Seneca

Lucius Annaeus Seneca, som hans fulde navn lød, blev født i Spanien, i Cordoba, engang mellem 4 før og 1 efter vor tidsregning. Hans far var den berømte retorik-kyndige Seneca (samme fornavn osv.); han havde to brødre, Lucius Annaeus Novatus og Lucius Annaeus Mela, der var digteren Lucans far.

Han blev bragt til Rom og fik en førsteklasses uddannelse i både filosofi (især stoisk) og retorik. Han gjorde i løbet af 30'erne evt. en vis karriere som taler, men blev i 41 evt. sendt i eksil af kejser Claudius, der dog kaldte ham tilbage i 49 for at gøre ham til opdrager/underviser for den unge Nero, der jo var kronprins.

Nero kom til magten ved Claudius' død i 54 evt., og det lykkedes Seneca (og en anden hofmand, Burrus) at holde ham på ret sti i de følgende otte år.

Men i 62 døde Burrus, og Seneca bad om at måtte træde tilbage. Det tog lidt tid, før han fik lov - og allerede i 65 evt. blev han pålagt at tage livet af sig selv under mistanke for meddelagtighed i et attentat på kejserens liv (den såkaldte Piso-sammensværgelse). Tacitus beskriver hans selvmord, der nøje var lagt tilrette for at lede tankerne hen på Sokrates i sin værk Annales, 15. bog, kapitel 62 - 64.

Senecas forfatterskab bestod dels i små afhandlinger af filosofisk indhold, Dialogi, dels i andre prosaværker, hans Quaestiones naturales (Undersøgelser over problemer i naturen) og hans Breve til Lucilius, litterære breve sendt til en bekendt, hvor Seneca tager små og store filosofiske problemer op i korte og lange (fingerede) breve (se f. eks. Brev 79 om, hvad man kan tænke på i anledning af en opstigning på vulkanen Ætna). Desuden skrev Seneca tragedier om de samme myter som de gamle græske tragedier, f. eks. Phaedra om det samme emne som Euripides' tragedie Hippolytos.

Som filosof insisterer Seneca på at være ortodoks stoiker, men han citerer ofte andre filosofiske retninger med sympati - selv Epikur kan han bruge til noget positivt, selvom epikuræismen ellers står for nogle ret modsatte tanker. Seneca har også ellers stor forståelse for menneskets natur og vilkår, og han viger ikke tilbage for at eksemplificere moralske dårligdomme med ham selv.

Som forfatter skriver Seneca en meget 'pointeret' stil - han anvender ofte antiteser (modsætninger) og bruger gerne ord i udsædvanlige betydninger for at fange sin læsers opmærksomhed også på det sproglige plan. For at give plads til de skarpe sproglige træk er sætningerne ofte ganske korte - men indholdet af mange sætninger kan spille sammen, så meningshelhederne alligevel bliver ganske lange. Stilen kan ofte virke helt moderne.

Senecas betydning i Europas kulturhistorie er meget stor. I renæssancen og barok-tiden var han en af de mest læste forfattere; både Shakespeare og de store franske tragikere Racine og Corneille har lært utrolig meget af den måde, Seneca skrev tragedier på. Hans stjerne dalede i romantikkens tid, men i de sidste 50 år er han igen blevet en af de vigtigste forfattere i den romerske litteratur. F. eks. har den danske forfatter og digter Villy Sørensen beskæftiget sig indgående med Senecas forfatterskab. Der er mange lighedspunkter mellem Villy Sørensen og Seneca - også deres sproglige udtryksform, deres stil, kan minde meget om hinanden, og de har det samme blik for det absurde.

Litteratur:

Sørensen, Villy: Seneca - humanisten ved Neros hof, København 1976.
Seneca's Breve og andre Skrifter til Lucilius, oversat af M. Cl. Gertz, København 1927.

Elektronisk

Jens Refslund Poulsen, Senecas Thyestes - form, virkning, formål, Aigis 2,2 (2002)

Lucius Annaeus Senecas Moralske breve til Lucilius, oversatte af Kell Commerau Madsen & Hans Gregersen,
1-4. bog, Aigis 9,2 (2009)
5. bog, Aigis 12,1 (2012)
6. bog, Aigis 12,1 (2012)
7. bog , Aigis 14,2 (2014)
8. bog, Aigis 14,2 (2014)
9. bog, Aigis 16,2 (2016)
10. bog, Aigis 16,2 (2016)
Breve 84-88, Aigis 17,2 (2017)