79. Brev.

Jeg venter med Længsel Breve fra dig, hvori du kan fortælle mig, hvad nyt din Rundrejse omkring paa hele Sicilien har vist dig, og særligt give mig sikrere Oplysninger om alt angaaende det berømte Charybdis hist ovre. Thi at Scylla er et Klippeskær, som tilmed ikke er faretruende for Søfarende, dét véd jeg særdeles godt; men om Charybdis svarer til de Historier, der gaar om det, derom ønsker jeg at du skal give mig udførlig Besked. Og hvis du har lagt Mærke dertil (— og det fortjener virkelig nok, at du lægger Mærke dertil —), saa giv mig sikker Meddelelse om, hvorvidt det kun er Sydvestvinden, der sætter det i Hvirvelbevægelse, eller om enhver Storm, fra hvilken Kant den end kommer, uden Forskel drejer Havet dér rundt i en Malstrøm, og hvorvidt det er sandt, at alt, hvad der er blevet revet med af hin Hvirvelstrøm i Strædet, slæbes af Sted, skjult under Bølgerne, gennem en Strækning af mange Mile og først dukker op igen omkring Kysten ved Tauromenium. Naar du har skrevet udførligt til mig om dette, d a vil jeg driste mig til at give dig det Hverv, at du for min Skyld ogsaa skal bestige Ætna. Om dette Bjerg siger nogle, at det fortæres og lidt efter lidt synker ned, hvad de slutter deraf, at det tidligere plejede at kunne ses paa adskilligt større Afstand af de Søfarende. Dette kan have sin Grund, ikke deri, at Bjergets Højde er taget af, men i den Omstændighed, at Ilden er svunden ind og spruder mindre voldsom og rigelig ud af det, hvad der tillige er Grunden til, at ogsaa Røgen derfra om Dagen er mindre stærk. Men iøvrigt er ingen af Delene utrolig, hverken at Bjerget formindskes, idet det fortæres Dag for Dag, ej heller at det vedbliver at holde sig uforandret, eftersom jo Ilden ikke fortærer Bjerget selv, men er opstaaet i en eller anden underjordisk Dalsænkning, hvorfra den koger op, og dér finder den sin Næring i andre Ting, mens den i selve Bjerget ikke har noget Næringsmiddel, men kun en Vej for sin Gang. Ovre i Lykien findes der en overmaade bekendt Egn, Indbyggerne kalder den Hefaistion; Jordbunden dér er paa flere Steder gennemboret af Huller, og rundt omkring paa den fremblusser der en uskadelig Ild, som ikke gør Vegetationen paa den nogen Fortræd; derfor er Egnen frodig og rigt bevokset med Planter, idet Luerne ikke afsvider noget, men blot skinner med et dæmpet og mat Lys. Men lad os gemme dette, jeg her har omtalt, til en anden Gang; det vil vi anstille Undersøgelse om siden, naar du først har skrevet til mig, hvor langt de Snemasser ligger fra selve Bjergets Krateraabning, som ikke engang Sommerheden faar til at smelte: saa langt er det fra, at de skades af Ilden i deres Nabolag.

For øvrigt har du ingen Anledning til at skrive mig det paa Regningen, om du anstiller den Efterforskning, der her er Tale om; for det vilde du jo gøre af Hensyn til dit eget Sværmeri, selv om ingen overdrog dig Hvervet. Hvad skal jeg give dig for at lade være med at beskrive Ætna i dit Digt? for at faa dig til at holde Fingrene borte fra dette Emne, som er saa yndet af alle Digtere? Ovidius lod sig jo ikke i mindste Maade afholde fra at behandle det ved den Omstændighed, at allerede Vergilius havde gjort det fuldt tilstrækkeligt; heller ikke begge disse to tilsammen har skræmmet Cornelius Severus bort derfra. Desuden har dette Thema tilbudt sig for alle som et lykkeligt Fund, og Forgængerne har efter min Mening ikke forud taget Efterfølgerne de Ord ud af Munden, der kunde siges, men tværtimod aabnet Vejen for dem. Der er naturligvis stor Forskel paa, om man kommer til et Stof, der allerede er helt opbrugt, eller til et, der kun forud er bearbejdet; et saadant vokser fra Dag til Dag, og det allerede fundne staar ikke dem i Vejen, der senere vil finde paa noget nyt. Tilmed er Stillingen bedst for den, der kommer sidst: han finder Ordene liggende til Rede for sig, og stiller han dem op paa en anden Maade, faar de et nyt Udseende. Heller ikke lægger han Haand paa dem som paa fremmed Gods; for de er jo Almenejendom, og, efter hvad Juristerne paastaar, kan ingen ved Hævd faa Ejendomsret til det, der tilhører Almenheden. Jeg skulde kende dig daarligt, hvis ikke Ætna faar dine Tænder til at løbe i Vand: du higer allerede efter at skrive noget storartet, noget, der kan staa jævnsides med alt, hvad der tidligere er skrevet. Thi at haabe paa mere tillader din Beskedenhed dig ikke; den er saa stor hos dig, at jeg tror, du vilde stramme Tøjlerne paa dit Talents Kræfter, dersom der skulde være Fare for, at du kunde vinde Sejr: saa stor Ærbødighed har du for dine Forgængere.

