Polybs venskab med Scipio
Polyb 31, 23 - 30
Oversat af Simon Laursen (2015)
Den græske historiker Polyb blev efter slaget ved Pydna i 168 fvt. bragt til Rom som krigsfange som én af tusind ledende borgere i Akhaia, et forbund af græske stater, der havde ført krig mod Rom sammen med kong Perseus af Makedonien (den tredje makedoniske krig). Romerne havde i denne krig sejret under Lucius Aemilius Paullus, en ledende romersk politiker, der havde adopteret to af sine sønner bort til romerske familier, der ikke havde kunnet få en mandlig arving selv, dels slægten Scipio, dels slægten Fabius Maximus. Hans to andre sønner døde imidlertid og efterlod ham selv uden direkte arvinger; hans to bortadopterede sønner arvede ham så, da han døde i 160 fvt.
Polyb og de andre krigsfanger måtte blive i Rom i mange år; men Polyb var heldig, som han forklarer i det følgende: han blev nær ven af den yngre Scipio. Ad den vej fik han mulighed for at iagttage de sejrende romere på nærmeste hold og videregive sin indsigt til sine landsmænd på skrift. I dette stykke giver han således også en karakteristik af den aristokratiske og stærkt konkurrenceprægede romerske elite - med klar sympati for Scipio.
23. Progressionen i min fremstilling og selve begivenhederne har nu bragt os til dette hus, og jeg vil opfylde mit løfte fra foregående bog af hensyn til folks nysgerrighed. 2 Jeg lovede at fortælle, hvorfor og hvordan Scipios anseelse i Rom voksede sig så stort og strålede så meget mere, end det egentlig burde, 3 og desuden hvordan det kom sig, at Polybs venskab og fortrolighed med den omtalte person blev så tæt, at rygtet om dem bredte sig til ikke bare Italien og Grækenland, men deres daglige omgang og nære forhold blev kendt endnu længere væk. 4 At begyndelsen på relationen mellem de nævnte kom af læsning af bøger og af snak om dem, har jeg allerede gjort klart, 5 men da de kom til at omgås hyppigere, og de udleverede blev fordelt på byerne, udvirkede Fabius og Scipio, Lucius [Aemilius]' unge sønner, hos prætor, at Polyb kunne blive i Rom. 6 Da det var sket, og deres indbyrdes samvær tog meget til, fandt følgende hændelse sted. 7 En dag forlod alle Fabius' hus på samme tid, og det faldt sig, at Fabius drejede af mod forum, mens Polyb gik til den anden side sammen med Scipio. 8 Som de gik der på gaden, sagde Publius med stille og rolig stemme, men med en let rødmen, 9 "Sig mig, Polyb, to brødre er vi, som spiser og drikker med dig, men du taler hele tiden med ham og stiller og svarer spørgsmål fra ham, mens du ignorerer mig. 10 Du har tydeligt nok også den samme opfattelse af mig, som jeg har ladet mig fortælle mine medborgere i øvrigt har. 11 De synes, jeg er for afslappet eller for sløv, hører jeg, og helt fremmed for romersk væsen og adfærd, fordi jeg har besluttet mig for ikke at tale i retssager. 12 De siger, at det ikke var sådan et overhoved, huset jeg hører til søgte, tværtimod - og det er det, der gør mest ondt."
24. Overrasket over den unge mands uventede åbning (han var dengang ikke mere end 18 år gammel) sagde Polyb: 2 "Ved alle guder, Scipio, sig ikke det, tænk det slet ikke! 3 Det er ikke, fordi jeg ringeagter eller ignorerer dig, jeg opfører mig sådan; men fordi din bror er ældre end du, begynder og slutter jeg i vore diskussioner med ham, og når jeg svarer på spørgsmål eller giver gode råd, er det ham, jeg henvender mig til, i den forventning, at du deler hans opfattelse. 4 Jeg er imponeret af dig, når du siger, at du finder det rigtigst at være mindre hård, end det passer sig at være for folk, der kommer af huset Scipio - det er jo klart, at du er stolt over det. 5 Jeg for min del ville med glæde vie min tid til dig og hjælpe dig med at sige og gøre, hvad der er dine forfædre værdigt. 6 Den faglige indsigt, som jeg nu ser jer optaget af at udmærke jer i, vil I ikke komme til at savne villig hjælp til nogen af jer; 7 jeg ser for tiden en hærskare af den slags folk strømme til fra Grækenland. 8 Men hvad angår det, der irriterer dig nu og på den måde, du siger, tror jeg ikke, du kan finde en mere egnet støtte og hjælper end mig." 9 Polyb var ikke engang færdig med at sige disse ord, før han med begge hænder greb Polybs højre og med et dybtfølt håndtryk sagde: "Om jeg dog bare får den dag at se, hvor du sætter alt andet til side for at vi mig din fulde opmærksomhed og tilbringer al din tid med mig! 10 Så vil jeg straks føle mig værdig til både huset Scipio og mine forfædre." 11 Polyb følte ganske vist glæde over at se den unge mands engagement og interesse, men han var også usikker på situationen ved tanken om husets fremtrædende rolle og dets medlemmers succes. 12 Men siden de lavede denne aftale, veg den unge mand ikke fra Polybs side, og han tilsidesatte alt for at kunne være sammen med ham.
