Artemis

Artemis var grækernes gudinde for jagt. Men hendes virkeområde er større end det; hun er gudinde for de vilde dyr og faktisk for alt, hvad der ligger hinsides menneskenes domæne, især den slags vådområder, der ikke lader sig opdyrke, men også bjerge og vilde skove. Hun er altså på en måde gudinde for det uberørte, og måske er det derfor, hun også er gudinde for unge piger og især deres overgang til ægteskabet og for fødsler - der jo var en livstruende begivenhed i antikken. Men det kan også være, at hendes funktion som fødselsgudinde kom af, at hun som jagtgud var en dræber.

Hun er datter af Zeus og Leto, og tvillingsøster til Apollon. Hun har i grunden ikke meget at gøre på Olympen; men hun har nære relationer til en række guder, der har funktioner tæt på - eller identiske med - hendes egne. Fødselsgudinden Eileithyia og heksegudinden Hekate bliver hun ligefrem tit identificeret med; det bliver hun - på et sent tidspunkt - også med Månen (ligesom Apollon med Solen). Men Artemis har en lang række tilnavne på mange af sine kultsteder, der synes at vise, at hun har overtaget stedet fra en tidligere gud med netop dét navn, hun selv bærer som tilnavn. I Brauron er der en helligdom for Iphigeneia i helligdommen, der ellers hører Artemis til - det kan meget vel være, at hun har overtaget helligdommen fra en tidligere gudinde af dét navn. I det østgræske område i det nuværende Tyrkiet bliver Artemis identificeret med lokale guder, der mere er af typen Den store moder - f. eks. Kybele.

Der er dog ingen grund til at tro, at Artemis er en 'indvandret' gud, selvom man ikke kan tyde hendes navn. Måske har hun været der, da grækerne kom frem, og de har så overtaget hende som deres egen jagtgud. Det er ikke helt klart, om der var en gud i mykensk tid (før 1200 fvt.), der hed Artemis - man har ikke med sikkerhed fundet hendes navn i Linear B-tavlerne. De ældste billeder af hende er dem, man kalder for Potnia theron, 'Dyrenes hersker', og der ligner hun ikke den type, hun senere får.

Hun kendetegnes først og fremmest ved ungdom. Hendes kendetegn er en bue, og det dyr, man mest ser hende afbildet sammen med, er hjorten, som man ser på billedet til højre fra en vase fra ca. 630 fvt., eller på François-vasens hanke.

Der er helligdomme for Artemis overalt i det græsktalende område. En af hendes vigtigste helligdomme er selvfælgelig Delos, hendes fødeø, men hun har også en berømt helligdom i Sparta, hvor hun bærer tilnavnet Orthia, og i Brauron i Attika. Hendes største og mest storslåede tempel var imidlertid i Ephesos i Lilleasien.

Der er ikke forfærdelig mange myter om Artemis. En af de mere kendte er myten om hendes fødsel. Hera var jaloux på Leto, fordi Zeus havde gjort hende med barn, og gjorde Letos fødsel vanskelig. Intet sted turde tillade Leto at føde dér, med undtagelse af den ganske lille ø Delos; og Hera forbød fødselsgudinden at hjælpe hende. Til sidst kom hun dog til hjælp, og Apollon og Artemis blev født (se Homers hymne til Apollon). Men Hera så alle dage skævt til de to.

Børnene holdt meget af deres mor, og da Niobe, der havde mange børn, hånede Leto for kun at have to, dræbte tvillingerne alle Niobes børn. Det er et hyppigt motiv i kunsten, fremstillet f. eks. på en berømt vase på Louvre i Paris, og på en tempelgavl har skulpturerne også fremstillet scenen. - Samme grusomhed - for Artemis er tilbøjelig til grusomhed - viste hun mod sin kammerat Aktaion. Enten havde han pralet af, at han var en bedre jæger end hun (et simpelt tilfælde af hybris), eller også havde han set hende nøgen - hvad den meget kyske gudinde naturligvis ikke kunne finde sig i. Også dette kan ses på en vase, på museet i Hamborg. - Og måske nåede hun højdepunktet af grusomhed, da hun forlangte kong Agamemnons datter Iphigeneia som bod for en hjort, Agamemnon havde skudt - hvis hun da ikke, som en version af myten om hende fortæller, i sidste øjeblik fjernede Iphigeneia og senere lod hende blive sin præstinde først i et fjernt tempel på Krim i Sortehavet, og siden i Brauron.

Den Artemis, man dyrkede i Ephesos, var meget anderledes end den Artemis, vi kender i det 'gamle' Grækenland. Hun var en frugtbarhedsgudinde, beslægtet, som sagt, med de store modergudinder inde i landet, i Frygien og i Lykien. Hendes kultbillede (se her ved siden af) viste heller ikke den unge, kyske pige, men en symboloverfyldt frugtbarhedsfigur. Kulten af hende blev international; der findes statuer og statuetter af netop dette udseende over hele Middelhavsområdet. Ikke mindst derfor kom apostlen Paulus i konflikt med borgerne i Ephesos, der ville drive ham ud af byen; 'Stor er ephesiernes Artemis', sagde de imod ham (Apostlenes gerninger, 19, 23 - 40). Den Artemis, Paulus mødte i Ephesos, var en del af den internationale nyreligiøsitet, som plagede verden i romersk tid.

Det er en ganske anden Artemis end den, der siden Homer i litteraturen skildres som en ret spinkel pige, sin fars øjesten. Hos Homer er Artemis ikke en stor kriger; hun er i det hele taget ikke i centrum. Men i Odysseen bruges hun som skønhedsideal (6, 102-108):

... naar Artemis vandrer paa Fjeld med Kogger og Bue,
Enten paa høien Taygetos's Tind, eller paa Erymanthos,
Glad ved den lystige Jagt efter springende Hjort eller Vildbas;
Trindt hende landlige Nympher, Aigidebeherskerens Døttre,
Hoppe saa lystelig om, og hjertelig Leto sig fryder,
At over Alle hun hæver sig højt med Hoved og Aasyn,
Let i Hoben at skjelne, hvor fagre de andre saa ere.

Sådan er den litterære og kunstneriske fremstilling af Artemis.