Denne side kan kun vises korrekt, hvis du er online, og siden læses ned fra sin moderside

GAJUS VALERIUS CATULLUS

RESUMÉ: Romersk digter, ca. 85 - ca. 55 fvt. De fleste digte er små, og handler om Catuls oplevelser i Rom af politikere, kammerater, litteratur, og især af kvinden Lesbia, som Catul er håbløst forelsket i. Nogle få digte er længere og har større litterære ambitioner; det drejer sig navnlig om to bryllupsdigte og et epyllion om Peleus og Thetis' bryllup. Det er dog især de små digte om Lesbia, som har gjort Catul til en af de mest afholdte romerske digtere overhovedet. Disse digte er blevet oversat til dansk flere gange.

Digt nr.: 5, 8, 11, 48, 49, 51, 58, 70, 72, 93, 116.

Om Gajus Valerius Catullus' liv ved vi ikke meget, men dog det vigtigste. Han var født i Verona i 80'erne fvt. som søn af en af de lokale ledere; han var romersk borger, og da han rejser til Rom - formentlig før 60 fvt. - er det sikkert hans faders mening med ham, at han skal blive til noget i statsadministrationen. Politik interesserer da også den unge Catul - men som regel afslører hans små politiske digte snarere væmmelse ved politikerne end ønske om selv at blive en. Mange små politikere får Catuls spidse pen prikket ud - og et par store, den store 'parlamentariker' Marcus Tullius Cicero (106 - 43 fvt.) og Gajus Julius Caesar, genial politiker og general. Om Cicero skriver Catul i digt nr. 49, i Axel Juels oversættelse:

Dig, Marcus Tullius, som er den bedste
af alle Talere, som var og er
og i al Fremtid vil vor Verden gæste,
Dig vil Catul sin Tak og Hyldest bringe,
en Digter, der er ringest blandt de ringe,
saa langt den mindste mellem Kammerater,
som Du er størst blandt alle Advokater,
der kan forsvare, hvad det så skal være.

Rom var på Catuls tid Middelhavets uomtvistede hersker. Område efter område var blevet indlemmet i imperiet i stadig hurtigere takt, rigdomme større end den vildeste fantasi var blevet samlet, og det blev stadig vanskeligere at undgå borgerkrig. Catuls første leveår faldt midt i et blodigt opgør mellem romerske ledere; siden havde der været en slags fred, men den vaklede - alliancen mellem Roms mægtigste mænd, Cæsar, Gnaeus Pompejus og M. Licinius Crassus, indgået i 60 fvt., mente ingen kunne holde på længere sigt, ikke mindst efter Cæsar var begyndt at erobre Gallien (det nuværende Frankrig) og dermed samle sig kolossale rigdomme, så store, at han kunne betale sin gæld og endda være ufatteligt rig. Borgerkrig var i vente; uvisheden om, hvem man skulle følge, nagede alle - også Catul (digt nr. 93, oversat af Simon Laursen):

Jeg nægter at ta' dit parti,
o Cæsar, alene fordi
jeg slet ikke aner, hvorvidt
hvad du vil er godt eller skidt.

Catul levede ikke længe nok til at opleve borgerkrigens udbrud den 1. 1. 49 fvt., så i sidste ende behøvede han ikke vælge side. Men skønt han ikke nærede stor tillid til Cæsars motiver, kunne han jo nok være imponeret af ham (se digt 11). Nok så fascineret har han været af Cæsars rigdom; og Catul rejste med en anden (meget mindre kendt) romersk leder til en provins i østen, Bithynien, i det mindste til dels for at samle penge- skønt han ikke var egentlig fattig.
Som så meget andet i Catuls liv mislykkedes det - han var ikke rigere, da han kom hjem, end da han tog afsted. Men han fik dog lejlighed til at besøge sin nyligt afdøde brors grav.
Broderens død havde påvirket ham dybt. I det hele taget er Catul et menneske, der knytter meget nære bånd til sine medmennesker. I Rom fik han mange venner, og mange af hans digte fortæller episoder fra hans omgang med dem, eller er i det mindste henvendt til dem (f. eks. digt 11) Også fjender fik han, og hans pen kan ramme dem som pisk. Særlig i spørgsmål om litteratur hidser Catul sig op - for Catuls kald var ikke politik, men poesi. Det mægtige Rom havde længe haft de digtere, dets magt forlangte: brugspoeter, der kunne skrive endeløse, pompøse digte til Roms hyldest - og især til Roms politikeres hyldest. Men Catul og hans venner ville skabe en litteratur, der kunne stå mål med den formfuldendte græske digtning. Især den nye tids digtning, som den var blevet dyrket ved det kongelige hof i Ægyptens græske hovedstad, Alexandria, den hellenistiske digtning, æggede dem - og at konkurrere med den var en krævende opgave.