Det Gode har Visdommen ved sig blandt de andre Goder: [den kender ikke til Kappestrid om Sejr eller Forrang.] Ingen kan blive overvunden eller overgaaet af en anden undtagen saa længe man endnu er i Færd med at stige opad; naar man er naaet op til Toppen, staar alt og alle jævnsides og lige; der er ikke Plads for nogen Tilvækst; her bliver man staaende. Mon Solen for Exempel føjer noget til sin egen Størrelse? mon Maanen stiger højere op i sin Bane, end den plejer? Havene vokser ikke; Universet bevarer stadig det samme Indhold og Maal. Alt det, der fuldt ud har naaet den Størrelse, det skal have, kan ikke hæve sig op derover; saaledes vil ogsaa alle de, der er blevne vise, være indbyrdes lige og jævnbyrdige. Enhver enkelt især blandt dem vil have sine ejendommelige Gaver: én vil være mere mild i sit Væsen, en anden raskere til Handling, en tredje bedre skaaren for Tungebaandet, en fjerde mere veltalende; men det, hvorpaa det kommer an, det, der skaber Mandens Lyksalighed, er ens hos dem alle. Om dit Ætna kan synke ned og styrte sammen i sig selv, om Ildsluernes idelig virkende Kraft trækker denne høje og over et vidstrakt Havs Rum synlige Tinde nedad, det véd jeg ikke; men Dyden vil ingen Lue, ingen Sammenstyrtning drage ned til et lavere Stade. Dette er den eneste Storhed, der ikke kender til at trykkes ned; lige saa lidt som den kan føres et Skridt videre fremad, lige saa lidt kan den gaa tilbage; dens Storhed og Højhed er fast ligesom de himmelske Tings. Lad os da forsøge at hæve os op til denne! Allerede er vi komne vidt frem i Arbejdet hermed, — nej, lad mig hellere, dersom jeg vil bekende Sandheden, sige: vi er ikke komne ret vidt. Thi det at være bedre end de værste er ikke at være Rod. Hvem vilde vel prale af sine Øjne, naar han blot har en Anelse om Dagslyset, naar Solen kun straaler for ham gennem Dunkelhed? Lad ham saa kun indtil videre være fornøjet med at have undflyet Mørket, endnu nyder han dog ikke Lysets Gode. Først da vil vor Sjæl have Anledning til at lykønske sig selv, naar den, efter at være sluppen ud af dette Mørke, hvori den vælter sig, ikke skuer det klare og straalende paa Afstand med svagt Syn, men faar sit Blik aabnet for det fulde Dagslys og er bleven gengivet til sin Himmel og har genvundet den Plads, som den har faaet Ret til at besidde ved sin Tilblivelse. Opad vinker dens første Begyndelse den; men den vil være deroppe, endogsaa før den udløses af sit nærværende Fængsel, naar den har jaget Lasterne paa Flugt til alle Sider og ren og let har svunget sig op til guddommelige Tanker.

