1.
|
Apollons præst Khryses kommer til achaiernes lejr for at købe sin datter Astynome (Khryseis) fri af fangenskab. Agamemnon afviser hans anmodning med hån. Den fortørnede fader påkalder Apollons hævn over achaierne, og de hjemsøges af pest. Akhilleus sammenkalder folket, og opfordrer Agamemnon til at give Khryseis fri, fordi Kalkhas har sagt, det er det eneste at gøre. Agamemnon bliver vred og tager den skønne Briseis (Hippodameia) fra Akhilleus. Akhilleus anråber sin moder Thetis om hævn, og på hendes bøn lover Zeus at give troerne sejr, indtil hendes fornærmede søn har fået oprejsning. Hera hidser sig op imod Zeus, men Hefaistos bilægger deres strid.
|
2.
|
For at opfylde sit løfte narrer Zeus ved en drøm Agamemnon til at føre hæren ud til slag. Først holder han råd med de øvrige ledere, derpå opfordrer han på skrømt i en folkeforsamling hele folket til at tage hjem - og det er alle med på. Odysseus holder dem tilbage, og slår hårdt ned på Thersites, der ikke kender sin plads. Odysseus og Nestor opmuntrer alle til kamp, og hele hæren rykker ud på slagmarken.
Katalog over achaiernes og troernes styrker.
|
3.
|
Hærene rykker frem imod hinanden. Paris (Alexandros) stiller sig til rådighed til en tvekamp med Menelaos om Helena og alle hendes skatte. Helena kommer op til Priamos og troernes andre gamle ledere oppe på tårnet på muren ved den skaiiske port, og udpeger for dem en del af achaiernes ledere. Priamos bliver hentet ned på sletten for at bekræfte aftalen om tvekampen. Tvekampen følger. Paris taber; Afrodite fører ham tilbage til hans rum og henter Helena.
|
4.
|
Guderne beslutter, at Troja skal falde. Athene får Pandaros til at skyde en pil mod Menelaos. Makhaon helbreder Menelaos, der er blevet såret. Troerne rykker frem. Agamemnon opfordrer alle høvdingene til tapperhed. Blodig kamp.
|
5.
|
Inspireret af Athene dræber Diomedes mange fjender, såres let af Pandaros, dræber denne og sårer Aineias såvel som hans moder Afrodite, da hun vil føre sin søn bort fra kampen. Selv flygter hun til Olympen, men Apollon fører Aineias til sit tempel på Pergamos, og snart træder han igen frem med fornyet kraft. Ares opildner troerne, achaierne trækker sig tilbage. Hektor fælder Tlepolemos. Hera og Athene iler til fra Olympen for at hjælpe achaierne mod Ares, som på sin side flygter til Olympen. Zeus kritiserer ham for det, han har gjort, men lader hans sår helbrede. Hera og Athene vender tilbage til Olympen.
|
6.
|
Achaierne er ovenpå. Hektor iler til byen for at bede sin moder Hekabe om at bede til Athene om hjælp mod Diomedes, der er gået amok. Glaukos og Diomedes genkender hinanden som fædrene gæstevenner og bytter rustning. Hekabe og de fineste kvinder i Troja beder forgæves Athene om bistand. Hektor opfordrer Paris til at kæmpe, går hjem til sit hus, træffer ikke Andromakhe hjemme men møder hende ledsaget af ammen, der bærer den spæde Astyanax. Hektor går sammen med Paris ud til kampen.
|
7.
|
Hektor udfordrer en achaier til tvekamp. Mange melder sig, og der kastes lod. Ajas, Telamons søn, træder op mod Hektor. Mørket falder på, og der udsendes herolder, der skal skille de to kæmpende ad. Nestor foreslår våbenstilstand for at begrave de faldne og forskanse achaiernes lejr. Antenor foreslår forgæves at give Helena tilbage. De faldne bliver begravet,og lejren forskanses med en palisade; det bliver Poseidon vred over. Om natten viser der sig tegn fra Zeus, der bebuder ulykke.
