Denne side kan kun vises korrekt, hvis du er online, og siden læses ned fra sin moderside
Roms forfatning, almen indledningPolyb, 6, 1-10Oversat af Johs. Forchhammer (1896) Indledning 1. Nu ved jeg nok, at nogle vil spørge, hvorfor jeg har afbrudt den sammenhængende Fortællings Traad og henlagt Redegørelsen for den omtalte [den romerske] Statsforfatning til dette Tidspunkt. Men at jeg fra Begyndelsen af ogsaa har anset dette for en nødvendig Del af den hele Opgave, det tror jeg, at jeg tydelig har vist paa mange Steder og navnlig i den grundlæggende Indledning til min Undersøgelse, hvor jeg har sagt, at det paa en Gang var det skønneste ved min Opgave og det nyttigste for Læseren at lære at kende, hvorledes det gik til, at næsten hele Verden i Løbet af ikke fuldt femti tre Aar blev overvældet og faldt ind under et og samme Folk, nemlig Romernes Herredømme, og hvilken Politik disse fulgte for at naa dette Maal - noget, man ikke før har set Magen til. Men da dette engang var bestemt, fandt jeg ikke noget Tidspunkt gunstigere end det nærværende til en Undersøgelse og Prøvelse af det, der skulde siges om Statsforfatningen. Thi ligesom de, der i private Forhold danne sig en Opfattelse af daarlige eller brave Mænd - naar de da sætte sig for at anstille en ærlig Prøvelse - i deres Undersøgelse ikke gaa ud fra de rolige Livsafsnit, der er uden Farer, men fra de bratte Fald i Ulykkens Tider og Opsvinget i Lykkens Dage, idet de kun anse det for en Prøve paa en Mand, som han skal være, at han kan bære Lykkens bratte Omskiftelser med frejdigt og værdigt Sind - saaledes maa man ogsaa betragte en Statsforfatning paa samme Maade. Da jeg nu ikke saa, hvorledes man kunde finde noget brattere eller større Omslag i min Tid end det, der ramte Romerne, har jeg henlagt Redegørelsen for det ovennævnte til dette Tidspunkt. - - 2. Hvad der paa en Gang fængsler og gavner de lærelystne, er Undersøgelsen af Begivenhedernes Aarsager og Valget af det, der i hvert enkelt Tilfælde er det bedste. Men for den væsentligste Aarsag tit Lykke og Ulykke i ethvert Foretagende maa man anse Statens Forfatning; thi af den ligesom af en Kilde udspringe ikke blot alle Planer og Anslag til Foretagenderne, men deraf hente de ogsaa deres Fuldbyrdelse. - - - 3. Hvad de hellenske Stater angaar, saa mange af dem, der ofte er tiltagne i Magt og ligesaa ofte har prøvet et Omslag til det stik modsatte, er det lige let at berette om det, der er gaaet forud, og at angive, hvad der vil ske. Thi det er let nok at fortælle, hvad der er bekendt; og at forudsige Fremtiden,. det man drager Slutninger af det, der allerede er sket, er heller ikke vanskeligt. Men angaaende Romernes Stat er det ikke saa lige til, hverken at fremstille den nærværende Tilstand, paa Grund af Forfatningens Mangesidethed, eller at forudsige noget om Fremtiden, paa Grund af Mangel paa Kendskab til deres tidligere Ejendommeligheder baade i offentlige og i private Forhold. Derfor kræves der en mere end almindelig Overvejelse og Undersøgelse, om man klart vil erkende det særlige ved den. De fleste af dem, der vil belære os om sligt, nævne nu tre Slags Forfatninger, af hvilke de kalde den ene Kongedømme, den anden Adelsdømme (Aristokrati) og den tredie Folkedømme (Demokrati). Men det synes mig, at man med god Grund kunde spørge dem, om de anføre disse Statsforfatninger som de eneste eller maaske kun som de bedste. I begge Tilfælde synes de mig at fejle; thi for det første er det aabenbart, at man maa anse den Forfatning for den bedste, som er sammensat af alle de ovennævnte Arter. Herpaa har vi nemlig et Bevis, ikke blot i Ord, men ogsaa i Gerning, idet Lykurgos først af alle sammensatte Lakedaimoniernes Statsforfatning paa denne Maade. Men heller ikke det kan man indrømme, at disse er de eneste; thi vi har allerede set visse. monarchiske og tyranniske Forfatninger, som, skønt de er meget forskellige fra Kongedømmet, dog synes at have en vis Lighed dermed. Derfor tiltage sig ogsaa alle Eneherskere, saa vidt de kan det, falskelig Kongenavnet. Ogsaa oligarchiske Stater har der jo været endog flere af, der synes at have nogen Lighed med de aristokratiske, skønt de saa at sige er himmelvidt forskellige derfra. Og det samme gælder ogsaa om Demokratiet. 