. Her sendte han Octavia, som var sejlet med ham fra Grækenland, paa hendes Bøn bort til Broderen; hun havde født ham en Datter til og var paa den Tid frugtsommelig. Da hun undervejs havde mødt Cæsar og vundet hans Venner Agrippa og Mæcenas for sig, tryglede og bad hun indstændigt om at han ikke maatte lade hende fra den lykkeligste Kvinde blive den ulykkeligste. For Øjeblikket saa nemlig alle Mennesker op til hende som een Imperators Hustru og en andens Søster; »men hvis det onde skulde sejre - sagde hun - og der skulde blive Krig, saa er det nok usikkert hvem af Jer det er beskaaret at sejre eller tabe, men min Lod bliver i begge Tilfælde ulykkelig.« Rørt herover kom Cæsar med fredelige Hensigter til Tarent, og nu saa de tilstedeværende et skønt Syn: en stor Hær der stod rolig inde paa Land, «n mægtig Flaade der laa fredeligt ved Stranden og Møder og Venskabsbeviser mellem dem selv og deres Venner; Antonius var først Vært, hvad der ogsaa var en Indrømmelse af Cæsar til Søsteren. Da man var kommet overens om at Cæsar skulde give Antonius to Legioner til Partherkrigen og Antonius Cæsar 10.0 Skibe med Bronzesnabel, skaffede Octavia yderligere sin Broder 20 Kapere fra Manden og denne 1000 Soldater fra Broderen. Efterat de saaledes var skiltes fra hinanden, begyndte Cæsar straks paa Krigen mod Pompejus for at erobre Sicilien, medens Antonius betroede Octavia tilligemed de Børn han havde dels med hende, dels med Fulvia til Cæsar og selv satte over til Asien.

36. Men den forfærdelige Magt der længe havde slumret, hans Lidenskab for Kleopatra, der syntes at være dysset i Søvn og betvunget af bedre Tanker, blussede atter op med fornyet Kraft, da han nærmede sig til Syrien. Og tilsidst gik det, som Platon siger om Sjælens ulydige og trodsige Lastdyr: han slog bagud mod alt det gode og frelsende og afsendte Fontejus Capito for at hente Kleopatra til Syrien. Da hun var kommet, skænkede og tillagde han hende ikke noget ringe eller ubetydeligt, men Fønikien, Kølesyrien, Cypern og en stor Del af Kilikien, desuden den Del af Jødeland hvor der vokser Balsam og af det nabatæiske Arabien hvad der strækker sig hen til Middelhavet. Disse Gaver ærgrede i høj Grad Romerne. Forresten bortskænkede han Fyrstendømmer og Kongedømmer over store Folkeslag til mange Privatmænd og fratog mange deres Eiger, f. Eks. Antigonos i Jødeland, hvem han ogsaa lod halshugge offenligt, en Straf der hidtil ikke var overgaaet nogen Konge; men det mest forargelige var dog de for Eomernavnet ydmygende Æresbevisninger for Kleopatra, Han forøgede ogsaa Uvillien ved at faa Tvillinger med hende og kalde den ene Alexander, den anden Kleopatra; den første gav han Tilnavnet Helios, den anden Selene. Da han imidlertid var dygtig til at prale med sine Skændigheder, sagde han at Romerrigets Storhed viste sig ikke ved det Romerne modtog, men i hvad de gav, og Adelskabet udbredtes, naar der avledes mange Konger til at fortsætte Slægten; saaledes var hans egen Stamfader blevet avlet af Herakles, der ikke havde indskrænket sit Afkom til een Kvinde eller været bange for soloniske Love og Ansvar for Svangerskab, men havde fulgt sin Natur og efterladt Ophav og Grundlag for mange Slægter.

37. Imidlertid havde Frahates dræbt sin Fader Hyrodes og tiltaget sig Kongemagten, og da nu baade mange andre Parthere flygtede bort og Monaises, en anset og mægtig Mand, kom som Flygtning til Antonius, sammenlignede denne hans Skæbne med Themistokles's og sin egen Magt og Ædelmodighed med de gamle Perserkongers og skænkede ham tre Byer: Larisa, Arethusa og Hierapolis, som før havde heddet Bambyke. Da Partherkongen gav Monaises frit Lejde, sendte Antonius ham glad tilbage i den Hensigt at narre Frahates ved at stille ham Fred i Udsigt, medens han i Virkeligheden vilde genvinde de under Crassus tabte Faner tilligemed de romerske Fanger der endnu var i Live. Derpaa sendte han Kleopatra bort til Ægypten og marcherede selv gennem Arabien og Armenien, og da ogsaa de med ham forbundne Kongers Stridskræfter var blevet samlede her, mønstrede han Hæren; Kongerne vaj mange i Tal, og mægtigst af dem alle var Armeniens Konge Artavasdes, som mødte med 6000 Ryttere og 7000 Mand Fodfolk. Romerne selv havde 60000 Mand Fodfolk og det til Romerne hørende Rytteri, 10000 Spaniere og Gallere; fra de andre Folkeslag var der 30000 iberegnet Ryttere og letbevæbnede. Men denne store Udrustning og Krigsmagt, som satte Inderne hinsides Baktra i Skræk og bragte hele Asien til at skælve, skal hans Lidenskab for Kleopatra have gjort unyttig; da han nemlig længtes efter at tilbringe Vinteren sammen med hende, begyndte han Krigen for tidligt og viste sig paa alle Punkter konfus, fordi han ikke var sin egen Herre, men under Indflydelse af Tryllemidler eller Trolddom altid tænkte paa hende og var mere ivrig for hurtigt at komme tilbage end for at besejre Fjenderne.

38. For det første burde han have overvintret i Armenien og udhvilet sin Hær, som var udmattet ved en Marche paa 8000 Stadier, og saa, inden Partherne brød op fra deres Vinterkvarter, i Begyndelsen af Foraaret have besat Medien; men han afventede ikke det rette Tidspunkt, men rykkede straks frem med Armenien paa sin venstre Haand, og efter at være faldet ind i Atropatene hærgede han Landet. Dernæst medfulgte der paa 300 Vogne de til en Belejring nødvendige Maskiner (hvoriblandt ogsaa en Murvædder paa 80 Fods Længde), af hvilke ingen i Tilfælde af Ødelæggelse bekvemt kunde erstattes, fordi der inde i Landet kun produceres Tømmer der er for kort og blødt; men i sit Hastværk lod han disse som Hindringer for Hurtigheden blive tilbage, idet han efterlod en Vagt ved Vognene under Anførsel af Statianus, medens han selv gav sig til at belejre en stor By Frahata, hvori Mederkongens Børn og Koner var. Skønt Forholdene straks viste, hvor stor en Fejl han havde begaaet ved ikke at tage Maskinerne med, gik han paa og opkastede med stor Tidsspilde og Besvær en Skanse udenfor Byen. Men imidlertid kom Frahates dragende med en stor Hær, og da han hørte om de tilbageblevne Vogne med Maskinerne, sendte han en Mængde af sine Byttere imod dem; Statianus blev omringet og selv dræbt tilligemed 1000 af sine Folk. Maskinerne tog og ødelagde Barbarerne. De gjorde en Mængde Fanger, hvoriblandt ogsaa Kong Polemon .

39. Dette uventede Uheld i Begyndelsen af Krigen nedslog, som rimeligt var, Modet hos alle Antonius' Mænd, og Armenierkongen Artavasdes opgav Romernes Sag og gik bort med sin Hær, skønt han mere end nogen anden havde haft Del i at Krigen blev begyndt. Da Partherne ugenert nærmede sig til Belejrerne og haanligt truede dem, vilde Antonius ikke lade Hærens nedslaaede Stemning og Mismod holde sig og vokse ved Uvirksomhed ; derfor tog han 10 Legioner og 3 sværtbevæbnede Livvagtskohorter tilligemed alle Bytterne og rykkede ud for at samle Korn, idet han mente paa den Maade snarest at kunne lokke Fjenderne til at levere et regulært Slag. Da han efter een Dags Marche saa at Partherne omstrømmede dem paa alle Sider og søgte at anfalde ham paa Marchen, hejsede han Kampsignalet i Lejren, og efter at have ladet Teltene nedrive, somom han ikke vilde levere Slag, men gaa bort, passerede han Barbarernes halvmaaneformede Opstilling; han havde befalet, at naar de forreste af Fjenderne syntes at være indenfor Fodfolkets Rækkevidde, skulde Rytterne gøre Angreb. Partherne, der stod i Slaglinie, fandt Romernes Orden vidunderlig, og de saa med Beundring paa dem, medens de med lige store Mellemrum uden Støj og Larm gik forbi svingende deres svære Kastespyd. Da Signalet var givet og de romerske Ryttere under høje Raab styrtede frem, modstod de vel disses Angreb, skønt de straks kom indenfor Skudvidde; men da saa Fodfolket angreb, idet de raabte op og larmede med deres Vaaben, blev Partnernes Heste forskrækkede, og selv flygtede de, inden det kom til Kamp. Antonius forfulgte dem af alle Kræfter og gjorde sig store Forhaabninger om ved den Kamp at have tilendebragt hele Krigen eller det meste af den. Men da de efter en Forfølgelse, som for Fodfolket strakte sig over 50 Stadier og for Rytteriet tre Gange saa langt, undersøgte de faldne og fangne af Fjenderne og kun fandt 30 Fanger og 80 døde, saa blev alle grebne af Bekymring og Mismod ved Tanken om det forfærdelige i, hvis de som Sejrherrer kun dræbte saa faa, men ved et Nederlag skulde miste saamange som de havde tabt ved Vognene. Næste Dag pakkede de sammen og rykkede frem i Retning af Frahata og deres Lejr der. Men undervejs traf de først nogle faa, derpaa flere og tilsidst alle Fjenderne, der som ubesejrede og friske udæskede og angreb dem fra alle Sider, og kun med Vanskelighed og stort Besvær naaede de tilbage til Lejren. Da Mederne saa gjorde et Udfald mod Skansen og satte Skræk i dens Forsvarere, blev Antonius vred og anvendte den saakaldte Decimering mod dem der havde vist Fejlied: han delte hele Antallet i Tiere og lod ved Lodkastning af hver Tier udtage een, der blev henrettet; de andre lod han give Byg istedenfor Hvede.

40. Krigen var imidlertid vanskelig for begge Parter, og Fortsættelsen imødesaas med endnu større Frygt: Antonius ventede Hungersnød, da det ikke længer var muligt at proviantere uden at faa mange saarede og døde, og Frahates, som vidste at Partnerne mindst af alt kunde udholde at døje ondt om Vinteren og opholde sig i det fri, var bange for at de, hvis Romerne holdt ud og blev ved, skulde forlade ham, fordi det allerede begyndte at fryse efter Efteraarsjævndøgn. Derfor fandt han paa en List. De fornemste af Partnerne plejede at behandle Romerne mindre strængt ved Provianteringerne og naar de ellers traf dem; de tillod dem at tage endel og roste dem for Tapperhed som meget krigeriske Mænd, der med Rette blev beundrede af deres egen Konge. Derefter red de længere frem, nærmede sig i Ro og Mag og bebrejdede Antonius at han ikke gav Frahates. der gerne vilde slutte Forlig og skaane saamange tapre Mænd, en Lejlighed dertil, men blev liggende og afventede de vanskelige og farlige Fjender, Sulten og Kulden, som det var vanskeligt at slippe fra selv med Parthernes Bistand. Da mange rapporterede dette til Antonius, blev han lokket af Haabet, men underhandlede dog ikke med Partherkongen, førend han havde spurgt de venskabelige Barbarer, om de sagde dette med Kongens Billigelse. Da de sagde ja og opfordrede ham til ikke at nære Frygt eller Mistillid, afsendte han nogle af sine Venner og forlangte atter at faa Fanerne og Krigsfangerne tilbage, forat det nemlig ikke skulde se ud, somom han var tilfreds med at slippe helskindet bort. Da Partherkongen afslog hans Bøn, men lovede ham Fred og Sikkerhed, hvis han straks gik bort, pakkede han sammen paa et Par Dage og brød op. Skønt han baade kunde tale overbevisende til en Folkeforsamling og saa godt som nogen dalevende formaaede at lede en Hær ved sin Tale, var han saa skamfuld og nedslaaet, at han opgav selv at opmuntre Hæren og befalede Domitius Ahenobarbus at gøre det. Nogle følte sig tilsidesatte derved og tog ham det ilde op, men de fleste forstod Motivet og havde ondt af ham: derfor mente de ogsaa at skylde Feltherren saa meget større Respekt og Lydighed.

