XENOFON

XENOFON, Gryllos' søn, var født i Athen omkring 430. Hele sin barndom og ungdom levede han altså under den krig, der med få afbrydelser hærgede Grækenland fra 431 til 404, den peloponnesiske. Det var en magtkamp primært mellem Athen og Sparta, men den involverede mange byer på begge sider og var i sidste ende en kamp mellem to livssyn, det demokratiske (Athen) og det oligarkiske (Sparta). Athen blev som bekendt taberen, men allerede længe inden det endelige udfald havde de barske realiteter rokket ved mange af de idealer som forbindes med demokratiet og bedst er udtrykt i den berømte gravtale til de faldne i krigens første år, som Thukydid lægger i munden på statsmanden Perikles i 2.bog af sit værk om den peloponnesiske krig.

Xenofon havde - som de fleste af de intelligente unge mænd af god familie, der flokkedes omkring Sokrates - ikke kunnet undgå at se, hvordan demokratiet udartede under indflydelse af de kortsigtede demagoger, der tog ordet - og magten - på folkeforsamlingerne i krigens ophidsede atmosfære. I modsætning til dem så han med (slet skjult) beundring hen til Spartas strengt konservative forfatning, og da Sparta efter krigens afslutning bragte en junta på 30 ("de tredive tyranner") til magten, som skulle bringe ordnede forhold i spartansk forstand til det nederlagsramte Athen, deltog han konsekvent loyal i den lille rytterhær, som af demokraterne måtte betragtes som tyrannernes undertrykkelsesinstrument. Da demokratiet efter de tredive tyranners korte intermezzo blev reetableret, er det derfor ikke underligt, at Xenofon mærkede jorden brænde under sig og begyndte at se sig om efter andre muligheder for at udfolde sine talenter, og en chance bød sig til, da hans ven Proxenos fra Boiotien inviterede ham med på et rask lille eventyr i Lilleasien.

Her forberedte perserkongen Dareios' søn Kyros i al hemmelighed et statskup. Han engagerede græske lejetropper - der var efter 30 års krig ikke mangel på folk der ikke anede hvad de nu skulle tage sig til, og måske også følte sig utilpassede i de forandringer der var sket rundt omkring i de græske byer. Kyros var persisk guvernør (satrap) i det gamle Lydiens hovedstad Sardes, og udadtil var der tale om et lille felttog mod nogle oprørske stammer i bjergene. Ikke engang de hvervede grækere vidste, hvad det egentlig drejede sig om. For Xenofon var chancen at gøre sin lykke, både økonomisk og karrieremæssigt gennem bekendtskabet med den persiske prins. Ganske vist var Kyros en erklæret fjende af Athen, og et nært venskab med ham ville ikke gavne Xenofons i forvejen temmelig anstrengte forhold til sin hjemby. Derfor spurgte han også Sokrates til råds inden han drog afsted, og Sokrates rådede ham til at spørge oraklet i Delfi. Men Xenofon spurgte på en måde, så oraklet ikke modsatte sig hans afrejse - han havde åbenbart gjort op med sig selv at han skulle af sted! - noget Sokrates senere lod ham høre for. Og i Athen betød hans engagement, at han blev forvist og måtte tilbringe det meste af sit liv i spartansk exil.

Men inden det kom så vidt, skulle Xenofon opleve mange eventyr. Kyros' tog kom i gang, og først da man var kommet langt ned i Syrien, afsløredes det egentlige forehavende: at målet var Babylon, Persiens hovedstad, og en kamp mod den regerende konge, Kyros' broder. Da var det for sent at vende om, og alle grækerne, 10.000 mand, indvilligede i at deltage i opgøret. Udsigterne var jo gode, hvis det lykkedes! Men i slaget ved Kunaxa, nær Persiens hjerte, blev Kyros dræbt, og selv om grækerne vandt deres del af kampen, var selve formålet med togtet forspildt. Deres sejrsglæde blev snart forvandlet til bestyrtelse og rådløshed: der stod de midt inde i Perserriget, omgivet af fjender overalt og milevidt fra Hellas. Ovenikøbet blev deres ledere, strategerne, ombragt ved et kup, og kun Xenofons initiativ skyldtes det, at de ikke gav op, men kæmpede sig tilbage til havet - og Hellas.

Sådan har Xenofon selv skildret det i sit berømteste værk, Anabasis (som egentlig betyder rejsen op i landet, men mest handler om turen tilbage over bjergene til Sortehavet og derfra hjem). Hjemkommet fandt han asyl i Sparta. Han blev knyttet til den spartanske konge Agesilaos og omkr. 390 fik han overladt en landejendom i Skillous på Peleponnes. Her boede han i næsten 20 år og skrev en mængde bøger af forskellig art - bl.a. Hellenika, en fortsættelse af Thukydids værk om den peleponnesiske krig, og formodentlig også Anabasis.

Foruden historie har Xenofon skrevet om politik, fx en slags "fyrstespejl", et værk om den ideale konge, Kyrupædien (Kyros' opdragelse til konge), og "Spartanernes Statsforfatning" og "Poroi" (Statsindtægterne). Men også hans møde med Sokrates inspirerede ham til en lang række "sokratiske skrifter" i dialogform: Erindringer om Sokrates (Memorabilia),Hvordan man styrer et hus (Oikonomikos), samt en Symposion (Drikkelaget).

Vurderingen af Xenofon har været præget af at han selv i sine værker udfordrede til sammenligning med Thukydid og Platon - han er hverken en stor historiker eller en stor filosof! Men han er en god fortæller (lidt à la Herodot) og var med til at skabe nye litterære prosagenrer, essay og roman.

Skrevet af Jens Vind december 2000

Litteratur:

Holger Friis Johansen, Fri Mands Tale s.291ff. (på bogdepotet)

Bodil Due, Xenophon, Hjørring 1989

Tekster og oversættelser

Xenofon, Indtægtskilder (Poroi), Indledning og oversættelse ved Signe Isager; Kbh. 1980 (med græsk tekst) (bogdepot)

Xenofon, Oikonomikos, ved Signe Isager, Herning 1986 (bogdepot)

Xenofon, Symposion, Oversat af Chr. Gorm Tortzen, Kbh. 1994

Xenophons græske historie (Udvalg af), Tekst, overættelse og kommentar ved Bodil Due, Aarhus 1995 (med græsk tekst).

Elektronisk

David Bloch, Xenophons Samfundsøkonomiske Vision. En Analyse af Poroi
Jean Christensen, Misothebaios? Om Xenophons skildring af Theben i Hellenika.
Ebbe Egense, Divinatoriske ofringer i Xenofons Anabasis
Henrik Nisbeth, Xenofons Sokratesbillede
Adam Schwartz, Xenophons lederskab i Anabasis.

Oversættelser (pdf-filer)

1. bog af Hellenika oversat af M. Cl. Gertz (Kbh. 1902)
2. bog af Hellenika oversat af M. Cl. Gertz (Kbh. 1902)