4. Men at det, jeg siger, er sandt, er aabenbart af følgende: Ikke ethvert Slags Enevælde skal man straks kalde Kongedømme, men alene det, der frivillig godkendes, og som mere styres ved Indsigt end ved Frygt og Vold. Heller ikke maa man anse ethvert Oligarchi (Faamandsvælde) for Aristokrati, men kun det, som ledes af de retfærdigste og forstandigste Mænd, udtagne ved Valg. Paa samme Maade maa man heller ikke regne det for et Demokrati, hvor Massen er Herre over at gøre, hvad den vil og sætter sig i Hovedet. Men hvor det er Fædrenesæd at dyrke Guderne, ære Forældrene, agte de ældre og adlyde Lovene, i saadanne Samfund kan man tale om et Demokrati, naar det gennemføres, som Flertallet vedtager. Derfor maa man ogsaa sige, at der er seks Slags Forfatninger, de tre ovennævnte, som alle tale om, og tre, som er beslægtede med dem, nemlig Enevælden, Faamandsvælden og Massevælden (Ochlokratiet). Først opstaar nu formløst og af en vis Naturnødvendighed Enevælden. Efter den følger og af den skabes Kongedømmet med faste Former og gode Indretninger. Naar nu , dette gaar over i sin beslægtede slette Afart, jeg mener Tyranniet, saa opstaar ved dettes Afskaffelse et Aristokrati. Er dette saa efter Naturens Orden udartet til et Oligarchi, og Mængden i sin Harme har straffet de styrendes Uretfærdigheder, opstaar et Demokrati; men af Folkets Overmod og Lovløshed fremgaar igen med Tiden et Ochlokrati. At dette nu virkelig forholder sig, som jeg har sagt, kan man sikrest erfare ved at lægge Mærke til hver enkelt af disse Arters Begyndelse, Udvikling og Forvandling. Thi kun den, der har forstaaet, hvorledes enhver af dem opstaar, kan forstaa hver enkelts Vækst og Blomstring, Omslaget og Afslutningen, samt naar, hvorledes og hvor den igen vil indtræde. Men særlig har jeg ment, at denne Fremstillingsmaade vil passe for den romerske Forfatning, fordi den fra Begyndelsen af har faaet sin Indretning og Vækst paa naturlig Vis. 5. Nøjagtigere bliver nu maaske dette Punkt om den naturlige Overgang fra den ene Forfatning til den anden forklaret hos Plato og nogle andre Filosoffer. Men da det er noget indviklet og bliver temmelig vidtløftig fremstillet, er det kun tilgængeligt for faa. Kun saa meget deraf, som jeg mener, hører med til den politiske Historie og den almindelige Forstaaelse, vil jeg forsøge at gennemgaa i sine Hovedtræk. Skulde der nemlig synes at mangle noget i den almindelige Redegørelse, vil Udførelsen i det enkelte af det, der i det følgende skal behandles, give tilstrækkelig Forklaring om det, der nu kunde være uklart. Hvad Slags Begyndelse mener jeg nu, og hvorledes tænker jeg mig, at Statssamfund først er opstaaede? Naar enten ved Oversvømmelser eller Farsoter eller Misvækst eller af andre lignende Aarsager Menneskeslægten gaar til Grunde - som vi har hørt, tidligere er sket, og som det er rimeligt, oftere igen vil ske - gaa ogsaa alle menneskelige Sysler og Kunster samtidig til Grunde. Naar nu af de tilbageblevne Spirer (for at bruge dette Udtryk) en ny Befolkning med Tiden vokser op igen, saa vil det vel gaa Menneskene (lige som de andre levende Væsener) saaledes, at naar de samle sig - og det er rimeligt, at de formedelst deres naturlige Svaghed paa denne Maade slutte sig til deres Lige - saa vil nødvendigvis den, der udmærker sig ved legemlig Styrke og Mod, komme til at føre an og herske. Thi hvad vi ogsaa se hos de ufornuftige Væsener, det bør vi i sandeste Forstand anse for Naturens eget Værk; og hos dem se vi uimodsigelig, at de stærkeste føre an - jeg tænker paa Tyre, Vildsvin, Haner og lignende Dyr. Fra først af, er det nu rimeligt, at ogsaa Menneskene har ført et saadant Liv, idet de har sluttet sig sammen paa Dyrenes Vis og fulgt de stærkeste og kraftigste. Styrken er Grundprincippet for deres Regering, som man vel kunde kalde for Enevælde. Men naar der i Tidens Løb i Samfundene udvikler sig et Fællesskab i Opfostring og Omgang, dannes Begyndelsen til et Kongedømme; og saa først opstaar der hos Menneskene en Forestilling om det skønne og det retfærdige og deres Modsætninger. 