41. Da han nu skulde drage tilbage ad den samme Vej gennem et fladt og træløst Land, henvendte en Marder, som kendte Partnernes Tænkemaade godt og allerede havde vist sig trofast mod Romerne i Kampen ved Maskinerne, sig til Antonius og raadede ham til paa Tilbagetoget at holde sig ind under Bjergene paa højre Haand og ikke paa bare og aabne Sletter udsætte sit sværtbevæbnede Fodfolk for et saa stort Rytteri og dets Bueskud: det var netop det - sagde han — Frahates havde spekuleret i, da han ved milde Betingelser fik ham til at opgive Belejringen; selv tilbød han at føre dem ad en kortere Vej, hvor der var lettere Adgang til Levnedsmidler. Da Antonius havde hørt dette, overvejede han Sagen; han ønskede ganske vist ikke at det skulde se ud somom han mistroede Partnerne efter Fredsslutningen, men da han syntes godt om Vejens Korthed og det at Marchen skulde gaa forhi beboede Landsbyer, forlangte han en Garanti af Marderen. Denne tilbød at lade sig binde, indtil han havde bragt Hæren tilbage til Armenien, og førte saa i Lænker Hæren i to Dage uden at der skete noget. Men den tredie Dag, da Antonius ikke længer skænkede Partherne en Tanke og i sin Tryghed marcherede ganske ugenert, saa Marderen at en Dæmning for en Flodmunding fornylig var revet ned, saaat Vandet i Mængde strømmede ud paa Vejen hvor de skulde marchere, og da han forstod, at dette var et Værk af Partherne, der for at berede dem Vanskeligheder og Forsinkelse lagde dem Floden i Vejen, raadede han Antonius til at passe paa og være paa sin Post, fordi Fjenderne var nær. Da han saa lige var ifærd med at opstille de sværtbevæbnede, saaledes at han imellem deres Afdelinger lod Plads aaben for Spydkasterne og Slyngekasterne til at gøre Udfald mod Fjenden, indfandt Partherne sig og begyndte at omringe dem for at indeslutte Hæren paa alle Sider og bringe den i Uorden. Men da de letbevæbnede havde gjort et Udfald imod dem, tilføjede de vel Romerne mange Saar med deres Pile, men fik selv ligesaa mange ved Blykuglerne og Kastespydene og trak sig tilbage. Derpaa rykkede de atter frem til Angreb, indtil de galliske Eyttere i sluttet Trop gjorde Indhug og splittede Fjenderne, saaat de ikke mere kom til Syne den Dag.

42. Antonius, der forstod hvad der maatte gøres, forstærkede derefter ikke blot Bagtroppen, men ogsaa begge Flankerne med en Mængde Spydkastere og Slyngekastere og førte Hæren i en Karré; Rytterne havde faaet Ordre til at tilbageslaa Angreb, men ikke fortsætte Forfølgelsen, saaat Partherne, som i de fire næste Dage selv led lige saa meget Skade som de tilføjede Romerne, blev mindre ivrige og tænkte paa at bruge Vinteren som Paaskud til at gaa bort. Men den femte Dag henvendte Flavius Gallus, en krigersk og energisk Mand der havde en Kommando, sig til Antonius og bad om at maatte faa flere letbevæbnede fra Bagtroppen og nogle af Rytterne i Fronten for dermed at udføre en stor Bedrift. Da hans Bøn var blevet opfyldt, slog han Fjendernes Angreb tilbage, idet han ikke som tidligere samtidigt trak sig tilbage til de sværtbevæbnede, men gjorde Modstand og indlod sig i Kamp med større Dristighed. Da Anførerne for Bagtroppen saa ham udskille sig fra Hovedhæren, sendte de Bud for at kalde ham tilbage, men han adlød ikke. Man fortæller at Kvæstoren Titius endogsaa greb fat i Fanerne og søgte at faa Gallus til at vende om, idet han bebrejdede ham at han voldte mange tapre Mænds Død; da han svarede igen og opfordrede sine Folk til at blive staaende, gik Titius sin Vej, medens Gallus, der styrtede ind paa de ligeoverfor ham staaende Fjender, inden han vidste af det saa sig omringet af mange bagfra. Angrebet fra alle Sider sendte han Bud om Hjælp; men Anførerne for de sværtbevæbnede, blandt hvilke ogsaa Canidius var, en Mand der havde meget at sige hos Antonius, synes ved denne Lejlighed at have begaaet slemme Fejl. De burde nemlig have vendt hele Slaglinien mod Fjenderne; men i Stedet derfor sendte de nogle faa ad Gangen til Undsætning og naar disse bukkede under atter andre, saaat de efterhaanden nær havde fremkaldt Panik og Flugt i hele Hæren, hvis ikke i en Fart Antonius selv med de sværtbevæbnede var ilet til Hjælp fra Fronten og samtidigt tredie Legion imellem de flygtendes Rækker var styrtet ind paa Fjenderne og havde standset Forfølgelsen.

43. Der faldt ikke færre end 3000 og blev bragt 5000 saarede til Teltene; blandt disse var Gallus, der havde faaet Brystet gennemboret af fire Pile. Han overlevede ikke sine Saar; de andre gik Antonius omkring og saa til og satte Mod i, selv fortvivlet og badet i Taarer. Men de greb glade hans Haand og opfordrede ham til at gaa bort og pleje sig selv istedenfor at pine sig; de kaldte ham Imperator og sagde at de selv var velbeholdne, naar han var rask. I det hele taget synes ingen anden Imperator paa den Tid at have samlet en Hær der var mere udmærket end hans ved Tapperhed, Udholdenhed og Manddomskraft, og med Hensyn til Respekten for selve Feltherren, den med Hengivenhed forbundne Lydighed og det at alle uden Forskel, ansete og ubekendte, Officerer og menige, foretrak Hæder og Tak fra Antonius for Frelse og Sikkerhed, med Hensyn til alt dette stod de ikke engang tilbage for de gamle Romere. Grundene hertil var, som jeg før har sagt, flere: hans Adel, Yeltalenhed, Ærlighed, Gavmildhed og Flothed, endelig hans Vid i Spøg og Samliv. Og idet han nu baade døjede Anstrængelser og Lidelser sammen med de ulykkelige og af sit eget gav enhver hvad han trængte til, gjorde han de syge og saarede ivrigere end de raske.

44. Fjenderne, som allerede havde været ved at blive trætte og tabe Modet, blev imidlertid saa oplivede af deres Sejr og opfyldte af en saadan Foragt for Romerne , at de endogsaa om Natten bivuakerede udenfor Lejren i Forventning om lige straks at kunne plyndre de tomme Telte og alt Godset, naar Romerne løb deres Vej. Ved Daggry kom der langt flere til, og der skal være blevet samlet ikke mindre end 40000 Ryttere, efterat Kon gen i Forventning om en sikker og afgjort Sejr ogsaa havde sendt dem der altid omgav ham derhen; selv deltog han nemlig ikke i noget Slag. Antonius, der vilde tale til Soldaterne, forlangte en mørk Kappe for at se saameget ynkværdigere ud; men da hans Venner satte sig derimod, traadte han frem i sin røde Feltherrekappe og holdt en Tale, hvori han roste dem der havde sejret og i stærke Tid tryk dadlede dem der var flygtet. De første bad ham være ved godt Mod; de andre søgte at undskylde sig og sagde at han gerne maatte lade dem decimere eller straffe paa anden Maade: blot bad de ham om ikke længer at være harmfuld og nedslaaet. Ved at høre disse Ord løftede han sine Hænder i Vejret og bad til Guderne, at hvis maaske nogen Hævn skulde ramme ham for hans tidligere Held, de saa vilde lade den komme over ham selv, men give den øvrige Hær Frelse og Sejr.

45. Næste Dag marcherede de videre efter at have dækket sig bedre, og da Partherne gjorde Angreb, fik de en stor Overraskelse. De troede nemlig at de gik til Rov og Plyndring, ikke til Kamp. og da de nu blev ramt af mange Kastevaaben og saa Fjenderne stærke og friske i deres Iver, slappedes de igen. Da de angreb Romerne under Nedstigningen fra nogle skraanende Bakker og skød paa dem under den langsomme Fremmarche, vendte de sværtbevæbnede sig imod dem og tog de let-bevæbnede ind i Midten af Hæren, medens de selv sank i Knæ og dækkede sig med Skjoldene; deres Bagmænd holdt Skjoldene over dem og ligeledes igen andre over dem. Denne Opstilling, som ligner et Tag, ser meget ejendommelig ud og er det sikreste Værn mod Pilene, som nemlig glider af. Men Partnerne, der troede at Romernes Synken i Knæ betød Fortvivlelse og Træthed, lagde Buerne fra sig, greb deres Spyd og nærmede sig. Da istemte alle Romerne Krigsraabet, sprang med eet op og ved at støde med deres svære Spyd paa nært Hold dræbte de de forreste af Fjenderne og slog alle de andre paa Flugt; dette gentog sig ogsaa de følgende Dage, medens man langsomt marcherede frem. Men der opstod Hungersnød i Hæren, som kun knebent og under Kamp kunde skaffe sig Korn og desuden savnede Redskaber til at male det; de fleste maatte man nemlig lade blive tilbage, fordi nogle af Lastdyrene døde og andre maatte bære de syge og saarede. En attisk Choinix * Hvede skal have kostet 50 Denarer, og Bygbrød vejedes op med Sølv. Da Soldaterne gav sig til at samle Urter og Rødder, fandt de kun faa af de sædvanlige, og idet de nødtes til at forsøge ogsaa dem de ikke før havde smagt, traf de paa en Urt, som ved at fremkalde Vanvid bragte Døden. Den der spiste den kunde nemlig ikke huske eller genkende nogetsomhelst, men bestræbte sig kun for een Ting, nemlig at flytte og vende hver eneste Sten, hvorved han bildte sig ind at han udrettede et meget vigtigt Arbejde. Overalt paa Sletten saa man Mennesker der laa bøjede ned over Jorden og opgravede og flyttede Stenene; tilsidst kastede de Galde op og døde, da ogsaa det eneste Lægemiddel, Vin, var sluppet op. Da der omkom mange og Partherne stadig ikke fjernede sig, skal Antonius ofte have udraabt: »O! I titusind!«, fuld af Beundring for Xenofon og hans Mænd, som var kommet frelste hjem, skønt de baade havde en længere Tilbagevej fra Babylonien og maatte kæmpe med det mangedobbelte Antal Fjender.

46. Da Partherne imidlertid ikke kunde splitte Hæren eller bryde Opstillingen og allerede ofte selv havde lidt Nederlag og maattet flygte, nærmede de sig igen paa fredelig Vis til de furagerende eller provianterende Soldater; de viste dem Buestrængene slappede og sagde, at selv vilde de gaa tilbage igen og nøjes med den Hævn de havde faaet, men nogle faa af Mederne vilde ledsage dem endnn een eller to Dagsmarcher uden at forulempe dem, blot for at beskytte de fjernere Landsbyer. Til disse Ord føjede de Hilsener og Tegn paa Venskab, saaat Romerne igen fik Mod og Antonius, der fik det at vide, tænkte mere paa at gaa over Sletten, fordi Vejen over Bjergene sagdes at være vandløs. Men netop som han vilde gøre det, kom der til Lejren en Mand fra Fjenderne ved Navn Mithridates, en Fætter til den Monaises der var kommet til Antonius og havde faaet tre Byer forærende; han forlangte at en der kunde tale parthisk eller syrisk skulde komme hen til ham. Da Alexandros fra Antiocheia, som var en Ven af Antonius, var kommet, sagde han først hvem han var og at han gjorde det for at gengælde Velgerningerne mod Monaises; derpaa spurgte han Alexandros, om han i nogen Afstand kunde se et sammenhængende Højdedrag. Da Alexandros svarede ja, sagde Mithridates: »Nedenfor de Højder lurer Partherne med hele deres Hær paa Jer. Den store Slette er nemlig en Fortsættelse af de Højder, og de venter at I, narrede af dem, vil gaa ad den Vej og forlade Bjergvejen. Denne bringer Jer Tørst og Anstrængelse, som I er vant til; men hvis Antonius gaar ad den anden, maa han vide at Crassus' Skæbne venter ham.« Derpaa gik han sin Vej.

