Strabon, 10, 4: Kreta

Oversat af Simon Laursen (1989)

Historikere har hævdet, at Minos var en dygtig lovgiver, og at han var den første, der etablerede kontrol over havet. Han skal også have delt øen [Kreta] i tre dele og have grundlagt en by i hver del, Knossos i området overfor Peloponnes. Denne by ligger også mod nord. Eforos taler om en 'oprindelig' Radamanthys, af samme navn som Minos' bror. Denne Radamanthys skal have været usædvanlig retfæridg, og Minos skal have beundret ham meget. Han synes at have bragt civilisationen til Kreta ved at indføre love og regler, ved at sammenlægge spredte beboelser til byer og give disse forfatninger.Han skal i den sammenhæng have støttet sig til, at han bragte alle sine bestemmelser fra Zeus. Minos efterlignede ham, ser det ud til, ved at gå op til Zeus' hule og blive der i ni år, og siden vende tilbage med nogle nedskrevne forskrifter, som han sagde var Zeus' befalinger. Det er da også grunden til, at digteren sagde som følger: 'her Minos var konge, som med den mægtige Zeus ni Aar omgikkes fortrolig'. Dette er altså Eforos' opfattelse.

Men de ældre forfattere har derimod givet en redegørelse for ham, der modsiger Eforos. Han skal have været en voldelig tyran, der opkrævede brandskatte, og beretningerne om Minotauros og labyrinten og det, der skete Theseus og Daidalos, er rene tragedier. Hvordan det egentlig forholder sig med disse ting, er det svært at sige. Der findes endelig en anden påstand, som der ikke er enighed om; nogle hævder nemlig, at Minos var en fremmed på øen, andre, at han var indfødt. Digteren synes dog at have tilsluttet sig den anden påstand, når han siger, at 'Zeus først avlede Minos, den mægtige Hersker paa Kreta'.

9. Vedrørende Kreta er der enighed om, at øen i gamle dage var et velordnet samfund, og at de bedste af grækerne har vist sig at stræbe efter at leve, som man gjorde på Kreta, først og fremmest spartanerne, som Platon har skrevet i 'Lovene' og Eforos i 'Europa'; men senere ændrede samfundet sig for det meste til det værre. For efter etruskerne, som plyndrede på vore have især, var det kretenserne, der overtog sørøveriet; dem plyndrede derefter kilikerne, indtil romerne bragte alt sørøveri til ophør ved at nedkæmpe såvel Kreta som kilikernes piratborge. Nu har Knossos endda en romersk koloni.

10. Det var, hvad der var at sige om Knossos. For mig personligt er Knossos ikke en fremmed by, men på grund af de menneskelige forholds omskiftelige og tilfældige natur er de bånd, der bandt mig og min familie til byen, blevet brudt. Dorylaos var officer ved Mithridates Euergetes' stab. Han blev, på grund af sin ekspertise i militære forhold, udpeget til at hverve lejesoldater og opholdt sig derfor meget i Grækenland og Thrakien, og han var også velkendt af dem, der kom fra Kreta. Øen var jo endnu ikke under romersk kontrol, og mængden af folk, der var villige til at lade sig hverve som lejesoldater, var stor på øen – det var de samme mennesker, der bemandede sørøverskibene. Der udbrød nu tilfældigvis krig mellem Knossos og Gortyn, men Dorylaos opholdt sig på øen. Dorylaos blev valgt til general, og da han udførte sine opgaver med succes og meget hurtigt, vandt han megen respekt. Kort tid efter erfarede han, at Euergetes var blevet dræbt af folk ved hoffet i et attentat i Sinope, og at magten var gået over til dennes kone og børn. Han opgav derfor, hvad han med sagerne dér at gøre, og blev i Knossos. Han fik tre børn med en makedonsk kvinde ved navn Sterope, to sønner, Lagetas og Stratarkhas (jeg har selv set Stratarkhas som uhyre gammel), og en datter.

Euergetes havde to sønner, og det blev Mithridates, med tilnavnet Eupator, der som elleveårig overtog tronen. Han voksede op sammen med Dorylaos, søn af Filetairos – og Filetairos var bror til officeren Dorylaos. Da kongen blev voksen, følte han sig i den grad knyttet til sin opvækst sammen med Dorylaos, at han ikke blot forfremmede denne til de vigtigste poster, men også interesserede sig meget for hans slægtninge. Han sendte derfor bud efter dem, der levede i Knossos. Det drejede sig om en gruppe omkring Lagetas; faderen var på det tidspunkt død, og de selv voksne. De opgav deres stilling i Knossos og rejster op til kongen. Lagetas' datter var min mormor. Sålænge Dorylaos havde kongens nåde, hvilede denne også på gruppen fra Knossos, men da denne faldt – man afslørede nemlig, at han havde forrådt kongeriget til romerne, på den betingelse, at han selv blev indsat som regent – faldt også de selv, og de mistede deres position. Også forbindelserne til Knossos blev misligholdt; for også Knossos havde været ude for tusindvis af ulykker.