6. Men Maaden, hvorpaa det her nævnte opstaar og udvikler sig, er følgende. Alle har af Naturen en Drift til Samliv, og heraf opstaar Børneavl. Naar nu et af Børnene kommer til Skelsaar og ikke yder Forældrene Tak eller Bistand, men tvertimod i Ord eller Gerning søger at krænke dem, er det aabenbart, at han maa vække Mishag og Anstød hos sine Omgangsfæller, der har lagt Mærke til den Omsorg og det Besvær, som Forældrene har havt med deres Børns Røgt og Pleje. Da nemlig Menneskene deri adskille sig fra de andre levende Væsener, at de alene har Forstand og Fornuft, er det klart, at de ikke kan overse den ovennævnte Strid, som Tilfældet er med Dyrene, men maa lægge Mærke til det, der sker, og føle Mishag ved det, de er Vidner til, idet de forudse Følgerne og gør den Slutning, at noget lignende vil kunne ramme enhver af dem. Og endvidere, naar en faar Hjælp eller Understøttelse af en anden i Farer, og saa ikke yder sin Redningsmand Tak, men maaske endogsaa søger at skade ham, er det klart, at de, som ved derom, maa føle Mishag og stødes derved, idet de dele deres Næstes Harme og tænke, at noget lignende kan ramme dem selv. Her opstaar da hos enhver en Forestilling om Begrebet Pligt og dets Betydning, og det er Begyndelsen til Retfærdighed og Endemaalet for den. Paa samme Maade igen, naar en i Farer optræder som alles Forsvarer eller rolig venter paa og modtager de kraftigste Dyrs Angreb, er det rimeligt, at en saadan Mand af Mængden modtager Tegn paa Velvilje og Hyldest, og at den, der gør det modsatte, paadrager sig Fordømmelse og Uvilje. Heraf er det atter let at forstaa, at der hos Mængden opstaar et vist Begreb om det hæslige og det skønne og Forskellen derimellem, og at det ene, fordi det gavner, vækker Beundring og Lyst til Efterligning, det andet derimod Afsky. Naar nu den, der staar i Spidsen for dem og har den højeste Magt, altid støtter de ovennævnte i Overensstemmelse med Mængdens Opfattelse, og hans Undergivne mene, at han er tilbøjelig til at give enhver efter Fortjeneste, underordne de sig ikke mere af Frygt for ydre Magt, men fordi de for det meste bifalde hans Mening; og de hjælpe til at opretholde hans Regering, selvom han er en Olding, idet de endrægtig forsvare ham og kæmpe imod dem, der vil styrte ham fra Regeringen. Og saaledes er han da ganske uformærket fra Enehersker bleven Konge, naar Fornuften har faaet Herredømmet i Stedet for Modet og den legemlige Styrke. 7. Dette er Menneskenes første naturbegrundede Forestilling om det skønne og det retfærdige og det modsatte, og dette er Begyndelsen og Oprindelsen til et virkeligt Kongedømme. Thi Undersaatterne sikre ikke blot dem selv Regeringen, men ogsaa deres Efterkommere i lange Tider, idet de er overbeviste om, at de, der nedstamme fra saadanne Mænd og er opfostrede under deres Øjne, ogsaa vil have lignende Grundsætninger. Men hvis de i Tidens Løb skulde blive utilfredse med deres Efterkommere, træffe de siden Valget af Øvrighedspersoner og Konger ikke længer efter legemlige Kræfter eller Mod, men efter Forstandens og Fornuftens Fortrin, da de i Gerning selv har prøvet den Forskel, der er paa begge Dele. I gamle Dage blev nu de, der engang var valgte og havde faaet denne Magt, gamle i Kongedømmet, idet de befæstede passende Steder og omgav dem med en Mur eller erhvervede nyt Land, det første for Sikkerheds Skyld, det sidste for at skaffe Undersaatterne rigeligere Livsfornødenheder. Saa længe de nu arbejdede herpaa, gik