47. Antonius, som blev urolig ved at høre dette, sammenkaldte nu sine Venner og den mardiske Vejviser, som var af ganske samme Mening; han vidste nemlig, at selvom der ingen Fjender var, var det vanskeligt og farligt at flakke om paa den vejløse Slette, hvorimod han gjorde opmærksom paa at den eneste Vanskelighed ved Bjergvejen var een Dags Vandmangel. Derfor valgte Antonius denne og rykkede frem om Natten efter at have hefalet Soldaterne at tage Vand med; de fleste manglede imidlertid Kar, hvorfor de ogsaa kom Vandet i deres Hjelme eller heldte det i Skindsække. Da Fremmarchen allerede var begyndt, blev det meldt til Partherne, som nu imod deres Sædvane forfulgte dem om Natten. Ved Solopgang angreb de de bageste, der var slemt medtagne af Søvnløshed og Anstrængelse; de havde nemlig tilbagelagt 240 Stadier i den Nat, og det at Fjenderne faldt over dem saa hurtigt, uden at de havde ventet det, gjorde dem modløse. Desuden gjorde Kampen Tørsten værre; de maatte nemlig forsvare sig under Fremrykningen. De der gik forrest kom til en Flod, hvis Vand vel var koldt og gennemsigtigt, men salt og giftigt; naar man drak deraf fik man straks Smerter med Trækninger i Underlivet og Tørsten blev mere brændende. Skønt Marderen forudsagde dette, drak de alligevel deraf og trængte dem til Side der vilde forhindre det. Antonius gik omkring og bad dem holde ud en kort Tid endnu: ikke langt fremme var der nemlig en anden Flod med drikkeligt Vand, og saa var Resten af Vejen klippefuld og ufarbar for Kytteri, saaat de vilde blive helt af med Fjenderne. Samtidigt kaldte han ogsaa de kæmpende tilbage og gav Ordre til at slaa Lejr, forat Soldaterne idetmindste kunde komme i Skygge.

48. Da man altsaa gav sig til at rejse Telte og Partnerne, som de plejede, straks fjernede sig, kom Mithridates igen, og da Alexandros var kommet hen til ham, raadede han til at give Hæren et kort Hvil, derpaa bryde op og ile til Floden: Partherne vilde ikke gaa over, men ende Forfølgelsen ved den. Dette rapporterede Alexandros til Antonius og bragte saa fra ham en stor Mængde Guldbægre og Skaale, af hvilke Mithridates gik bort med saamange som han kunde skjule paa sig. Mens det endnu var Dag, brød de op og marcherede videre uden at blive forulempede af Fjenderne; men selv gjorde de den Nat til den værste og frygteligste af alle. De dræbte og udplyndrede nemlig alle der havde noget (l n Id eller Sølv og røvede hvad Lastdyrene bar, ja tilsidst ku stede de sig over Antonius' Bagage og sønderslog eller delte mellem sig Bægre og kostbare Borde. Da hele Hæren var opfyldt af Tumult og Panik (de troede nemlig at Fjenderne havde overfaldet Hæren og fremkaldt Flugt og Splittelse), kaldte Antonius paa en af de frigivne der ildgjorde hans Livvagt, en Mand ved Navn Rhamnos, og tog det edelige Lofte af ham, at han, naar han fik Ordre dertil, vilde gennembore ham med sit Sværd og hugge hans Hoved af, forat han hverken levende skulde falde i Fjendernes Hænder eller blive genkendt som død. Da hans Venner brast i Graad herover, beroligede Marderen Antonius og sagde at Floden var nær: man mærkede nemlig allerede en fugtig og køligere Luftning fra den, som gjorde Aandedrættet behageligere, og desuden kunde han regne det ud af den Tid der var medgaaet til Marchen; der var nemlig kun lidt af Natten tilbage. Samtidigt meldte andre, at Tumulten hidrørte fra de griske Soldaters Voldsomheder mod hinanden; derfor ønskede han ogsaa at bringe Mængden i Orden efter Opløsningen og Splittelsen og lod da give Ordre til at slaa Lejr.

49. Dagen gryede allerede, og der begyndte til en vis Grad at komme Orden og Ro i Hæren: da blev de bageste angrebne af Partliernes Bueskud, og der blev givet de letbevæbnede Signal til Kamp. De sværtbevæbnede dækkede sig atter som før med et Skjoldtag og modstod Angriberne, som ikke vovede at indlade sig i Nærkamp. Medens de forreste saaledes efterhaanden ryk kede frem, viste Floden sig, hvorpaa Antonius opstillede Hytterne paa Bredden til Værn mod Fjenderne og først fik Invaliderne over. Snart kunde ogsaa de kæmpende i Sikkerhed komme til at drikke; da Partherne nemlig saa Floden, slappede de deres Buestrænge og opfordrede Romerne til uden Frygt at gaa over, idet de med mange Ord roste deres Tapperhed. Altsaa gik de i Ro og Mag over Floden, og efter at have samlet Kræfter marcherede de videre, dog uden at stole videre paa Partherne. Paa Sjettedagen efter den sidste Kamp kom de til Floden Araxes, der danner Grænsen mellem Medien og Armenien; den viste sig slem baade ved sin Dybde og sin rivende Fart, og der udbredte sig et Rygte om at Fjenderne laa paa Lur der og vilde angribe dem under Overgangen. Men da de i Sikkerhed var kommet over og havde betraadt Armenien, var det somom de nu først saa Land efter at have været omtumlede paa Snen; de kyssede Jorden og gav sig i deres Glæde til at græde og omfavne hinanden. Under Fremrykningen gennem det rige Land, hvor de uhindret nød alt ovenpaa den lange Tids Nød, paadrog mange sig forresten Vattersot eller Underlivssygdomme.

50. Ved en her afholdt Mønstring fandt Antonius, at han havde mistet 20000 Mand Fodfolk og 4000 Ryttere, ikke alle for Fjendehaaud, men over Halvdelen ved Sygdom. Fra Frahata havde de marcheret i 27 Dage og besejret Partherne i 18 Slag, men Sejrene var ikke afgørende og førte ikke til noget, fordi Forfølgelsen altid kun havde været kort og virkningsløs. Netop herved blev det tydeligt, at Armenierkongen Artavasdes havde hindret Antonius i at gøre Ende paa den Krig; hvis nemlig de 6000 Ryttere han førte bort fra Medien havde været tilstede, rustede ligesom Partherne og vante til at slaas med dem, og Romerne saa havde slaaet de kæmpende paa Flugt og Armenierne fældet de flygtende, saa vilde Partherne ikke saa tit have kunnet rejse sig efter Nederlaget og begynde Kampen igen. Derfor var alle forbitrede og æggede Antonius til at hævne sig paa Armenierkongen; han var imidlertid fornuftig nok til hverken at bebrejde ham hans Forræderi eller slaa af paa sin sædvanlige Venskabelighed og Høflighed overfor ham, da hans Hær var svag og led Mangel. Men senere drog han igen ind i Armenien og lokkede ham ved mange Løfter og Forslag til at komme til sig, og da han havde faaet ham i sin Magt, førte han ham i Lænker til Alexandreia og fejrede en Triumf. Herved ærgrede han i høj Grad Romerne, fordi han for Kleopatras Skyld skænkede Ægypterne en Hæder og Ære der tilkom hans Fædreland. Dette skete dog først senere.

51. For Øjeblikket ilede han fremad midt i Vinterens Hjerte under vedholdende Snevejr og mistede 8000 Mand undervejs. Selv drog han med nogle faa ned til Kysten og afventede Kleopatras Komme i en Fæstning ved Navn Leuke Korne, som ligger mellem Berytos og Sidon; da det trak ud, blev han rasende fortvivlet og hengav sig snart til at drikke og beruse sig, og han kunde ikke holde ud at ligge stille, men sprang tit op midt under Drikkelaget for at se hvor hun blev af, indtil hun endelig kom sejlende med en Mængde Klæder og Penge til Soldaterne. Der er dog dem der siger at han kun fik Klæderne af hende, men uddelte Pengene af sine egne Midler under Foregivende af at det var en Gave fra hende.

52. Mederkongen kom imidlertid i Strid med Partheren Fraortes; det drejede sig, siger man, oprindelig om Krigsbyttet fra Romerne, men Mederkongen fik Mistanke om at man vilde berøve ham Tronen og blev bange. Derfor hidkaldte han ved Sendebud Antonius og tilbud at støtte ham med sin Magt paa et Krigstog. Dette vakte store Forhaabninger hos Antonius, som saa at han - snarere ved at vise end ved at modtage en Velgerning - kunde opnaa at faa det eneste han vist havde manglet for at faa Bugt med Partnerne, nemlig en Mængde Ryttere og Bueskytter; derfor beredte han sig til atter at drage ind gennem Armenien, forene sig med Mederkongen ved Floden Araxes og derefter begynde Krigen.

53. I Rom ønskede Octavia at sejle til Antonius, og Cæsar tillod det, efter hvad de fleste siger ikke for at føje hende, men for at Krænkelsen og Tilsidesættelsen af hende skulde give et velklingende Paaskud til Krigen. Da hun var kommet til Athen, fik hun et Brev fra Antonius, hvori han befalede hende at blive der og fortalte om Parthertoget. Skont hun tog sig det nær og nok anede Sammenhængen, skrev hun dog til ham og spurgte hvorhen han ønskede de Ting sendt som hun havde med til ham. Det var en Mængde Klæder til Soldaterne og mange Lastdyr, Penge og Gaver til hans Officerer og Venner, desuden 2000 udvalgte Soldater, som var pragtfuldt udrustede og organiserede som Livvagtskohorter. Dette meddelte Niger, en af Antonius' Venner som var afsendt af hende, idet han tilføjede velfortjente og passende Lovtaler over hende. Men da Kleopatra mærkede, at hun vilde tage en Kamp op med hende, blev hun bange for at naar Octavia, som havde en værdig Karakter og Cæsars Magt i Baghaanden, ogsaa gav sig til at vinde Antonius ved Elskværdighed og Velgerninger, hun saa skulde blive uovervindelig og helt faa ham i sin Magt; derfor lod hun somom hun selv var forelsket i Antonius og gjorde sig mager ved knap Kost; naar han nærmede sig, saa hun henrykt ud, naar han gik sin Vej, mat og nedslaaet. Hun magede det saa, at han tit saa hende græde, og tørrede saa i en Fart sine Taarer og skjulte dem, somom hun ikke vilde gennemskues af ham. Dette gjorde hun, fordi han fra Syrien vilde drage ind i Landet til Mederkongen. Smigrerne, der virkede for hende, dadlede Antonius som linanl og ufølsom, siden han kunde lade en stakkels Kvinde gaa til Grunde, som ene og alene tænkte paa ham. Octavia, sagde de, havde af politiske Grunde ægtet ham for Broderens Skyld og nød den Ære at kaldes hans Hustru, medens Kleopatra, Dronningen over saa mange Undersaatter, kaldtes Antonius' Elskerinde og ikke skyede eller forsmaaede dette Navn, saalænge hun blot kunde se ham og leve sammen med ham: men hvis hun blev hindret deri, vilde hun ikke overleve det. Tilsidst fik de virkelig gjort ham i den Grad svag og blødagtig, at han af Frygt for at Kleopatra skulde tage sig af Dage vendte tilbage til Alexandreia og lod Mederkongen vente til Sommeren, skønt det hed sig at der var indre Splid hos Partnerne. Dog drog han senere ind i Landet og vandt Mederkongens Venskab, og efter at have faaet en af hans Døtre, som endnu var lille, trolovet med en af sine Sønner med Kleopatra vendte han tilbage, idet han nu havde sine Tanker henvendt paa Borgerkrigen.