25. Fra den tid gav de vedvarende hinanden prøver på sig selv i deres gøremål og kom næsten i et familie-forhold med faderlige og sønlige følelser for hinanden. 2 Den første idé, de fik i deres stræben efter de høje mål, var at vinde berømmelse for mådehold og selvbeherskelse og i denne henseende at overhale alle jævnaldrende. 3 Skønt det var en stor og vanskeligt opnåelig førsteplads, var den let at gå efter på de tider i Rom på grund af den almindelige dekadence. 4 Nogle af de unge var forfaldne til mandlige, andre til kvindelige prostituerede, mange til koncerter og parties og den luksus, man udfoldede der; de havde hurtigt taget grækernes tilbøjelighed i denne henseende til sig under krigen mod Perseus. 5 Overfor den slags aktiviteter var der hurtigt opstået en sådan afhængighed i de unge, at mange havde købt sig en elsker for en talent, og mange brugte 300 drakhmer på en krukke med saltet fisk fra Sortehavet ['kaviar']. 5a Cato var forarget over disse forhold og sagde engang i en tale til folket, at man navnlig kunne se dette forfald i samfundet derpå at kønne drenge hentede højere priser end landbrugsejendomme og krukker med saltet fisk kostede mere end nye trækdyr. 6 Denne livsstil brød så at sige igennem på den tid, vi taler om, for det første fordi efter tilintetgørelsen af kongeriget Makedonien intet syntes at kunne gøre dem verdensherredømmet stridigt, 7 og for det andet fordi der var stor fokus på velstanden i både deres private livsførelse og i den offentlige sfære, efter at rigdommene var blevet bragt over til Rom fra Makedonien. 8 Men Scipio gik efter den modsatte livsstil, modsatte sig alle disse lyster og viste sig på alle måder konsekvent i harmoni med sig selv, så han på måske de første fem år erhvervede ry for selvkontrol og m&ådehold i hele befolkningen.
9 Herefter lagde han sig konsekvent efter at udmærke sig ved ikke at være smålig og korrupt i økonomiske spørgsmål. I den henseende var det et godt udgangspunkt for ham at have levet i sin naturlige fars nærhed, men han havde også de nødvendige gode naturlige anlæ - og omstændigheder ude af hans kontrol hjalp ham også meget med den ambition.
26. Hans adoptivfars mor var den første, der gik bort. Hun var søster til hans naturlige far Lucius [Aemilius] og gift med hans adoptivbedstefar, som blev kaldt Scipio den ældre. 2 Hun efterlod en stor formue, og som arving skulle han i denne sammenhæng for første gang give prøver på sin karakter. Aemilia, som omtalte kvinde hed, havde storslået udstyr til sin offentlige optræden (hun havde jo delt liv og lykke med Scipio i al hans succes): 4 udover de smykker, hun selv bar, og hendes vogns udsmykning bragte hun kurve og bægre, og hvad der ellers skal bruges til ofringer, med sig (noget af det af sølv, noget af guld), når hun trådte frem ved vigtige begivenheder i offentligheden, 5 og antallet af piger og slaver, der ledsagede hende, svarede dertil. 6 Alt dette udstyr forærede han straks efter Aemilias død til sin mor, som var blevet skilt fra Lucius allerede mange år forinden, og som optrådte med mindre pragt i offentligheden, end hendes fornemme afstamning krævede. 7 Derfor havde hun i den forudgående tid trukket sig tilbage fra de højest profilerede begivenheder, men nu kom hun (der fandt tilfældigvis en vigtig offentlig kultisk handling sted) til stede i Aemilias udstyr, og da kuskene, forspandet og selv vognen foruden alt det andet var det samme, 8 skete der det, at de kvinder, der så, hvad der var sket, blev slået af Scipios høje moralske standard og generøsitet, og med fremstrakte hænder ønskede de alle alt godt for den omtalte person. 9 Det ville vel virke moralsk godt overalt, og med god grund, men i Rom ville det også vække undren - der er rent ud sagt ingen, der frivilligt giver noget af deres private ejendom væk til nogen som helst. 10 Dette var det første skridt mod hans ry for uangribelighed og var en stor succes, for så vidt som kvindekønnet er både snakkesaligt og hæmningsløst, uanset hvad det kaster sig over.