de fri for al Bagvaskelse og Misundelse, fordi de hverken i Klæder eller i Spise og Drikke skilte sig synderlig fra Mængden, men førte en lignende Levevis og altid levede sammen med dem. Men senere, naar de overtog Regeringen efter Arv og Slægtskab og allerede havde det til Rede, der krævedes til Sikkerhed, og ikke blot til Rede men til Overflod, hvad der krævedes til Underhold, saa fulgte de deres Lyster og mente paa Grund af deres Rigdom, at de styrende burde have anden Slags Klæder end deres Undergivne og anden Slags Kost og mangehaande Anretninger, og at de kunde tilfredsstille deres kødelige Lyster og Krav uhindret ogsaa paa utilbørlig Maade. Da der nu herover dels opstod Misundelse og Uvilje, dels vaktes glødende Had og Forbitrelse, blev Kongedømmet til Tyranni, og der begyndte en Opløsning og man lagde Efterstræbelser mod de herskende. Og dette udgik ikke fra de ringeste, men fra de ædleste og mest højsindede og tilmed modigste Mænd, fordi disse mindst kunde taale de styrendes Overmod. 8. Da nu Mængden, naar den fik Førere, af de ovennævnte·Grunde kraftig støttede dem mod de styrende, blev Kongedømmet og Enevælden som Statsform ganske ophævet, og Adelsdømmet opstod i sin Tur og tog sin Begyndelse. Thi dem, der havde gjort Ende paa Enemagten, gav Mængden saa at sige en kontant Betaling til Tak, idet den brugte dem som Forstandere og gav dem Formynderskab over sig. Og i Begyndelsen satte disse, tilfredse med deres Formynderstilling, intet over det almene Vel og varetog alt med Omhu og Paapassenhed, baade Mængdens private og de offentlige Anliggender. Men naar nu en saadan Myndighed fra Faderen var gaaet over til Sønnerne, som aldrig havde prøvet Modgang og i det hele var ubekendte med borgerlig Lighed og Frihed, men fra Ungdommen af var opdragne i deres Fædres høje Magtstilling, saa hengav nogle sig til Havesyge og uretfærdig Vinding, andre til Drukkenskab og det dermed følgende umættelige Vellevnet, andre igen til at krænke Kvinder og røve Drenge, og forandrede saaledes Adelsdømmet til Faamandsvælde, idet de snart hos Mængden fremkaldte en Tilstand, der lignede den ovenfor nævnte. Derfor kom ogsaa Enden paa Omvæltningen til at ligne de Ulykker, der havde ramt Tyrannerne. 9. Thi naar en har faaet øjet op for den Misundelse og det Had, der hersker hos Borgerne mod de styrende, og saa har Mod til at sige eller gøre noget imod dem, saa finder han hele Massen beredt til at hjælpe sig. Enden bliver saa den, at naar de har dræbt nogle og jaget andre i Landflygtighed, vove de ikke at sætte en Konge i Spidsen for Staten, idet de endnu bestandig frygte for de tidligeres Uretfærdighed; heller ikke driste de sig med de forudgaaende Misgreb lige for øje til at overgive Ledelsen af de offentlige Anliggender til flere; men da de kun har et eneste sikkert Haab tilbage, nemlig til sig selv, hengive de sig til det, gør Forfatningen fra oligarchisk til demokratisk og overtage selv Ledelsen og Ansvaret for de offentlige Sager, Saalænge der da endnu er nogen tilbage af dem, der har prøvet en trykkende Herskermagt, er de tilfredse med den bestaaende Tilstand og sætte Lighed og Frihed højest; men naar der vokser en yngre Slægt op, og Folkedømmet er kommet i Børnebørnenes Hænder, saa regne disse paa Grund af Vanen ikke længer Lighed og Frihed for noget stort, men søge at hæve sig over Mængden, og mest give de sig dertil, som staa over de andre i Formue. Naar de saa tilsidst har givet deres Herskesyge frie Tøjler, men ikke kan naa deres Maal ved egen Hjælp og egen Dygtighed, sætte de deres Formue til paa at forlokke og forføre Masserne paa enhver Maade; og har de først engang paa Grund af deres urimelige Ærgerrighed givet Mængden Smag paa Gaver og Bestikkelser, saa gaar Folkedømmet i sin Tur til Grunde og slaar om til Vold og Næveret. Thi har Mængden først vænnet sig til at tære fremmed Kost og sætte sine Forhaabninger om Livsopholdet til Næstens Ejendom, og