54. Da Octavia var vendt hjem fra Athen, betragtede Cæsar dette som en Krænkelse og befalede hende at leve for sig selv. Men hun nægtede at forlade sin Mands Hus og bad endda Cæsar, hvis han ikke af andre Grunde havde bestemt at føre Krig med Antonius, om ikke at tage Hensyn til hende, da det dog var alt for galt, hvis de to største Imperatorer, den ene af Kærlighed til en Kvinde, den anden af Skinsyge vilde styrte Romerne i en Borgerkrig. Disse sine Ord bekræftede hun endnu mere ved Handlinger; hun blev nemlig boende i Huset, somom Antonius selv var der, og drog paa en smuk og højhjertet Maade Omsorg ikke blot for sine egne, men ogsaa for Fulvias Børn; naar der kom nogen af Antonius' Venner for at beklæde Embeder eller besørge Forretninger, modtog hun dem og talte godt for dem hos Cæsar. Men imod sin Villie skadede hun derved Antonius, som var hadet, fordi han behandlede en saadan Kvinde daarligt; tillige blev han forhadt paa Grund af den Fordeling af Land til sine Børn, som han foretog i Alexandreia og som gjorde et teatralsk, overmodigt og romerfjendtligt Indtryk. Han samlede nemlig en Mængde Mennesker i Gymnasiet og lod paa en sølvbeklædt Forhøjning opstille to Guldtroner, den ene for sig selv, den anden for Kleopatra, og desuden andre lavere for Børnene; saa erklærede han først Kleopatra for Dronning over Ægypten, Cypern, Libyen og Kølesyrien og gav hende til Medregent Cæsarion, som regnedes for en Søn af den ældre Cæsar, der havde efterladt Kleopatra frugtsommelig; derpaa udraabte han sine egne Sønner med Kleopatra som Kongernes Konger og tildelte Alexander Armenien, Medien og Parthien, naar han fik undertvunget det, Ptolemæus Fønikien, Syrien og Kilikien. Tillige førte han dem ogsaa frem, Alexander i medisk Dragt med oprejst Tiara og Turban, Ptolemæus iført Sandaler, Kappe og Hat med Diadem; denne Dragt var nemlig ejendommelig for de Konger der havde efterfulgt Alexander den store, den anden for Mederne og Armenierne. Efterat Drengene havde hyldet deres Forældre, blev den ene omgivet af en armenisk, den anden af en makedonisk Vagt. Hvad Kleopatra angaar, saa anlagde hun baade dengang og ellers, saa ofte hun gik ud, Isis' hellige Dragt og lod sig kalde en ny Isis.

55. Dette meddelte Cæsar i Senatet og fremsatte ofte Anklager i Folkeforsamlingen, saaat Borgerne blev forbitrede paa Antonius; denne svarede imidlertid med at anklage Cæsar i Skrivelser. Hovedpunkterne i hans Anklage var: for det første, at han havde frataget Pompejus Sicilien uden at give ham en Del af Øen; for det andet, at han havde beholdt nogle Skibe han havde laant af ham til Krigen; for det tredie, at han efter at lum« afsat og ydmyget deres Medregent Lepidus selv beholdt hans Tropper og Land og de ham tillagte Indtægter; endelig, at han havde koloniseret næsten hele Italien med sine egne Soldater uden at efterlade noget Land til hans. Hertil svarede Cæsar, at Lepidus havde han afsat, fordi han gjorde sig skyldig i Overgreb, og hvad han havde besat i Krig, vilde han dele med Antonius, naar denne ogsaa delte Armenien med ham; Italien havde Antonius' Soldater ingen Ret til, da de havde Medien og Parthien, som de havde lagt ind under Romerne efter en ærefuld Kamp sammen med deres Imperator.

56. Dette fik Antonius Efterretning om, medens han opholdt sig i Armenien, og straks befalede han Canidius med 16 Legioner at gaa ned til Kysten; selv medtog han Kleopatra og drog til Efesos. Her samledes Flaaden fra alle Kanter, iberegnet Lastskibene 800 Skibe, af hvilke Kleopatra leverede 200 foruden 20000 Talenter og Underhold til hele Krigsmagten. Under Paavirkning af Domitius og flere andre tilraadede Antonius Kleopatra at sejle til Ægypten og der afvente Krigens Udfald; men da hun var bange for at den atter skulde blive bilagt ved Octavias Mægling, fik hun ved en stor Pengegave Canidius til at forestille Antonius, at det hverken var retfærdigt at fjerne en Kvinde, der gav saa store Bidrag, fra Krigen eller heldigt at formindske Modet hos Ægj'pterne, som udgjorde en stor Del af Somagten; for øvrigt kunde han heller ikke se, hvem af de Konger der deltog i Krigen Kleopatra stod tilbage for i Indsigt, da hun længe paa egen Haand havde styret saa stort et Rige og længe havde levet sammen med ham og lært at hehandle store Forhold. Denne Anskuelse gik af med Sejren (det var nemlig Skæbnens Villie at hele Magten skulde gaa over til Cæsar), og med forenede Stridskræfter sejlede de til Samos og levede i Fester. Ligesom det nemlig var paalagt Konger, Herskere og Fyrster og alle Folkeslag og Stater mellem Syrien og Maiotis, Armenien og Illyrien at sende og bringe Krigsfornødenhederne, saaledes maatte alle sceniske Kunstnere give Møde paa Samos, og medens næsten hele den omliggende Verden genlød af Klager og Suk, saa lød der paa een Ø i mange Dage Fløjte- og Strengespil, idet Theatrene fyldtes og Chor konkurrerede. Hver eneste By deltog ogsaa i Festen ved at sende en Okse, og Kongerne kappedes med hinanden om Gæstebud og Gaver, saaat man maatte spørge sig selv, hvad de, der saa overdaadigt fejrede Forberedelserne til Krigen, vilde gøre ved Sejrsfesten, hvis de fik Bugt med deres Modstandere.

57. Da han var færdig hermed, gav han de sceniske Kunstnere Priene at bo i; selv sejlede han til Athen, hvor han atter tilbragte Tiden med Morskab og Skuespil. Da Kleopatra misundte Octavia de Æresbevisninger hun havde nydt i denne By (Athenerne havde nemlig holdt meget af Octavia), søgte hun at vinde Folket ved en Mængde Gaver, og Athenerne vedtog Æresbevisninger for hende og sendte Gesandter som skulde overbringe Folkebeslutningen til hendes Hus; blandt dem figurerede Antonius som Borger i Athen, og han traadte saa frem og holdt en Tale til hende paa Statens Vegne. Til Rom sendte han nogle der skulde udjage Octavia af hans Hus, og hun skal være gaaet bort medtagende alle Antonius' Børn undtagen hans ældste Søn med Fulvia, som var hos Faderen; hun græd og var fortvivlet ved Tanken om at hun maaske vilde blive regnet som medskyldig i Krigens Udbrud. Forresten beklagede Romerne ikke hende, men Antonius, især de der havde set at Kleopatra hverken i Skønhed eller ungdommelig Friskhed stod over Octavia.

58. Da Cæsar hørte om de hurtige og store Krigsforberedelser, blev han urolig og bange for at han skulde blive nødt til en afgørende Kamp i Løbet af den Sommer. Der manglede nemlig meget endnu, og Folk trykkedes af Pengeopkrævningerne; da alle fri maatte udrede Fjerdeparten af deres Indtægt og de frigivnes Sønner Ottendedelen af selve deres Ejendom, blev der talt ondt om ham, og som Følge heraf var hele Italien opfyldt af Uroligheder. Derfor regner man Opsættelsen af Krigen som et af Antonius' største Fejlgreb, fordi han derved baade gav Cæsar Tid til at ruste sig og gjorde Ende paa Urolighederne; Folk var nemlig misfornøjede med at blive beskattede, men naar det var sket og de havde betalt, holdt de sig i Ro. Og Titius og Plancus, to Konsularer blandt Antonius' Venner, som var blevet fornærmede af Kleopatra, fordi de allermest havde modsat sig hendes Deltagelse i Krigen, flygtede bort til Cæsar og fortalte ham om Antonius' Testamente, hvis Indhold de kendte. Det var deponeret hos Vestalinderne, og da Cæsar forlangte det, vilde de ikke udlevere det, men sagde, at hvis han vilde have det, maatte han selv komme og tage det. Det gjorde han virkelig, og først læste han ganske alene Bestemmelserne og mærkede sig nogle Punkter der var brugelige til en Anklage; derpaa sam menkaldte han Senatet og læste det op under en pinlig Stemning hos de fleste; man fandt det nemlig besynderligt og forargeligt, at en Mand i levende Live skulde drages til Ansvar for hvad han ønskede gjort efter sin Død. Cæsar hængte sig mest i Bestemmelsen om hans Begravelse, der lød paa at hans Lig, selvom han var død i Rom, efter et Sørgeoptog paa Torvet skulde sendes til Kleopatra i Alexandreia. Cæsars Ven Calvisius bebrejdede endvidere Antonius følgende Handlinger vedrørende Kleopatra: han. havde skænket hende Bogsamlingerne i Pergamos, som talte 200000 Bøger; ved et Gæstebud havde han i manges Paasyn rejst sig op og gnedet hendes Fødder ifølge en mellem dem truffet Bestemmelse og Overenskomst; Efesierne havde i hans Nærværelse dristet sig til at hilse hende som Herskerinde; tit naar han sad paa sit Højsæde og dømte mellem Konger og Fyrster, havde han fra hende modtaget og læst Tavler af Onyx eller Krystal med Kærlighedsbreve. Furnius, som nød stor Anseelse og var den dygtigste Taler blandt Romerne, tilføjede, at da Kleopatra engang i Bærestol blev baaret henover Torvet, sprang Antonius ved Synet deraf op, lod Rettergang være Rettergang, hængte sig fast i Bærestolen og ledsagede hende hjem.

59. Heraf syntes imidlertid det meste at være Opdigtelser af Calvisius, og Antonius' Venner gik omkring i Rom og bønfaldt Folket; desuden afsendte de en af deres egen Kreds, Geminius, og bad Antonius om ikke rolig at finde sig i at blive afsat og erklæret for Romernes Fjende. Da Geminius var sejlet over til Hellas, blev han af Kleopatra mistænkt for at virke i Octavias Interesse; men han fandt sig i stadig at blive spottet ved Taflet og krænket ved at faa daarlige Pladser, fordi han vilde afvente en Lejlighed til at udtale sig, og da han havde faaet Befaling til at sige hvorfor han havde indfundet sig, sagde han, at det øvrige maatte man være ædru for at kunne sige, men een Ting vidste han lige godt, enten han var beruset eller ædru, nemlig at alt vilde være godt, hvis Kleopatra drog bort til Ægypten. Da Antonius hlev vred herover, sagde Kleopatra: »Det var rigtigt af Dig, Geminius, at Du tilstod Sandheden uden at blive pint.« F"aa Dage efter flygtede Geminius bort til Rom, og ogsaa mange andre af Antonius' Venner fik Kleopatras Smigrere fordrevet, fordi de ikke vilde finde sig i deres stadige Fornærmelser og Spotterier, deriblandt Marcus Silanus og Historieskriveren Dellius. Den sidste fortæller at han ogsaa havde befrygtet et Attentat fra Kleopatras Side, da han havde faaet en Advarsel fra Lægen Glaukos. Han havde fornærmet Kleopatra ved under Taflet at sige, at der blev skænket sur Vin til dem, medens Sarmentus drak Falerner i Rom (Sarmentus var en af Cæsars Yndlingsslaver).

60. Da Cæsar havde rustet sig tilstrækkeligt, fik han vedtaget, at man skulde føre Krig med Kleopatra og fratage Antonius det Herredømme han havde overladt til en Kvinde. Cæsar tilføjede ogsaa, at Antonius under Paavirkning af Tryllemidler ikke engang var sig selv mægtig, og at Romerne maatte føre Krig med Gildingen Mardion, Potheinos, Kleopatras Frisørinde Eiras og Charmion: disse ledede de vigtigste Regeringsforretninger. Før Krigen skal der være indtruffet følgende Jærtegn. En af Antonius anlagt Koloni Pisaurum, en ved Adriaterhavet liggende By, blev opslugt, idet Jorden aabnede sig og dannede Afgrunde. Paa en af Antonius' Stenbilledstøtter ved Alba sivede der i mange Dage Vædske frem, og skønt flere tørrede den af, blev det ved. Medens han opholdt sig i Patrai, brændte Herakleshelligdommen op ved Lynnedslag, og paa Gigantkampen i Athen blæste Dionysos om og styrtede ned i Theatret; Antonius yndede at sætte sig i Forbindelse med Herakles som sin Stamfader og med Dionysos, fordi lian efterlignede hans Levemaade, og lod sig, som det er fortalt, kalde en ny Dionysos. Den samme Storm i Athen tog ogsaa fat i Eumenes' og Attalos' Kolossalstatuer, der bar en Indskrift med Antonius' Navn, og væltede dem alene blandt mange. Kleopatras Admiralskib hed Antonias, og med det indtraf der et uhyggeligt Jærtegn: nogle Svaler byggede Rede nedenfor Bagstavnen, men saa kom der nogle andre, som forjog de første og dræbte deres Unger.