|
8.
|
Zeus forbyder guderne at deltage i kampene og drager selv til Ida-bjerget. På sin vægtskål afvejer han begge folks skæbne; der venter achaierne ulykke. De drives tilbage, men Agamemnon opfordrer dem til nyt angreb. Teukros fælder mange med sin bue men såres af Hektor. Atter trænges achaierne tilbage, og Hera og Athene, som iler afsted for at hjælpe dem, standses på vejen på Zeus' befaling af Iris. Hektor og troerne tilbringer, sejrrige, natten ude på sletten.
|
9.
|
Agamemnon foreslår, at man skal vende hjem. Diomedes og Nestor modsætter sig forslaget. Man sætter vagter op på palisaden. Nestor råder Agamemnon til at slutte fred med Akhilleus. Agamemnon er villig og lover store gaver. Odysseus, Ajas og den gamle Phoinix sendes til Akhilleus, men han er ubøjelig; selv Phoinix' indstændige bønner og fortælling om Meleagros rokker ikke hans beslutning. Phoinix bliver hos Akhilleus, mens de andre vender tilbage med uforrettet sag.
|
10.
|
Agamemnon og Menelaos, som ikke kan sove for bekymring, vækker midt om natten de øvrige ledere. Diomedes og Odysseus bliver sendt ud for at udspionere troerne, der ligger i lejr på sletten. De møder Dolon, der også er på spiontogt, og dræber ham, efter først at have fået at vide af ham, at en trakisk konge, Rhesos, er kommet troerne til hjælp; han har nogle flotte heste. Derpå myrder de Rhesos og tolv andre trakere og vender tilbage til lejren med hestene.
|
11.
|
Agamemnon tager sin rustning på og udmærker sig i kampen. På Zeus' befaling holder Hektor sig fra slaget, indtil Agamemnon bliver såret. Agamemnon såres af Koon, og Hektor trænger frem. Odysseus, Diomedes, Makhaon og Eurypylos såres også. Idet Nestor kører forbi med den sårede Makhaon, får Akhilleus øje på dem og sender Patroklos hen for at høre, hvem den sårede er. På tilbagevejen møder Patroklos den sårede Eurypylos, fører ham ind i teltet, og forbinder hans sår.
|
12.
|
Achaierne trækker sig tilbage indenfor deres palisade. Fordelt på fem grupperinger rykker troerne frem mod den, skønt de får et uheldssvangrende varsel. Polydamas advarer Hektor, men forgæves. Hektor angriber palisaden, og Sarpedon og Glaukos nærmer sig det tårn, hvor Menestheus står. Glaukos såres, Sarpedon river brystværnet ned. Hektor sprænger en port med et stenkast, og troerne bryder ind over palisaden og gennem porten.
|
13.
|
Kamp ved skibene. Poseidon giver achaierne nyt mod. Blandt disse udmærker sig navnlig de to Ajas'er, Idomeneus og Meriones. Troerne begynder at trække sig tilbage, men Hektor samler sine folk og fører dem mod fjenden. Heftig kamp.
|
14.
|
Agamemnon og flere sårede ledere viser sig på kamppladsen og sætter mod i achaierne. Hera, smykket med Afrodites bælte, forfører Zeus og dysser ham i søvn, for at Poseidon med desto større styrke kan stå achaierne bi. Hektor, ramt med en sten af Aias, bæres bort fra slaget. Troerne flygter. Aias, Oileus' søn, udmærker sig.
|
15.
|
Zeus vågner, ser med forbitrelse troernes nederlag og truer Hera. Derpå sender han Iris ud for at byde Poseidon forlade slaget, og Apollon for give Hektor ny kraft. Achaierne viger; Patroklos iler til Akhilleus for at fortælle ham det. Ajas, Telamons søn, dræber mange fjender, som vil stikke ild på skibene.
|
16.
