Domstolene

Retssager i Athen blev afgjort foran grupper af dommere på mindst 201 personer. Mange sager af stor betydning kunne komme for domsmandskollegier på mange flere mennesker.

Dommerne var almindelige borgere i Athen; de var ikke juridisk uddannede. Der var ingen juridisk uddannet retsformand. Selve administrationen af retsplejen forestod arkhonterne, men heller ikke dé havde nogen juridisk ekspertise.

Dommerne i de enkelte retssager blev udtaget af en gruppe på 6000 borgere, der blev udvalgt ved lodtrækning for ét år ad gangen. Udvælgelsen til den enkelte retssag fandt sted samme dag, som retssagen løb af stabelen, og foregik også ved lodtrækning. På den måde undgik man bestikkelsesproblemer osv.

Ved retssagen talte en eller flere anklagere, og den anklagede forsvarede sig selv, somme tider med bistand fra en bekendt. Hverken anklagere eller den anklagede havde særlig juridisk ekspertise, men begge parter kunne - bag kulisserne - have søgt bistand hos eksperter i talekunst, der også har haft bedre kendskab til loven end de fleste almindelige borgere.

Domstolene behandlede meget forskelligartede sager. Tvister mellem menige borgere blev ofte søgt bilagt af voldgiftsmænd, almindelige, civile borgere, der søgte at overtale parterne til at komme mindeligt overens. Kun hvis dette mislykkedes, kom en privat sag (græsk: en díke) for retten. For at forhindre misbrug af domstolens tid var der regler, der betød, at hvis man ikke overtalte en vis del af dommerne, kunne man blive udelukket fra en anden gang at søge rettens hjælp.

Disse regler gjaldt også, når politikere søgte at fremme deres politik ved at indklage deres modstandere for domstolen for lovstridige eller uhensigtsmæssige politiske forslag. En sådan proces hedder en graphé. Domstolene havde således en slags 'andenkammerfunktion' i den politiske proces. Havde nogen gennemført noget i folkeforsamlingen, man fandt skadeligt eller stridende mod anden lovgivning, kunne det bremses ved en retssag.

Udover disse retssager havde domstolene også til opgave at teste, om en person, der var valgt til et embede, kunne accepteres (en dokimasía), og at undersøge, om en afgående embedsmand havde administreret tilfredsstillende (en euthyne). Alle embedsmænd i Athen var ansvarlige (hypeuthynoi) på denne måde.

Domstolene sad normalt på agora, i 400- og 300-tallet ofte i det nordøstlige hjørne eller i heliaia, der (måske) er en bygning fundet i det sydvestlige hjørne.

Hele dette system har været meget tidskrævende, ikke mindst for den enkelte, deltagende borger. Der ydedes da også et mindre beløb til kompensation for tabt arbejdsfortjeneste; ikke desto mindre synes domstolene overvejende at have været besat af personer, der ikke (længere) arbejdede.

Til oversiden