61. Da Krigen skulde begynde, havde Antonius ikke mindre end 500 kampdygtige Skibe, hvoriblandt mange otte- og tiradaarede, der var glimrende og prægtigt udstyrede, desuden 100000 Mand Fodfolk og 12000 Byttere. Han havde til Forbundsfæller følgende af Bom afhængige Konger: Bocchus fra Afrika, Tarkondemos fra det indre Kilikien, Archelaos fra Kappadokien, Filadelfosfra Paflagonien, Mithridates fra Kommagene og Sadalas fra Thrakien. Disse indfandt sig personlig, medens følgende sendte Tropper: Polemon i Pontos, Malchos i Arabien og Herodes i Jødeland, desuden Amyntas, som var Konge over Lykaonerne og Galaterne; ogsaa Mederkongen havde afsendt et Hjælpekorps. Til Forsvar mod denne Styrke havde Cæsar 250 Skibe, 80000 Mand Fodfolk og et lignende Antal Byttere som Fjenderne. Antonius beherskede Landet fra Eufrat og Armenien indtil det ioniske Hav og Illyrien, Cæsar fra Illyrien det Land der strakte sig til det vestlige Ocean* og derfra igen til det tyrrhenisk-sicilianske Hav. I Afrika havde Cæsar det Land der ligger ligeoverfor Italien, Gallien og Spanien indtil Herakles Støtter, Antonius Landet fra Kyrene indtil Æthiopien.

62. Kleopatra var imidlertid en saa vigtig Faktor, at Antonius, skønt langt overlegen til Lands, dog af Hensyn til hende ønskede Afgørelsen til Søs, og det uagtet han saa. at Kaptejnerne af Mangel paa Mandskab skrabede sammen fra det haardt hjemsøgte Hellas Vandringsmænd, Æseldrivere, Høstfolk og Drenge, og at Skibene alligevel ikke blev bemandede, men for Størstedelen var svagt besatte og sejlede jammerligt. Cæsar derimod, som i Tarent og Brundisium havde samlet en Flaade af Skibe som ikke var byggede for at prale med deres Højde eller Størrelse, men bevægelige, hurtige og udmærket bemandede, sendte Bud til Antonius og opfordrede ham til ikke at spilde Tiden, men komme med sine Stridskræfter: selv vilde han give hans Skibe uhindret Adgang til Bed og Havn og med sin Landhær trække sig saa langt tilbage fra Kysten som en Hest kunde tilbagelægge paa een Dag, indtil Antonius i Sikkerhed var gaaet i Land og havde slaaet Lejr. Herpaa svarede denne pralende med, skønt han var ældre, at udfordre ham til en Tvekamp; hvis han undslog sig for den, opfordrede han ham til at levere et afgørende Slag med Hærene ved Farsalos, ligesom i sin Tid Cæsar og Pompejus. Men medens Antonius laa for Anker ved Aktion, der hvor nu Nikopolis ligger, lykkedes det Cæsar at komme over det ioniske Hav og besætte et Punkt i Epirus som hedder Toryne, og da Antonius blev urolig derved (hans Landhær kom nemlig for sent), sagde Kleopatra spottende:

»Er det saa stor en Ulykke, hvis Cæsar sidder ved en Slev?«

63. Da Fjenderne ved Daggry sejlede frem til Angreb, blev Antonius bange for at de skulde tage lians Skibe, som var blottede for Forsvarere; derfor bevæbnede han Rorkarlene og opstillede dem paa Dækket for et Syns Skyld, og efter at have rejst Skibenes Aarerækker og gjort dem sejlfærdige lagde han dem paa begge Sider i Indløbet ved Aktion med Forstavnene vendte mod Fjenden, somom de var fuldt bemandede og beredte til Forsvar. Herved lod Cæsar sig narre til at trække sig tilbage; desuden syntes Antonius behændigt at have omgivet Drikkevandet med nogle Skanser og spærret Fjenderne Adgang dertil, og i Omegnen var der kun lidt og daarligt Vand. Han behandlede ogsaa imod Kleopatras Ønske Domitius humant. Da nemlig denne, som allerede havde Feber, var gaaet ombord i en lille Baad og flygtet over til Cæsar, tog Antonius sig det nok nær, men sendte ham dog hele hans Oppakning tilligemed hans Venner og Tjenere. Domitius døde straks, ligesom af Anger over at hans Troløshed og Forræderi var blevet opdaget; forresten gik ogsaa nogle Konger over til Cæsar, Amyntas og Deiotaros. Men den Omstændighed, at Flaaden altid var uheldig og stadig kom for sent, nødte atter Antonius til at lægge Hovedvægten paa Landhæren, og dennes Anfører Canidius skiftede ogsaa Mening overfor den truende Fare og raadede Antonius til at sende Kleopatra bort, trække sig tilbage til Thrakien eller Makedonien og lade det komme til et Landslag der. Geternes Konge Dikomes lovede nemlig ogsaa at komme til Hjælp med en stor Hær, og Canidius forestillede nu Antonius, at det ikke var nogen Skam, hvis de rømmede Havet for Cæsar, som var blevet øvet i den sicilianske Krig; derimod var det oprorende, hvis Antonius, som var en Mester i at kæmpe til Lands, ikke vilde bruge alle sine Landtroppers Kraft og Krigsberedskab, men udstykke sin Magt til Skibene og spilde den. Alligevel satte Kleopatra igennem, at Krigen skulde afgntvs med Skibene; hun belavede sig allerede paa at flygte og tænkte kun paa sig selv, ikke hvor hun kunde hjælpe til at vinde Sejr, men hvorfra hun lettest kunde slippe bort, hvis det gik galt. Fra Lejren ned til Ankerpladsen strakte sig to lange Mure, mellem hvilke Antonius plejede at gaa uden at nære nogen Frygt; men da en Slave havde meddelt Cæsar, at man kunde paagribe ham, naar han gik ned ad den Vej, sendte Cæsar nogle Mænd der skulde lægge sig i Baghold. De var saa nær ved at udføre Planen, at de greb den Mand der gik foran Antonius, idet de sprang for tidligt frem; selv undslap han med Nød og næppe ved at sætte i Løb.

64. Da det saa var besluttet at levere Søslag, opbrændte han de andre Skibe (fraregnet de 60 ægyptiske) og bemandede de bedste og største lige fra treradaarede til tiradaarede med en Styrke af 20000 sværtbevæbnede og 2000 Bueskytter. Ved denne Lejlighed fortæller man, at en Krigstribun i Fodfolket, som havde deltaget i mange Slag under Antonius og faaet sit Legeme bedækket med Saar, medens Antonius gik forbi, brast i Graad og sagde: »Imperator! Hvorfor foragter Du disse Saar og dette mit Sværd og sætter Din Lid til nogle usle Planker? Lad Ægyptere og Fønikere slaas paa Søen, men giv os Landjorden, som vi plejer at staa fast paa, indtil vi falder eller sejrer over Fjenderne.« Hertil svarede Antonius ikke noget, men efter blot med en Haandbevægelse og et Blik ligesom at have opmuntret Manden til at være ved godt Mod gik han videre, ikke op fyldt af gode Forhaabninger, siden han ogsaa tvang Styrmændene, der ønskede at lade Sejlene ligge, til at tage dem om Bord og føre dem med. fordi, som han sagde, ingen af Fjenderne burde undslippe paa Flugten.

65. Den Dag og de tre næste var Havet oprørt af en stærk Blæst, saaat Slaget blev udsat; men da der den femte blev Vindstille og fuldstændigt Havblik, begyndte Sammenstødet; Antonius indtog sammen med Publicola højre Fløj, Coelius venstre, medens Marcus Octavius og Marcus Insteius laa i Centrum; Cæsar stillede Agrippa paa venstre Fløj og beholdt selv højre. Af Landhærene stod Antonius' under Canidius, Cæsars under Taurus roligt paa Kysten, opstillede i Slagorden. Af selve Anførerne færdedes Antonius overalt i en Eobaad, idet han opfordrede Soldaterne til paa Grand af Skibenes Vægt at staa urokkelige og kæmpe ligesom paa Landjorden; Styrmændene paalagde han at modtage Fjendernes Angreb med Skibene ubevægelige, somom de laa for Anker, saaledes at de holdt sig i det vanskelige Indløb. Da Cæsar, endnu inden det var lyst, fra sit Telt gjorde en Runde til Skibene, skal han have mødt en Mand som drev et Æsel, og da Cæsar spurgte om hans Navn, gav han sig tilkende med de Ord: »Selv hedder jeg Eutychos, og Æslet hedder Nikon;« derfor opstillede Cæsar ogsaa senere, da han smykkede Valpladsen med Snablerne, et Æsel og en Mand i Bronze. Da han havde mønstret den øvrige Opstilling, sejlede han hen til højre Fløj og saa med Forbauselse Fjenderne ligge rolige i Snævringen; det saa nemlig ud somom Skibene laa for Anker. Det troede han længe og blev derfor liggende med sine Skibe i en Afstand af 8 Stadier fra Modstanderne; men da der ved den sjette Time blæste en Paalandsvind op, var Antonius' Folk utaalmodige over den lange Ventetid, og idet do stolede paa at man ikke turde binde an med deres egne lutje og store Skibe, satte de deres venstre Fløj i Bevægelse. Du Cæsar saa dette, blev han glad og begyndte at hule skodde paa højre Fløj, fordi han ønskede endnu mere at lokke Fjenderne udenfor Bugten og det snævre Indlob og, idet lian sejlede omkring med sine egne bevægelige Fartøjer, tage Kampen op med Skibe der paa Grund af deres Masse og svage Besætning var ubevægelige og langsomme.

66. Da Slaget nu begyndte at komme i Gang, var det ikke saaledes at de sejlede løs paa Skibe eller borede dem i Sænk, idet Antonius' Skibe paa Grund af deres Tyngde manglede Fart, hvad der især gør Snablernes Stød virkningsfulde, og Cæsars Folk ikke blot vogtede sig for med Forstavnen at løbe ind paa de faste og haarde Bronzeplader, men ogsaa var betænkelige ved at gøre Angreb paa Skibenes Sider. Snablerne knækkede nemlig let, naar de stødte mod Skibsskrog der var byggede af svære firkantede Bjælker som var sammenføjede med Jern. Altsaa kom Kampen til at ligne et Landslag eller rettere en Belejring. Tre eller fire Skibe ad Gangen omgav et af Antonius' Skibe, idet man brugte Kastespyd, Lanser, Stænger og Brandpile; Antonius' Folk skød ogsaa med Kastemaskiner fra Trætaarne. Da Agrippa svingede med den anden Fløj for at omringe Fjenden, blev Publicola nødt til at sejle frem imod ham, men løsreves derved fra dem i Centrum. Medens disse nu kom i Forvirring og stødte sammen med Arruntius' Afdeling, og medens Kampen endnu var uafgjort og svævende, saa man med eet Kleopatras 60 Skibe hejse Sejl for at sejle bort og flygte midt igennem de kæmpende; hendes Skibe laa nemlig bagved de store og anrettede Forvirring ved at bryde igennem. Modstanderne betragtede det forbausede, da de saa dem med Benyttelse af Vinden sætte Kursen mod Peloponnes. Da viste Anto nius at han hverken tænkte som en Feltherre eller som en Mand eller i det hele taget kunde styre sig selv, men, som een spøgende sagde, at Elskerens Sjæl levede i en andens Legeme, idet han lod sig lede af en Kvinde, somom han var sammenvokset med hende og fulgte hendes Bevægelser. Aldrig saasnart havde han nemlig set hendes Skib sejle bort, førend han glemte alt, og idet han forraadte og lod dem i Stikken der kæmpede og satte Livet til for hans Skyld, gik han om Bord i et femradaaret Skib, kun ledsaget af Syreren Alexas og Skellios, og satte efter hende, som allerede havde ødelagt ham og skulde gøre det end mere.

