Sparta

Sparta var i klassisk tid en by bestående af fem mindre landsbyer beliggende ved floden Eurotas i landskabet Lakonien på Peloponnes. Hvordan byen så ud før; og om der overhovedet var en by før, er ikke let at svare på. Spartas ældste historie er meget dårligt kendt.

I myternes univers var Sparta et kongedømme styret af én konge - den berømteste er Menelaos, som fik sin dronning Helene bortført til Troja af prins Paris - hvad der udløste den trojanske krig. Der er dog ikke rester af et palads som det i Pylos eller Mykene direkte, hvor Sparta lå i klassisk tid.

Sparta var formelt et kongedømme ned igennem hele antikken. Der var altid to konger ad gangen, én fra hver sin slægt (den første konge i den ene slægt hed Agis, den første i den anden Eurypon, og slægterne har navn efter disse); men kongernes magt var reelt begrænset allerede i arkaisk tid af fem årligt valgte eforer, der varetog en lang række opgaver, man ville vente var kongernes område - såsom forhandling med andre stater og mobilisering af hæren. En anden, endnu kraftigere kontrol af kongerne udøvede Spartas råd, gerousia ('de gamles forsamling'). Spartanerne var stolte af deres statsform, som de kaldte Eunomia, 'Godt styre', og henførte til en stor 'aftale', rhetra, der skulle have fundet sted under kong Lykurgos engang i 700-tallet fvt.

Sparta var det antikke Grækenlands militære supermagt; samfundet var på alle måder indrettet til at skabe perfekte soldater. Opdragelsen lå i hænderne på myndighederne; alle spartanske drenge voksede op i en slags kostskoler, 'syssitierne'. Herefter levede spartanske fuldborgere som professionelle soldater, spartiater.

Alt dette gjorde Sparta til det naturlige samlingspunkt for de konservative kræfter i Grækenland, og vi finder da også Sparta i konflikt med det demokratiske Athen igen og igen. Sparta stod i spidsen for en militær alliance, der havde sin hovedvægt på Peloponnes og derfor kaldes det 'peloponnesiske forbund'. Forbundet eksisterede allerede før 500 fvt.; medlemmerne var forpligtede til at støtte Sparta i alle krige, mens Sparta ikke havde en tilsvarende forpligtelse overfor de andre medlemsbyer. Athen og Sparta stod sammen i krigene mod perserne (490 og 480 fvt.), men i de militære operationer, der fulgte ned igennem 400-tallet, kom de igen og igen på tværs af hinanden, og modsætningen endte i den lange 'peloponnesiske krig', 431 - 404 fvt., som Sparta vandt. Efter den peloponnesiske krigs afslutning blev skævheden mellem Sparta og de øvrige medlemmer tydeligere, og det endte med, at Spartas overherredømme kollapsede ned igennem 300-tallet - først imod Theben, siden imod kong Filip af Makedonien. Forbundet gik i opløning i 366 fvt., som en følge af Spartas nederlag i slaget ved Leuktra i 371 fvt.

Kernen i Spartas nedgang lå dog i landets økonomi. De fuldgyldige borgere var soldater; deres økonomiske baggrund var landbrug, men de måtte ofte overlade driften af gårdene til forvaltere og slaver, de såkaldte heloter - personer med ret høj frihed til bevægelse, men ikke desto mindre stadig slaver. Staten som helhed havde erobret landskabet Messenien mod vest og havde forvandlet alle dérboende til helot-slaver. Det var ikke mindst Thebens og de andre græske bystaters succes med at få frigjort Messenien af Sparta, der undergravede Spartas økonomi. Der var efterhånden ikke økonomisk grundlag for at opretholde styrken af 'spartiater'; antallet faldt fra ca. 8000 i 480 fvt. til ca. 1500 i 371.

Efter 300 fvt. forsøger forskellige spartanske konger undertiden at genrejse Spartas magt, men det mislykkes hver gang. Ikke desto mindre lader de store magter - Makedonien og Rom - som regel Sparta i fred; Sparta er for det meste en fri by med formel (omend naturligvis ikke reel) selvbestemmelse.

Der er ikke meget at se af det antikke Sparta - byen brugte ikke sine kræfter på at bygge stort. Derfor (og fordi denne sides forfatter ikke har været i Sparta for nylig) er der ingen billeder af byen her på siden.