27. Herefter skulle han udbetale halvdelen af medgiften til Scipio den ældres døtre, hans adoptivfars søstre, [ nogle uforståelige ord ]. 2 Faderen havde aftalt at give hver af sine døtre halvtreds talenter, 3 og af dem udbetalte deres moder straks halvdelen til deres mænd, men ved hendes død efterlod hun den anden halvdel som gældspost. 4 Derfor måtte Scipio udrede denne gæld til sine fastre. 5 Selvom han efter romersk lov ikke skulle betale beløbet, kvindernes medgift udgjorde, før efter tre år, hvorimod løsøre udleveres allerede efter 10 m&airng;neder ifølge skik og brug, 6 gav Scipio straks sin bank anvisning på at udbetale de 25 talenter til begge inden for fristen på 10 måneder. 7 Da Tiberius [Sempronius Gracchus] og Scipio Nasica (de var gift med de omtalte kvinder) henvendte sig i banken ved udløbet af de 10 måneder og spurgte, om Scipio havde givet instrukser om pengene, bad bankmanden dem om at modtage 25 talenter hver og noterede beløbet i sine bøger. 8 De to mænd sagde, at han havde misforstået det - de skulle ikke for øjeblikket have hele summen, men ifølge loven kun en tredjedel. 9 Men da bankmanden insisterede på, at dette var, hvad Scipio havde givet ham instruks på, nægtede de to mænd at tro på det og opsøgte straks den unge mand, fordi de mente, at han så ikke kendte reglerne. Det gav god mening, at de ikke troede det, 10 for der er ikke bare ingen i Rom, der ville udbetale 50 talenter tre år for tidligt; ingen ville udbetale én bare én dag for tidligt. 11 Så nøjeregnende i detaljen er enhver i Rom, når det kommer til penge, og i den grad drager de fordel af betalingsterminerne. 12 Men da de havde opsøgt ham og spurgt ham, hvad han havde instrueret banken om, og han havde svaret dem, at den skulle udbetale hele summen til hans fastre, sagde de, det var en fejl og understregede samtidig behovet for omhu - 13 han kunne jo ifølge loven disponere over beløbet en rum tid endnu. 14 Men Scipio forklarede, at han var helt på det rene med det, men at han måske nok ville være nøjeregnende overfor fremmede, men efter evne behandlede sine slægtninge og sine venner ligefremt og ordentligt. 15 Han bad dem derfor om at modtage hele summen i banken. 16 Tiberius og hans ledsager vendte efter disse ord tilbage i stilhed, dybt berørt af Scipios generøse indstilling og selv afsløret i småtskåren adfærd, selvom de ikke stod tilbage for nogen romer.
28. To år senere døde hans naturlige far, Lucius Aemilius, og efterlod som sine arvinger ham selv og hans bror Fabius, og så gjorde han igen noget mindeværdigt. 2 Lucius var barnløs, fordi han havde bortadopteret nogle af sine sønner til andre huse, og alle hans andre sønner, som han havde beholdt til at fortsætte slægten, var gået bort; han testamenterede derfor sin formue til de to sidste. 3 Scipio kunne se, at hans bror formuemæssigt stod svagere end han selv og gav afkald på hele formuen, som i samlet værdi var over 60 talenter, fordi Fabius så ville komme til at stå lige med ham i midler. 4 Da dette rygtedes, føjede han et andet, endnu tydeligere bevis på sin karakter til; 5 hans bror ønskede at afholde gladiatorspil til sin faders ære, men da han ikke kunne påtage sig udgiften på grund af størrelsen af det beløb, der blev brugt, oppebar Scipio også halvdelen af udgiften af sine egne midler. 6 Hele udgiften er på ikke under tredive talenter, hvis man afholder dem storslået. [ Nogle ord mangler muligvis ] 7 Mens rygtet om ham spredte sig, gik hans mor bort. 8 Men Scipio holdt sig i den grad fra at tage det, som han tidligere havde foræret væk, og som jeg har talt om for lidt siden, at han ligefrem gav både det og hele resten af sin mors formue til sine søstre, selvom de overhovedet ikke havde lovligt krav på noget af den. 9 Så når hans søstre kunne overtage hele det prægtige udstyr til offentlig fremtræden, der havde tilhørt Aemilia, viste det igen det generøse og slægtsbevidste i Scipios indstilling fra en ny side.