67. Da Kleopatra havde bemærket det, hejsede hun et Signal fra sit Skib; derpaa sejlede han derhen og kom om Bord, men hverken saa hende eller lod sig se; han gik ene hen i Forstavnen og stod taus for sig selv med begge Hænderne pressede mod Hovedet. Imidlertid saa man nogle af Cæsars Liburnere, der forfulgte; saa befalede han at vende Forstavnen imod dem og fik ogsaa drevet de andre tilbage, kun Lakoneren Eurykles angreb med Voldsomhed, idet han stod paa Dækket og svingede en Lanse ligesom for at kaste den mod ham. Da Antonius gik hen i Forstavnen og sagde: »Hvem er det der forfølger Antonius?«, svarede han: »Det er mig, Eurykles, Lachares' Søn. som ved Cæsars Lykke hævner sin Faders Død.« Lachares var blevet halshugget af Antonius, beskyldt for Sørøveri. Dog angreb Eurykles ikke Antonius' Skib, men ramte med Bronzesnabelen det andet af Admiralskibene (der var nemlig to) og drejede det rundt som en Top; da det derved kom til at ligge paa Siden af hans eget Skib, tog han baade det og eet af de andre, hvorpaa der var kostbart Bohave til Hofholdningen. Da Eurykles havde fjernet sig, sank Antonius atter hen i samme Stilling og holdt sig i Ro, og efter at have tilbragt tre Dage ganske for sig selv i Forstavnen, hvad enten det nu var i Vrede eller fordi han skammede sig for Kleopatra, lagde han ind til Tainaron. Her fik Kvinderne i hendes Følge dem først til at tale med hinanden og bevægede dem derpaa til at spise og sove sammen. Snart samledes der ogsaa hos dem ikke l'aa af Lastskibene og nogle af hans Venner fra Flugten, idet de meldte at Flaaden var tabt, hvorimod de troede at Landhæren holdt Stand. Antonius sendte da Bud til Canidius med Befaling til i en Fart gennem Makedonien at trække sig tilbage til Asien med Hæren; da han selv fra Tainaron vilde sætte over til Libyen, udtog han eet Lastskib, som var ladet med mange Penge og et værdifuldt Hofudstyr af Guld og Sølv, og gav det til alle sine Venner, som han befalede at dele det mellem sig og redde deres Liv. Da de græd og vægrede sig, trøstede og tryglede han dem meget naadigt og venligt; derpaa sendte han dem bort efter at have skrevet til sin Forretningsfører i Korinth Theofilos, at han skulde skaffe dem Sikkerhed og skjule dem, indtil de kunde opnaa Tilgivelse af Cæsar. Denne Theofilos var Fader til den hos Antonius højtformaaende Hipparchos, som var den første af de frigivne der gik over til Cæsar og senere bosatte sig i Korinth.

68. Saaledes gik det med Antonius. Ved Aktion gjorde Flaaden længe Modstand mod Cæsar og først efter at have lidt megen Skade ved Søgangen, som med Voldsomhed kastede sig ind mod Forstavnene, bukkede den endelig under i den tiende Time. Der var ikke mere end 5000 døde, men der blev taget 300 Skibe, saaledes som Cæsar selv har optegnet. Ikke mange havde mærket Antonius' Flugt, og de der hørte derom vilde først ikke tro paa at han skulde være flygtet bort fra 19 uovervundne Legioner Fodfolk og 12000 Ryttere, somom lian ikke tit havde prøvet baade Medgang og Modgang og var øvet i utallige Kampes og Kriges Omskiftelser. Soldaterne savnede ham ogsaa og ventede at han pludselig paa en eller anden Maade vilde vise sig, og de viste en saadan Troskab og Tapperhed, at de ogsaa efterat hans Flugt var blevet bekendt holdt Stand i syv Dage uden at agte paa Cæsars Henvendelser. Men tilsidst, da Feltherren Canidius om Natten var flygtet og havde forladt Lejren, saaat de stod blottede for alt og forraadte af deres Anførere, bojede de sig for Sejrherren. Derefter sejlede Cæsar til Athen, udsonede sig med Hellenerne og fordelte det fra Krigen overskydende Korn til Staterne, som var i en elendig Forfatning og blottede for Penge, Slaver og Lastdyr. For Eksempel fortalte min Oldefader Nikarchos, at alle Borgerne i Byen' blev tvungne til paa deres Skuldre under Piskeslag at bære et bestemt Kvantum Hvede ned til Kysten ved Antikyra; de havde baaret een Dragt saaledes og havde allerede udmaalt og skulde til at bære den næste, da Budskabet om Antonius' Nederlag kom, og det havde frelst Byen: da Antonius Forretningsfører og Soldater nemlig straks var flygtede, havde de delt Kornet mellem sig.

69. Da Antonius var kommet til Libyen og fra Paraitonion havde sendt Kleopatra iforvejen til Ægypten, nød han selv en fuldstændig Ensomhed, idet han sværmede omkring med kun to Yenner, en hellenisk Veltalenhedslærer Aristokrates og Romeren Lucilius, om hvem jeg andetsteds har fortalt, at han ved Filippi. forat Brutus skulde kunne undslippe, udgav sig selv for Brutus og gav sig i Forfølgernes Vold, men derpaa blev benaadet af Antonius og af den Grund blev ham tro og hengiven lige til det sidste. Da imidlertid ogsaa Krigsmagten i Libyen var blevet bragt til Frafald af sin Befalingsmand, tænkte Antonius paa at, dræbe sig selv, men blev hindret deri af sine Venner og bragt til Alexandreia, hvor han fandt Kleopatra oplaget af en stor og dristig Plan. Hun begyndte nemlig paa at lade Flamlrn slæbe over den Landtange der adskiller det røde Hav fra Havet ved Ægypten og synes at danne Gra'iiscn mellem Asien og Afrika, paa det Sted hvor den mest indsnævres af de to Have og er smallest, nemlig kun 300 Stadier bred; naar Skibene saa var bragt ned i den arabiske Bugt med mange Penge og Stridskræfter, vilde hun fæste Bo udenfor Ægypten og saaledes undgaa Trældom og Krig. Men da Araberne ved Petra havde opbrændt de første Skibe der blev trukket over, og da Antonius desuden troede at hans Krigsmagt ved Aktion var i Behold, opgav hun Planen og forsvarede Indsejlingen til Ægypten. Antonius forlod Byen og Samlivet med sine Venner og indrettede sig ved Faros en Bolig ude i Vandet, idet han anlagde en Dæmning ud i Havet; her levede han uden Samkvem med Mennesker og sagde at han yndede og efteiiignede Timons Liv, fordi han havde haft en lignende Skæbne: ligesom denne havde han nemlig lidt Uret og høstet Utak af Venner og derfor nærede han ogsaa Mistillid og Had til alle Mennesker.

70. Timon var en Athener, som levede omtrent paa den peloponnesiske Krigs Tid, som man kan se af Aristofanes' og Platons Skuespil, i hvilke han spottes som ildesindet og menneskefjendsk. Han undgik og afviste alt Samkvem, kun Alkibiades, som var ung og fræk, hilste og omfavnede han gerne, og da Apemantos forundret spurgte om Grunden, sagde han at han godt kunde lide den unge Mand, fordi han vidste at han vilde berede Athenerne mange Ulykker. Apemantos var den eneste han undertiden lod komme ind til sig, fordi han lignede ham og efterlignede hans Levemaade, og engang ved Kandefesten holdt de to Gilde for sig selv. Da Apemantos saa sagde: »Hvor vi har det rart, Timon!«, sagde han: »Ja, hvis Du ikke var her!« Engang da Athenerne holdt Folkeforsamling, skal han være traadt op paa Talerstolen, og da alle i deres Forbauselse tav stille og sad i spændt Forventning, sagde han: »Jeg har en lille Jordlod, Athenere, og paa den vokser der et Figentræ, som allerede mange af Borgerne har hængt sig i. Da jeg nu agter at bygge paa Lodden, fik jeg den Tanke at meddele det offenligt, forat hvis nogen af Jer maaske vil hænge sig, de kan gøre det, før Træet bliver fældet.« Da han var død og var blevet begravet i Halai ved Stranden, styrtede en Klit af Kysten ned; Bølgerne skyllede hen derover, saaat hans Grav er blevet utilgængelig og unærmelig for Mennesker. Gravskriften lød saaledes:

Her jeg hviler: mit Livs Elendighed nu er afbrudt.
Navnet I ikke skal høre; gid Ulykke ramme Jer alle!

Dette skal han selv have digtet før sin Død; derimod er følgende tit citerede Gravskrift af Kallimachos:

Jeg, der bor her, er Menneskehaderen Timon. Gaa Du
videre blot med en Ben: Ulykke ønsk over mig!

Dette er lidt af det meget der fortælles om Timon.

71. Til Antonius kom Canidius selv som Bud om Tabet af Krigsmagten ved Aktion: desuden tik ban at vide at Jødekongen Herodes med flere Legioner og Kohorter havde sluttet sig til Cæsar, og at de andre Fyrster ligeledes faldt fra og intet udenfor Ægypten længer var i Behold. Dog forstyrrede ikke noget af dette hans Sindsligevægt, men somom han glædede sig over at have mistet Haabet og dermed ogsaa Bekymringerne, opgav han sit Liv ude i Vandet, som han kaldte timonisk, blev optaget paa Slottet af Kleopatra og foranstaltede Maaltider, Drikkelag og Gaveuddelinger i Byen; han lod Kleopatras Søn med Cæsar optage blandt Efeberne og sin egen Søn med Fulvia, Antyllus, anlægge Mandsdragt, og i Anledning af disse Højtideligheder holdt Alexandrinerne i flere Dage Selskaber, Drikkegilder og Fester. Antonius og Kleopatra afskaffede deres tidligere Levevis, som var blevet kaldt de uefterligneliges, og indførte en anden, som slet ikke stod tilbage for den med Hensyn til Tppighed, Luksus og Ødselhed, og den kaldte de de i Forening døendes; deres Venner lod sig nemlig indskrive til at dø sammen med dem, og man levede i Nydelser og mødtes skiftevis til Gæstebud hos hinanden. Kleopatra samlede alle Slags dræbende Gifte, og for at prøve hver enkelts Smertefrihed lod hun de dødsdømte Fanger indtage dem. Da hun saa at de hurtigt virkende bragte en smertefuld Død, medens de mildere ikke virkede hurtigt, gjorde hun Forsøg med Dyr, og i hendes Paasyn blev der givet de forskellige Dyr forskellige Gifte. Dette gjorde hun hver eneste Dag, og ved næsten alle Forsøg fandt hun, at kun Giftslangens Bid uden Krampetrækninger og Suk bragte en søvnlignende Mat hed og Bedøvelse ledsaget af en let Sved i Ansigtet og Sløvelse af Sanseredskaberne, saaledes at Ofrene lempeligt slappedes og ligesom Folk der sover dybt ikke vilde vækkes eller rejse sig.

72. Samtidigt hermed sendte de ogsaa Gesandter til Cæsar i Asien: Kleopatra bad om Herredømmet i Ægypten for sine Børn, Antonius om at maatte leve som Privatmand i Athen, hvis han ikke maatte blive i Ægypten. Af Mangel paa Venner og fordi den ene efter den anden viste sig troløs og gik over til Cæsar, sendtes ogsaa Børnenes Lærer Eufronios som Gesandt. Laodikeeren Alexas, der var blevet bekendt i Rom gennem Timagenes og af alle Hellenere havde faaet størst Magt, og som havde været Kleopatras kraftigste Hjælper til at vinde Antonius og kvæle alle hans Følelser for Octavia, var blevet afsendt for at hindre Kong Herodes' Frafald; men han blev hos denne, forraadte Antonius og vovede i Tillid til Herodes at fremstille sig for Cæsar. Han fik dog ingen Gavn af Herodes, men blev straks fængslet og i Lænker ført til sin Fødeby, hvor han paa Cæsars Befaling blev dræbt. Saaledes maatte Alexas bøde for sin Troløshed mod Antonius, endnu mens denne var i Live.

