 Gnaeus Pompeius Magnus
Født 106 fvt., død 48 fvt. Romersk politiker og general.
Pompeius kæmpede for Sulla under borgerkrigene mod Marius og Cinna og fortsatte med at nedkæmpe Quintus Sertorius i Spanien.
På vej hjem derfra var han med til at fjerne de sidste rester af Spartacus' slaveoprør.
70 fvt. er han konsul sammen med M. Licinius Crassus; de to konsuler modificerer Sullas forfatning så meget, at den næsten ophæves.
I 60'erne har Pompeius til opgave at nedkæmpe sørøverne i Middelhavet; det er hurtigt overstået. Derefter er han 66 - 63 general for de romerske styrker, der definitivt nedkæmper Mithradates VI af Pontos; Pompeius indlemmer derved store dele af østen i Roms magtsfære.
Hjemkommen til Rom har Pompeius svært ved at få sine tiltag i østen sanktioneret af senatet, og han kan heller ikke få midler til at hjemsende sine soldater.
Han allierer sig derfor igen med Crassus, og denne gang også med Gaius Julius Caesar; sammen danner de en uimodståelig alliance, senere kendt under navnet 'Det første triumvirat'. Caesar bliver konsul i 59 fvt. og giver både Pompeius og Crassus, hvad de ønsker sig. Pompeius gifter sig med Caesars datter for at styrke deres forbindelse.
I løbet af 50'erne kølnes forholdet Caesar-Pompeius, og da Crassus dør i 53 fvt. bliver forholdet direkte fjendtligt.
1. januar 49 fvt. bryder der borgerkrig ud mellem Pompeius og Caesar. Pompeius formår ikke at matche Caesar, bliver definitivt slået i slaget ved Pharsalos i Nordgrækenland i 48 fvt., flygter til Ægypten og bliver myrdet af de lokale myndigheder, der ikke ønsker en konflikt med Caesar.
Pompeius var en habil general og en temmelig dårlig politiker; efter alt at dømme en godmodig mand, der blot ønskede, at man ikke trådte ham over tæerne. Som udtryk for den romerske republik en nyttig mand; men da forholdene tvang ham til at påtage sig ansvaret for mere end blot at tjene republikken, viste han sig ikke at være situationen voksen. Han var også uheldig med, at Caesar var så heldig - og så dygtig.
|