At arbejde paa dette, kæreste Lucilius, at stræbe efter dette med al Kraft og Iver, det skal være vor Lyst, selv om kun faa, ja selv om ingen véd af, at vi gør det. Berømmelsen er Dydens Skygge; den vil ledsage den, selv om den ikke vil have det. Men ligesom vor Skygge snart gaar forud for os, snart følger os og er bag vor Ryg, saaledes er ogsaa Berømmelsen snart foran os og lader sig til Syne for os, snart kommer den bag efter os, og den er desto større, jo senere den kommer, naar Uviljen eller Misundelsen er gaaet sin Vej. Hvor længe ansaa man ikke Demokritos for en gal Mand? Sokrates kom knap nok i Folkemunde. Hvor længe var Cato ikke ubekendt for Borgerskabet? det kastede Vrag paa ham og forstod ham først, da det mistede ham. Rutilius's Retskaffenhed og Dyd vilde være forbleven ubemærket, hvis han ikke havde lidt Uret; ved at han blev krænket, kom han til at straale i Glans. Mon han da ikke har takket sin Skæbne og klynget sig med Lyst til sin Landflygtighed? Jeg taler her om dem, over hvem Lykken har kastet Glans, alt imens den plagede dem; men hvor mange er der ikke, hvis Fremgang i Visdom først er kommen til Folks Kundskab efter deres Død? hvor mange er der ikke, hvem Eftermælet ikke har modtaget nogen Overlevering om, men selv draget frem af deres Grav? Du ser jo, i hvor høj Grad Epikuros beundres, ikke blot af dem, der har lidt større filosofisk Dannelse, men ogsaa af denne Vrimmel af Ukyndige, vi ser omkring os: han var ukendt for selve Athen, i hvis Omegn han havde gemt sig. Derfor har han, efter at han allerede i mange Aar havde overlevet sin kære Ven Metrodoros, i et Brev, hvori han med taknemlig Amindelse havde lovprist Venskabet mellem sig og Metrodoros, til Slutning tilføjet disses Ord, „at det ikke i mindste Maade havde skadet ham selv og Metrodoros under deres Samlivs store Goder, at hint berømmelige Grækenland ikke blot ikke havde kendt dem, men næppe engang hørt deres Navn". Er han da ikke bleven fundet og fremdraget efter at han havde ophørt at være til? er ikke hans Ry kommet til at straale? Dette erklærer ogsaa Metrodoros i et Brev, hvori han siger, at han selv og Epikuros aldrig var blevne rigtig kendte, men at efter ham og Epikuros vilde alle, der besluttede sig til at gaa i de samme Spor, vinde et stort og straks anerkendt Navn. Ingen Dyd forbliver skjult, og at have været skjult er ikke til dens egen Skade; der vil nok komme en Dag, som vil stille den frem til Skue for alle, efter at den har været begravet og holdt nede ved sin egen Menneskealders karrige Anerkendelse. Kun for et Faatal er d e n bleven født, der blot tænker paa sin egen Livstids Folk; der vil bag efter dig komme mange Tusinder af Aar, mange Tusinder af Folk: ret dit Blik hen paa dem! Selv om gusten Avind har paabudt alle dem, der lever sammen med dig, Tavshed, vil der nok komme dem, der vil dømme uden Ugunst, uden Gunsjt. Dersom Dyden har nogen Løn at hente af Eftermælet, gaar heller ikke den tabt for den; ganske vist vil vi selv ikke kunne fornemme noget til Eftertidens Menneskers Tale, men selv uden at vi mærker det, vil den dog ære os og atter og atter mindes es. Der gives ingen, hvem hans Dyd ikke har indbragt Erkendtlighed baade i hans levende Live og efter hans Død, forudsat at han blot har fulgt den ærligt og redeligt, ikke udmajet og udmalet sig med den, men vist sig som den samme Mand, enten han lod sig se efter forud given Tilsigelse eller uforberedt og pludselig. Hykleri og Skinvæsen nytter intet; kun faa lader sig bedrage af en løselig paataget ydre Skikkelse. Sandheden er een og den samme i enhver som helst Retning, hvori dens Væsen viser sig; hvad der skuffer og bedrager, har intet grundfæstet ved sig; Løgnen er kun et tyndt Overtræk; det skinner igennem, naar man ser nøje paa det.

Oversat i 1927 af Martin Clarentius Gertz