73. Cæsar vilde ikke høre Tale om Forslagene til Bedste for Antonius, men svarede at Kleopatra skulde blive behandlet med Skaansomhed, hvis hun dræbte eller forjog Antonius. Han afsendte tillige en af sine frigivne, Thyrsos, en ganske klog Mand, som paa den unge Herskers Vegne kunde tale ret overbevisende til den forfængelige Kvinde, der var umaadelig stolt af sin Skønhed. Da denne Mand talte længere med hende end andre og der vistes ham særlig Hæder, vaktes Antonius Mistanke, og han lod ham paagribe og piske, hvorpaa han sendte ham tilbage til Cæsar, idet han skrev, at Manden ved hovmodige Fornærmelser havde ophidset ham, som Ulykker havde gjort let at ophidse. »Hvis Du tager mig det ilde op,« skrev han, »saa har Du min frigivne Hipparchos: hæng ham op og lad ham piske, saa er vi kvit.? Derefter søgte Kleopatra at rense sig for Antonius' Beskyldninger og Mistanker og viste ham særlig Opmærksomhed; medens hun tilbragte sin egen Fødselsdag paa en beskeden og med Forholdene stemmende Maade, fejrede hun hans med et Overmaal af Pragt og Ødselhed, saaat mange af Gæsterne kom fattige til Gæstebudet, men gik rige bort. Imidlertid kaldte Agrippa ved talrige Breve Cæsar tilbage til Rom, fordi, som han skrev, Forholdene der krævede hans Nærværelse.

74. I Øjeblikket indtraadte der altsaa en Opsættelse af Krigen; men da Vinteren var forløbet, rykkede Cæsar atter frem gennem Syrien og hans Generaler gennem Libyen. Da Pelusion var blevet erobret, hed det sig, at Seleukos havde overgivet den ikke mod Kleopatras Ønske. Hun tillod Antonius at dræbe hans Kone og Børn; selv samlede hun i Kister og i nogle usædvanligt smukke og høje Grave, som hun havde ladet opføre i Forbindelse med Isis' Tempel, de værdifuldeste af de kongelige Skatte, Guld, Sølv, Smaragder, Perler, Ibentræ, Elfenben og Kanel; ovenpaa det hele blev der lagt en Mængde Fyrretræ og Blaar, saaat Cæsar af Bekymring for Kostbarhederne, forat hun ikke i Fortvivlelse skulde ødelægge og opbrænde al denne Rigdom, stadig ved Sendebud vakte gode Forhaabninger hos hende, medens han med sin Hær rykkede frem mod Byen. Da han havde lejret sig ved Væddeløbsbanen, rykkede Antonius ud imod ham, kæmpede heldigt, slog Cæsars Hyt tøre paa Flugt og forfulgte dem lige til Lejren. Stolt af sin Sejr red han ind paa Slottet, kyssede i fuld Rustning Kleopatra og forestillede den af Soldaterne der havde kæmpet taprest for hende. Hun gav ham som Ærespris et Guldharnisk og en Hjelm; men i Løhet af Natten løb Manden over til Cæsar.

75. Antonius sendte nu atter Bud til Cæsar og udæskede ham til Tvekamp. Da han iik det Svar, at mange Veje til Døden stod aabne for Antonius, betænkte han, at der for ham ikke gaves nogen bedre Død end i Kamp, og besluttede at angribe samtidigt tillands og tilvands. Ved Taflet befalede han, som det fortælles, Slaverne at skænke Vin og servere rigeligere for ham, da det ikke var sikkert, om de skulde gøre dette den næste Dag eller tjene andre Herrer, medens han selv laa død og som et Intet. Da han saa at disse Ord fik hans Venner til at græde, sagde han, at han ikke vilde føre dem ud til den Kamp i hvilken han snarere søgte en ærefuld Død for sig selv end Frelse og Sejr. I den Nat, omtrent ved Midnatstid, da hele Byen hvilede i en Sorgens Ro af Frj'gt og Forventning om Fremtiden, skal man med eet have hørt harmoniske Toner af alle Slags Instrumenter og Raab af en Menneskemængde ledsaget af bakchisk Jubel og Satyrspring, somom en Sværm af Bakchanter drog ud med Larm; Toget gik omtrent midt igennem Byen til den yderste Port, der vendte imod Fjenderne, og her døde Larmen hen efter at have kulmineret. Folk der tænkte over Tegnet mente, at Antonius blev forladt af den Gud han altid mest havde efterlignet og knyttet sig til.

76. Ved Daggry opstillede han selv Fodfolket paa Højene foran Byen og betragtede Skibene, som var løbet ud og sejlede frem mod Fjendernes; han ventede at se dem udføre en Bedrift og holdt sig imidlertid i Ro. Men da hans Folk havde nærmet sig til Fjenderne, hilsede de med Aarerne Cæsars Folk, og da disse besvarede Hilsenen, faldt de fra, og nu sejlede alle Skibene, som udgjorde een Flaade, frem med Forstavnene rettede mod Byen. Straks efterat Antonius havde set dette, blev han ladt i Stikken af Rytterne, som faldt tru, og da han med Fodfolket havde lidt et Nederlag, trak lian sig tilbage til Byen, idet han raabte, at han af Kleopatra var blevet forraadt til dem han havde bekriget for hendes Skyld. Af Frygt for hans Vrede og Fortvivlelse tyede hun ind i et Gravmæle og sænkede dets Falddøre, som var sikrede med Slaaer og Bomme; til Antonius sendte hun Bud om at hun var død. Han troede derpaa, og efter at have sagt til sig selv: »Hvorfor tøver Du længere, Antonius? Skæbnen har berøvet Dig den eneste Grund til at hænge ved Livet der endnu var tilbage,« gik han ind i sit Kammer, løsnede og aabnede sit Harnisk og sagde: »Kleopatra! Jeg sørger ikke over at have mistet Dig, da jeg straks vil komme til det samme Sted, men fordi en saa stor Imperator som jeg er blevet grebet i at staa tilbage for en Kvinde i Mod.« Han havde en trofast Slave ved Navn Eros, som han for længe siden havde opfordret til i fornødent Fald at dræbe ham, og nu fordrede han Løftets Opfyldelse. Eros trak sit Sværd og løftede det, somom han vilde dræbe Antonius, men vendte saa Ansigtet boit og dræbte sig selv. Da han faldt død om for hans Fødder, sagde Antonius: »Det var rigtigt af Dig, Eros, at Du, medens Du selv ikke kunde, lærte mig at gøre hvad der bør gøres«, og efter at have givet sig selv et Stød gennem Underlivet lagde han sig ned paa Løjbænken. Stødet var imidlertid ikke øjeblikkeligt dræbende, og da Blødningen stansede, efterat han havde lagt sig ned, kom han igen til Kræfter og bad de tilstedeværende om at dræbe ham. Men de flygtede ud af Kammeret, medens han raabte og vred sig, indtil Skriveren Diomedes kom fra Kleopatra, som havde befalet ham at bringe Antonius ind til hende i Gravmælet.

77. Da han fik at vide, at hun var i Live. befalede han rask Tjenerne at løfte ham op, og i deres Arme blev han bragt hen til Gravkammerets Dør. Kleopatra aabnede dog ikke Døren, men kom til Syne i et Vindue og hejsede nogle Strikker og Tov ned. Da man havde fastgjort Antonius til disse, blev han trukket op af Kleopatra selv og to Kvinder, de eneste hun havde taget med sig ind i Gravmælet. Øjenvidner fortæller, at man ikke kunde forestille sig et ynkeligere Syn end dette, saaledes som han blev trukket op besudlet med Blod og kæmpende med Døden, medens han rakte Hænderne op mod hende og svævede i Luften. Arbejdet var nemlig ikke let for Kvinder, men med Hænderne pressede om Rebet og hver en Ansigtsmuskel spændt fik Kleopatra det med Nød og næppe op, medens de der stod nedenfor ansporede hende og delte hendes Angst. Da hun saaledes havde faaet ham ind i Kammeret og lagt ham ned, afrev hun sine Klæder over ham, slog og sønderrev sit Bryst med Hænderne, vædede sit Ansigt med hans Blod og kaldte ham Herre, Mand og Imperator, og af Medynk med ham havde hun næsten glemt sine egne Ulykker. Antonius standsede hendes Klage og forlangte Vin at drikke, enten fordi han var tørstig eller fordi han derved haabede at faa en hurtigere Død. Efter at have drukket bad han hende tænke paa sin egen Frelse, forsaavidt hun kunde gøre det uden Skam. og blandt Cæsars Venner især stole paa Proculejus; ham selv skulde hun ikke beklage for de sidste Omskiftelser, men prise lykkelig for det gode han havde opnaaet, da han var blevet den berømteste Mand, havde haft den største Magt og nu med Ære som Romer var blevet besejret af Romere.

78. Netop som han var død, kom Proculejus fra Cæsar. Efterat Antonius nemlig havde saaret sig selv og var blevet baaret bort til Kleopatra, tog en af Drabanterne, Derketaios, hans Dolk og gik bort med den skjult paa sig; derpaa løb han til Cæsar og meddelte før nogen anden Antonius' Død, idet han fremviste det blodbestænkte Vaaben. Da Cæsar havde hørt det, trak han sig tilbage til det indre af sit Telt og græd over Antonius, som havde været hans Svoger og Medregent og hans Fælle i mange Kampe og Foretagender. Derpaa tog han deres Brevveksling, tilkaldte sine Venner og læste den op, forat de kunde se hvor rimelige og berettigede hans Fordringer havde været, medens Antonius' Svar altid havde været afvisende og hovmodige. Derefter afsendte han Proculejus med Befaling til, hvis det var muligt, helst at bemægtige sig Kleopatra levende; dels var han nemlig ængstelig for Kostbarhederne, dels mente han, at hans Triumf vilde blive meget ærefuld, hvis hun blev ført i Triumftoget. Betro sin Person til Proculejus vilde hun ikke, men han nærmede sig udefra til Gravkammeret og stod og talte med hende ved en i Flugt med Jorden liggende Dør, som nok var fast lukket, men dog tillod Stemmen at trænge igennem. Hun forlangte Kongedømmet for sine Børn, medens han opfordrede hende til at være ved godt Mod og fuldtud stole paa Cæsar.

79. Da han under dette havde udspejdet Lokaliteterne og bragt Cæsar Besked, blev derpaa Gallus sendt for at tale med hende; han gik hen til Døren og gjorde med Villie sin Tale vidtløftig. Imidlertid blev en Stige sat til, og Proculejus kom ind gennem det Vindue, hvorigennem Kvinderne havde optaget Antonius, og gik straks, ledsaget af to Tjenere, hen til netop den Dør, hvor Kleopatra stod og lyttede til Gallus. Da den ene af de Kvinder der var indelukkede sammen med Kleopatra pludselig raabte: »Ulykkelige Kleopatra, Du bliver fanget!«, vendte hun sig om, og da hun saa Proculejus, vilde hun straks dræbe sig med en Dolk, sem hun netop bar paa sig; men Proculejus løb hurtigt hen, omsluttede hende med begge Arme og sagde: »Du gør Uret, Kleopatra, baade mod Dig selv og mod Cæsar, da Du berøver ham en udmærket Lejlighed til at vise sin ædle Karakter og bagvasker den mildeste Hersker som troløs og uforsonlig.« Tillige fratog han hende Vaabnet og rystede hendes Klæder, at hun ikke skulde skjule nogen Gift paa sig. Cæsar sendte ogsaa en af sine frigivne, Epafroditos, med Befaling til at holde skarpt Øje med hende, at hun ikke gjorde en Ulykke paa sig, men ellers behandle hende saa mildt og lemfældigt som muligt.

80. Cæsar selv drog ind i Byen samtalende med Filosoffen Areios og med hans Haand i sin, forat denne Mand straks kunde tiltrække sig Borgernes Opmærksomhed og Beundring, naar der vistes ham særlig stor Hæder. Han gik ind paa Idrætspladsen, besteg en dertil indrettet Forhøjning, og da Borgerne skrækslagne faldt paa Knæ, befalede han dem at rejse sig og sagde at han frikendte Folket for al Skyld, for det første af Ærefrygt for Grundlæggeren Alexander, for det andet af Beundring for Byens Skønhed og Størrelse, for det tredie af Godhed for sin Ven Areios. Denne Ære viste Cæsar Areios, og han benaadede for hans Skyld mange af de andre, deriblandt ogsaa Filostratos, som af den Tids Sofister var den dygtigste til at improvisere en Tale, men med Urette regnede sig til Akademiet. Derfor væmmedes Cæsar ogsaa ved hans Karakter og vilde først ikke høre hans Bøn; men han fulgte altid i Hælene paa Areios med langt, graat Skæg og iført en mørk Dragt, idet han stadig reciterede denne Verselinie:

Vise Mænd frelser vise, hvis de vise er.

