Publius Cornelius Scipio Africanus Minor
født ca. 185 fvt. som anden søn af Lucius Aemilius Paullus; adopteret som barn af Publius Cornelius Scipio, der selv var søn af den store Publius Cornelius Scipio Africanus, der havde besejret Hannibal.
Både familien Aemilius Paullus og familien Cornelius Scipio hørte til den romerske højadel; den unge Publius havde altså dobbelt fremragende forbindelser i det romerske samfund og syntes sikret en glorværdig karriere i romersk politik.
Det fik han også; konsul (mod reglerne) allerede i 146 fvt. endte han som en af de største romerske personligheder overhovedet. Hans tidlige valg til konsul skyldtes forventningen om, at han kunne gennemføre den endelige tilintetgørelse af Karthago i 146 fvt. (heraf tilnavnet Africanus - det var ikke arvet fra hans adoptiv-bedstefader), og det faldt senere i hans lod at nedkæmpe den sidste væsentlige modstand i Spanien, der var centreret omkring byen Numantia langt inde i landet. For begge disse store militære bedrifter fik han lov at afholde en triumf.
Hans position i det romerske samfund var alt-dominerende; det nærmeste, man kan sammenligne den med, er de første romerske kejseres. Men de sidste år af hans liv var præget af udbruddet af de sociale kampe, vi forbinder med navnet Gracchus, og man har ofte forbundet hans død i 129 fvt. med hans modstand mod brødrene Gracchus' reform-initiativer.
Scipio var levende interesseret i kulturelle spørgsmål og var næsten hele sit liv i nær kontakt med græske intellektuelle - f. eks. den stoiske filosof Panaitios og historikeren Polyb.
Som politisk moderat konservativ og kulturelt levende interesseret person blev Scipio en model for senere romerske politikere og forfattere som f. eks. Cicero, der bruger ham som talende person i sit statsteoretiske hovedværk, De re publica ('Om staten'). Scipio nævnes da også i et væld af sammenhænge; kilderne til hans liv er mangfoldige. En hovedkilde er dog Polyb, der ledsagede ham i store dele af hans liv og selv fortæller om forholdet i nogle kapitler sit værk, 31, 23-30. Denne passage hos Polyb viser meget fint, hvordan livet formede sig for adelen i Rom i denne periode.
|