|
Akhilleus låner Patroklos sin rustning og tillader ham at rykke ud med myrmidonerne til værn for skibene, som brænder. Troerne fordrives. Patroklos dræber Sarpedon; derpå angriber han muren, som bedøver og afvæbner ham, hvorefter han såres af Euphorbos og dræbes af Hektor. Derefter forfølger Hektor Automedon.
|
17.
|
Heftig kamp om den faldne Patroklos. Menelaos dræber Euphorbos. Hektor plyndrer Patroklos' lig og træder op til kamp i Akhilleus' rustning. Antilokhos sendes som bud til Akhilleus. Menelaos og Meriones bærer Patroklos bort, medens de to Ajas'er holder fjendens angreb tilbage.
|
18.
|
Akhilleus modtager besked om Patroklos' død. Thetis kommer til sin fortvivlede søn, råder ham forgæves fra at kæmpe og lover at skaffe ham en rustning fra Hefaistos. Våbenløs stiller Akhilleus sig op ved voldgraven, og troerne bliver rædselsslagne bare ved synet af ham og ved at høre hans råb. Polydamas råder troerne til at trække sig tilbage til byen, men Hektor forkaster rådet. Myrmidonerne lægger Patroklos på lit de parade og jamrer natten over ved hans lig. Hefaistos smeder en rustning til Akhilleus.
|
19.
|
Thetis bringer rustningen til sin søn og beskytter Patroklos' lig mod forrådnelse. Akhilleus kalder folket til ting, forsoner sig med Agamemnon og forlanger straks at drage mod fjenden. Achaierne spiser morgenmad; de lovede gaver hentes fra Agamemnons telt; Briseis jamrer ved synet af Patroklos. Akhilleus går til kamp uden at spise men styrkes af Athene. Hans hest Xanthos bebuder ham hans snarligedød.
|
20.
|
Zeus tillader guderne at deltage i kampen. Hera, Athene, Poseidon, Hefaistos og Hermes kommer achaierne til hjælp, mens Apollon, Artemis, Leto, Afrodite, Ares og Skamandros står troerne bi. Apollon sætter Aineias op til kamp mod Akhilleus; han bliver besejret men frelses af Poseidon. Forbitret over, at hans bror Polydoros bliver dræbt, går Hektor mod Akhilleus og frelses af Apollon. Akhilleus myrder de flygtende.
|
21.
|
Akhilleus driver en del af troerne til byen, en del til floden Skamandros; fanger og binder tolv levende troer til sonoffer for Patroklos; derpå dræber han Lykaon og Asteropaios. Flodguden Skamandros forfølger ham i vrede med sit vand op over sletten og kalder Simois til hjælp. Men Hera sætter Hefaistos op til kamp mod Skamandros, og denne må give op. Guderne kæmper og vender så tilbage til Olympen; men Apollon tager til Ilios. Priamos lader porten åbne for de flygtende troere, som slipper ind i byen, mens Agenor og derpå Apollon i hans skikkelse holder Akhilleus tilbage.
|
22.
|
Hektor venter på Akhilleus uden for byen uden at tage sig af sine jamrende forældres bønner. Tre gange drives Hektor rundt om byen; Apollon forlader ham, og Athene opfordrer ham i Deiphobos' skikkelse til at gøre modstand. Han falder i kampen og slæbes bort til skibene på Akhilleus' vogn. Forældrenes og Andromakhes jamren.
|
23.
|
Patroklos viser sig om natten for Akhilleus og beder om begravelse. Ligbålet bygges op og Patroklos brændes sammen med begravelsesofrene. Kamplege til ære for den døde.
|
24.
|
Akhilleus slæber Hektors lig omkring Patroklos' grav. På Zeus' befaling byder Thetis sin søn at give Hektors lig fri, og Iris opfordrer Priamos til at bringe Akhilleus gaver, for at købe Hektor fri. Ledsaget af Hermes kommer Priamos til Akhilleus' telt, får Hektors lig udleveret og vender tilbage til Ilios. Klager. Begravelse og gravøl.
|
Resuméet er en sprogligt let opdateret version af det, Christian Wilster lavede i 1830'erne.
|
|