Da Cæsar fik det at Tide og ønskede at befri Areios for Uvillie snarere end Filostratos for Frygt, lod han ham løbe.

81. Af Antonius' Børn blev Antyllus, hans Søn med Fulvia, udleveret af sin Hovmester Theodoros og dræbt. Da Soldaterne havde skaaret hans Hoved af, aftog Hovmesteren en meget kostbar Ædelsten han bar om Halsen og syede den ind i sit Bælte; da han nægtede at have taget den, men var blevet overbevist derom, blev han korsfæstet. Kleopatras Børn blev satte under lemfældig Bevogtning sammen med deres Tjenerskab. Cæsarion, der sagdes at være en Søn af Cæsar, havde Moderen sendt afsted til Indien gennem Æthiopien med mange Penge; men en anden Hovmester af samme Slags som Theodoros, Rhodon, fik ham til at vende tilbage ved at sige, at Cæsar vilde give ham Kongemagt. Da Cæsar overvejede Sagen, skal Areios have sagt:

Mange Cæsarer er ikke til Gavn.

Senere lod han ham ogsaa dræbe, efter Kleopatras Død.

82. Skønt mange baade Konger og Anførere bad om at maatte begrave Antonius, berøvede Cæsar ikke Kleopatra Liget, men det blev begravet af hende personlig pragtfuldt og kongeligt, saaledes at alt stilledes til hendes Kaadighed. Da hun dels paa Grund af sin store Sorg, dels af Smerte (hendes Bryst svulmede nemlig op efter Slagene, og der indtraadte Betændelse) blev angrebet af Feber, var hun glad over derved at faa et Paaskud til ikke at tage Næring til sig og saaledes uhindret berøve sig Livet. Hun havde en Ven og Læge Olympos, hvem hun meddelte Sandheden og havde til Eaadgiver og Hjælper i sine Selvmordsplaner, saaledes som Olympos selv har berettet i en Skildring af disse Begivenheder han har udgivet. Men Cæsar, som fik Mistanke, lod falde nogle truende Ytringer om hendes Børn, og da hendes Fasthed undergravedes ved disse Skræmmemidler, lod hun sig pleje og fandt sig i at modtage Næring.

83. Faa Dage efter kom han ogsaa selv for at tale med og trøste hende. Hun laa paa en Sivmaatte paa Jorden, men da han traadte ind, sprang hun op i det hlotte Linned og faldt paa Knæ for ham; hendes Hoved og Ansigt saa frygtelig forvildet ud, Stemmen skælvede og Øjnene var indfaldne. Hendes Bryst har ogsaa tydelige Spor af Mishandlingen, og i det hele taget syntes hendes legemlige Lidelser ikke mindre end de sjælelige. Dog var hendes kendte Ynde og det bedaarende ved hendes Skønhed ikke helt forsvundet, men skønt hun var saa medtaget, udstraalede hun ligesom indefra en Glans, der kom til Syne i hendes Minespil. Da Cæsar havde bedt hende tage Plads igen og selv havde sat sig i Nærheden, begyndte hun paa et Slags Forsvar, idet hun gav Nødvendigheden og sin Frygt for Antonius Skylden for hvad der var sket; men da Cæsar modsagde hende paa hvert enkelt Punkt, gav hun fortabt og gik snart over til at paakalde hans Medlidenhed og bønfalde ham, somom hun meget stærkt hang ved Livet. Tilsidst rakte hun ham en Liste over Kostbarhederne , og da Seleukos, en af hendes Intendanter, beskyldte hende for at skjule og tilegne sig adskillige Ting, sprang hun op, rev ham i Haaret og slog ham flere Gange i Ansigtet. Da Cæsar smilede og søgte at berolige hende, sagde hun: »Er det da ikke skammeligt, Cæsar, naar Du har nedladt Dig til at besøge mig i min Ulykke og tale til mig, at saa mine Slaver anklager mig, fordi jeg maaske har lagt noget Kvindestads til Side, dog Tel ikke til Pynt for mig selv, jeg ulykkelige, men for at give nogle Smaating til Octavia og Din Hustru Livia og gennem dem finde Naade og Barmhjertighed hos Dig?« Herover glædede Cæsar sig og troede bestemt, at hun hang ved Livet; derfor sagde han, at han baade vilde føje hende heri og ellers behandle hende mildere end hun havde drømt om, og gik derpaa bort, idet han bildte sig ind at have narret hende, men snarere selv var blevet narret.

84. Blandt Cæsars Venner var der en højtanset ung Mand Cornelius Dolabella, som havde noget tilovers for Kleopatra; han opfyldte nu en Bøn af hende og lod hende ved et hemmeligt Bud vide, at Cæsar selv vilde drage over Land gennem Syrien, men havde bestemt om to Dage at sende hende til Rom tilligemed hendes Børn. Da hun fik det at vide, bad hun først Cæsar om Tilladelse til at bringe Antonius et Offer, og da han var gaaet ind derpaa, lod hun sig bære hen til Graven, bøjede sig ned over Askeurnen sammen med de Kvinder der var hendes fortrolige og sagde: »Kære Antonius! For nylig begravede jeg Dig med Hænder der endnu var fri, men nu ofrer jeg som Krigsfange og bevogtet, forat jeg hverken ved Mishandlinger eller Jamren skal skæmme dette Trællelegeme, der gemmes til Triumfen over Dig. Vent ikke andre Æresbevisninger end Ofre: disse, som Kleopatra bringer Dig, er de sidste. I levende Live skilte intet os fra hinanden, men vi staar i Fare for at bytte Opholdssteder ved Døden: Du, Romeren, hviler her, og jeg ulykkelige skal maaske hvile i Italien, saaat jeg kun faar saameget Del i Dit Land. Men hvis virkelig Guderne der har nogen Styrke og Magt (de her har forraadt os), saa giv ikke Din Hustru til Pris i levende Live, og lad ikke mig blive stillet til Skue ved Triumfen over Dig, men skjul og begrav mig her sammen med Dig; af mine utallige Ulykker er ingen saa stor og frygtelig som denne korte Tid jeg har levet adskilt fra Dig.«

85. Da hun havde klaget saaledes, bekransede og kyssede hun Urnen og lod sig derpaa berede et Bad; efter at have badet sig gik hun til Bords og nød et prægtigt Maaltid. Saa kom der fra Landet en Mand med en Kasse, og da Kleopatras Bevogtere spurgte hvad den indeholdt, aabnede han den, tog nogle Figenblade bort og viste at den var fuld af Figener. Da de blev forbausede over deres Skønhed og Størrelse, smilede han og bød dem tage deraf; saa troede de ham og befalede ham at gaa ind med dem. Efter Maaltidet sendte Kleopatra en beskrevet og forseglet Vokstavle til Cæsar, og efter at have fjernet alle andre undtagen de to Kvinder lukkede hun Døren. Da Cæsar havde brudt Brevet og set at hun indstændigt bad ham om at begrave hende sammen med Antonius, begreb han hurtigt hvad der var sket. Først tænkte han paa selv at ile til hende; derpaa sendte han i Hast nogle der skulde se hvordan det stod til. Men Ulykken var sket hurtigt; da Mændene nemlig kom løbende og traf Vogterne intet anende, aabnede de Døren og fandt hende liggende død paa en gylden Løjbænk smykket som Dronning. Af de to Kvinder laa Eiras døende ved hendes Fødder, medens Charmion, som allerede vaklede og var tung i Hovedet, ordnede Diademet om hendes Hoved. Da een i Vrede sagde: »Er det smukt, Charmion?«, sagde hun: »Ja, det er udmærket smukt og hende værdigt, der nedstammer fra saamange Konger.« Mere fik hun ikke sagt, men faldt død om ved Siden af Løjbænken.

86. Man fortæller at Slangen blev bragt sammen med Fignerne og skjult af Figenbladene ovenpaa, fordi Kleopatra havde givet Befaling til at Dyret skulde bringes hende uden at hun selv anede det, og da hun tog Fignerne bort og saa Dyret, skal hun have sagt: »Det var altsaa Indholdet!« og have strakt sin blottede Arm frem, saa Slangen kunde bide. Andre siger at den forvaredes indelukket i en Krukke, og at Kleopatra med en Guldten lokkede den frem og ophidsede den, saaat den sprang ud og bed hende i Armen. Men Sandheden kender ingen; f. Eks. blev det ogsaa fortalt, at hun bar en Gift paa sig i et hult Rør, som var skjult i Haaret; men der viste sig paa hendes Legeme hverken nogen Plet eller andet Tegn paa Gift. Dog saa man heller ikke Dyret derinde, men det hed sig at man havde set nogle Slangespor paa Stranden som Kammeret med sine Vinduer vendte ud imod. Nogle fortæller at der ogsaa paa Kleopatras Arm saas to fine og utydelige Stik, og Cæsar synes at have fæstet Lid til denne Fremstilling; ved Triumfen blev der nemlig baaret et Billede som forestillede Kleopatra selv og Slangen som bed hende. Saaledes skal dette altsaa være gaaet til. Cæsar var nok ked af Kleopatras Død, men beundrede hendes Mod og lod hende begrave med kongelig Pragt sammen med Antonius; ogsaa de to Kvinder fik paa hans Befaling en ærefuld Begravelse. Kleopatra var ved sin Død 39 Aar; hun havde været Dronning i 22 Aar og regeret sammen med Antonius i mere end 14. Antonius blev efter nogles Sigende 56, efter andre 53. Billedstøtterne af Antonius blev omstyrtede; derimod blev Kleopatras staaende, efterat en af hendes Venner Archibios havde givet Cæsar 2000 Talenter, forat de ikke skulde faa samme Skæbne.

87. Af de syv Børn Antonius efterlod sig i sine tre Ægteskaber var den ældste, Antyllus, den eneste Cæsar lod dræbe; de øvrige tog Octavia til sig og opdrog sammen med sine egne. Kleopatras Datter af samme Navn giftede hun med den højtdannede Konge Juba; Anto nius, Fulvias Søn, gjorde hun saa mægtig, at medens Agrippa indtog den første Plads hos Cæsar og Livias Børn den anden, var og regnedes Antonius for den tredie. Med Marcellus havde hun to Døtre og een Søn, Marcellus; Cæsar adopterede denne og gjorde ham tillige til sin Svigersøn, medens han gav Agrippa den ene af Døtrene til Ægte. Da Marcellus imidlertid døde lige efter sit Bryllup og det ikke var let for Cæsar blandt sine andre Venner at vælge sig en Svigersøn han kunde stole paa, forestillede Oetavia ham, at Agrippa burde skille sig ved hendes Datter og ægte Cæsars. Da først Cæsar og derpaa Agrippa var gaaet ind derpaa, fik hun sin egen Datter tilbage og giftede hende med Antonius, medens Agrippa ægtede Cæsars Datter. Af Antonius' og Octavias to Døtre, der endnu staar tilbage, blev den ene gift med Domitius Ahenobarbus, den anden, den for sin Kyskhed og Skønhed berømte Antonia, med Livias Søn Drusus, en Stesøn af Cæsar. Disse fik Sønnerne Germanicus og Claudius, af hvilke den sidste senere blev Kejser; af Germanicus' Børn blev Gajus efter en kort, men berømmelig Regering dræbt tilligemed Kone og Barn, medens Agrippina, som med Ahenobarbus havde en Søn Lucius Domitius, ægtede Claudius Cæsar; hendes Søn blev adopteret af Claudius og fik Navnet Nero Germanicus. Denne, der kom paa Tronen i min Levetid, dræbte sin Moder og havde ved sit rasende Vanvid nær kuldkastet Romerriget; han var en Efterkommer af Antonius i fjerde Led.

Sidst revideret 2. 4. 2004 af Simon Laursen