10 Efter en dannelsesproces som denne fra sin tidligste ungdom fortsatte Publius Scipio med at sætte en ære i selvkontrol og enhver anden god menneskelig egenskab. 11 Det brugte han måske 60 talenter på - så meget gav han ud af sin private formue - og vandt en indiskutabel berømmelse for sine kvaliteter; han nåede sit forehavende ikke så meget ved omfanget af de anvendte midler som ved timingen af sine udbetalinger og måden, han gav hjælp på. 12 Sin selvkontrol og sit mådehold udviklede han uden at bruge penge, men ved at afholde sig fra forlystelser af forskellig art vandt han et godt fysisk helbred og en sund konstitution, 13 som fulgte ham hele livet og gav ham mange glæder og oplevelser til gengæld for de forlystelser, der tidligere havde tilbudt sig, og som han havde afstået fra.
29. Tilbage stod alt vedrørende personligt mod, noget af det vigtigste i ethvert samfund og navnlig i Rom. Han måtte også gøre den største indsats i denne henseende. 2 Men han fik også god hjælp med den ambition ved et rent tilfælde. 3 Hoffet i Makedonien var voldsomt interesseret i jagt, og makedonerne havde afsat de bedst egnede områder til dyrehaver, 4 og det forholdt sig sådan, at disse dyrehaver var blevet passet omhyggeligt, som de altid var blevet, i hele krigens tid, men at der ikke havde fundet nogen jagt sted i de fire år på grund af de voldsomme begivenheder. Derfor var dyrehaverne fulde af vildt af enhver art. 5 Efter krigens afgørelse mente Lucius [Aemilius], at den bedste træning og afslapning, de unge kunne få, var at gå på jagt, samlede de kongelige jægere og stillede hele det kongelige jagtvæsen til Scipios rådighed. 6 Scipio kastede sig jagten med den opfattelse, at han nærmest var kongen selv, og forblev opslugt i den al den tid, hæren blev i Makedonien efter slaget. 7 Hans begejstring i denne henseende blev stor - han havde netop den rette alder og naturlige anlæg, som en ung racehund - og der skete det, at lysten til jagt varede ved. 8 Da han var kommet tilbage til Rom, blev Polybs begejstring i denne henseende en medvirkende faktor. Andre unge kastede sig ud i retssager og visitter, travlt optagede på forum, i forsøget på at komme n&arlig;r på deres medborgere. 9 Al den tid, de brugte på det, brugte Scipio på jagt, og da han altid præsterede blændende, mindeværdige bedrifter, hentede han sit et bedre omdømme end de andre. 10 For de andre unge kunne ikke få hædrende omtale undtagen ved at skade en af deres medborgere - det er det normale resultat af at være aktiv i domstolene - 11 men Scipio opnåede, helt uden at genere nogen, at der var bred enighed om hans personlige mod - han konkurrerede med handling mod ord. 12 Så på kort tid overhalede han sine jævnaldrende som ingen anden romer i mands minde, selvom han var gået helt andre veje for at vinde status end alle andre, stik mod romersk skik og brug.
30. Jeg har givet en længere redegørelse for Scipios valg af livsstil fra hans første ungdom, fordi jeg mente, mine ældre læsere kunne finde behag, de unge drage nytte af den historie, 2 og især fordi jeg ville give et troværdigt grundlag for det, der skal siges om ham i de følgende bøger, så tilhørerne hverken skal komme i tvivl, når nogle senere begivenheder, han var involveret i, virker ejendommelige, 3 eller de skal nægte at anerkende mandens helt rationelle succeser og tilskrive dem held, fordi de ikke kender årsagerne til hver enkelt begivenhed - på nær nogle ganske få, som er de eneste, man kan tilskrive held og omstændigheder uden for kontrol.
Til værkoversigten
|
|