faar den saa en dristig og højtstræbende Fører, der paa Grund af sin Fattigdom er udelukket fra Statens Æresposter, da sætter den Næveretten paa Højsædet, da flokkel' den sig sammen, dræber, landsforviser og omfordeler Jorden mellem sig, indtil den helt forvildet igen finder en enevældig Hersker. Dette er Statsforfatningens Kredsløb; dette er den Naturens Orden, efter hvilken Forfatningens Form skifter, forandres og atter vender tilbage til sit Udgangspunkt. Naar en klart har erkendt dette, kan han maaske ved at tale om en Forfatnings Fremtid tage fejl angaaende Tidspunktet. Men med Hensyn til Spørgsmaalet om, paa hvilket Punkt i Fremgang eller Tilbagegang enhver Forfatning er, eller hvortil den vil gaa over, deri vil han ikke let tage fejl, hvis han da dømmer uden Vrede eller Misundelse. Og hvad nu særlig den romerske Forfatning angaar, er det ved denne Betragtningsmaade, at vi lettest kan lære dens Tilbliven at kende, dens Fremvækst og Blomstring, og paa samme Maade ogsaa den Tilbagegang, som vil følge heraf. Thi hvis det ellers gælder om nogen anden Forfatning, saa gælder det, som jeg nylig bemærkede, ogsaa om denne, at ligesom den fra Begyndelsen har havt sin Tilbliven og Vækst paa naturlig Vis, saaledes vil den ogsaa paa naturlig Vis faa sit Omslag til det modsatte. Det vil vi kunne se af det, som herefter skal blive sagt. 10. Nu vil jeg imidlertid i Korthed omtale Lykurgos’ Lovgivning, thi det er ikke min Opgave uvedkommende. Han havde nemlig lagt Mærke til, at alt, hvad jeg ovenfor har sagt, fuldbyrdedes efter en Naturnødvendighed, og deraf sluttet, at enhver Forfatningsform, der er usammensat og hviler paa en enkelt Statsmagt, bliver usikker, da den hurtig skejer ud til sin særegne Afart, som med Naturnødvendighed følger efter den. Thi ligesom Rust er en naturlig Skade for Jern og Boreorme for Træ, idet disse Legemer, selvom de undgaa al ydre Overlast, fortæres af selve det, der er sammenvokset med dem, paa samme Maade vokser ogsaa med Naturnødvendighed en vis Afart sammen med hver enkelt Statsform og følger med den, med Kongedømmet det saakaldte Enevælde, med Adelsdømmet Faamandsvælden, og med Folkedømmet den raa Næveret; og det er ikke muligt andet, end at alle de nævnte Statsformer i Tidens Løb gaa over til deres Afarter efter den nylig givne Udvikling. Da nu Lykurgos indsaa dette, gjorde han ikke sin Forfatning usammensat og enkeltartet; men alle Fortrin og Ejendommeligheder ved de bedste Statsforfatninger samlede han, for at ingen enkelt Magt skulde vokse over det tilbørlige og derved skeje ud til sin beslægtede Afart. Naar derimod hver virkende Kraft holdtes tilbage af de andre, kunde ingen af dem helde til nogen Side eller synke dybt ned; men Statsskibet vilde altid holde sig i Ligevægt uden at slingre; Kongedømmet vilde hindres i at blive overmodigt af Frygt for Folket, naar ogsaa dette fik sin passende Del i Styrelsen, mens Folket paa sin Side ikke vilde vove at foragte Kongerne af Frygt for de ældste, som udtagne ved Valg blandt de ypperste altid vilde slutte sig til Ret og Billighed. Saaledes kunde den Del, der, fordi den støttede sig til Skik og Brug, var udsat for at trække det korteste Straa, altid blive til Flertal og faa Overvægt, ved at de ældste sluttede sig til den og lagde deres Stemme i Vægtskaalen. Idet han nu ordnede Samfundet saaledes, bevarede han Friheden for Lakedaimonierne længere, end det lykkedes noget andet Folk, vi kende. Idet han nu ved en Slags Beregning forudsaa, af hvilke Aarsager og paa hvilken Maade alt naturlig indtræder, ordnede han den ovennævnte Forfatning paa bedste Vis. Men Romerne har sat sig det samme Maal for deres Fædrelands Forfatning, dog ikke ved nogen Beregning, men gennem mange møjsommelige Kampe. Idet de ved selve Erfaringen under Farerne hvergang valgte det bedste, naaede de det samme Maal som Lykurgos: den smukkeste Statsforfatning i vore Dage. |
Sidst revideret 5. 9. 2015