Tit har jeg, Gellius, stræbt at tolke Kallimakhos' digte
    haabende, at jeg ved dem kunde formilde dit Sind:
at de som Gave fra mig vilde afvende Ondskabens Pile,
    som Du i Hadefuldhed søger at ramme mig med.
Nu kan jeg se, at min Møje var spildt og ganske forgæves,
    mine forsonlige Ord regner Du ingenting værd.
Vid da: Min Kappe er nok som Værn imod dine Pile,
    men hvis jeg sigter paa Dig, bli'r Du ulægeligt ramt.

Nr. 116 oversat af Axel Juel (1937) som nr. 53.

Opgaven bestod i at skabe en ny litteratur på latin (ikke nødvendigvis om romerske emner), men en af metoderne til at udvikle det latinske sprog til at magte de nye opgaver var at oversætte græske originaler til latin. Catul oversatte bl. a. et berømt digt af Kallimakhos, den største hellenistiske græske digter, som dødemidt i 3. årh. fvt. En forestilling om, hvad oversættelserne gik ud på, kan man få i digt 51, en bearbejdelse af et digt af digterinden Sapfo, der levede på den græske ø Lesbos ca. 600 fvt.

Hvis jeg fik Lov at kysse dine Øjne,
søde Juventius, blev jeg aldrig træt -.
Kyssede jeg dem hundred Tusind Gange,
vilde min Sjæl dog ikke blive mæt -
ikke engang af Kys, saa talløst mange,
som paa en Ager Kornet vokser tæt.

Nr. 48 oversat af Axel Juel (1937)som nr. 54.

Fristelserne i en storby som Rom er store - især de seksuelle. Catul leger med sin seksualitet; forsøger at få en affære med en ung mand, Juventius - men det mislykkes. I Catuls liv var der åbenbart kun én sand kærlighed, kvinden Lesbia. Navnet Lesbia er et pseudonym, valgt for at forbinde hende med Sapfo. Siden oldtiden har man bag pseudonymet ment at finde Clodia, en særdeles frigjort kvinde af en meget selvstændig slægt, slægten Clodius. Der var vedholdende rygter om, at Clodia havde et forhold til sin bror, Publius Clodius Pulcher; og da Cicero i 56 fvt. skal forsvare en af Clodias (mange) tidligere elskere, Marcus Caelius, tegner han i sin tale et billede af hende som en nydelsessyg, seksuelt hæmningsløs kvinde. Publius Clodius Pulcher var en yderligtgående politisk leder i Rom og Ciceros personlige fjende. Clodius var i 50'erne fvt. leder af en voldelig bande i Rom, som han brugte til at fremme sine politiske formål; han blev dræbt i januar 52 fvt. under voldsomme gadekampe. Men Clodia levede endnu længe derefter; hendes mand var død og hun giftede sig ikke påny. I Rom forventede man af en god kvinde, at hun ikke var synlig; hun skulle gifte sig og være sin mand til støtte. Clodia levede ikke op til dette ideal, og de romerske mænd (f. eks. Cicero og Catul) forstår det ikke.
Catuls kærlighed til 'Lesbia' var dybt følt som alle de forbindelser, han havde; i sine digte giver han udtryk for, hvordan han snart er hende utroligt nær (digt 5), snart kun kan se hende på afstand (digt 51), og snart må vænne sig til at have mistet hende (digt8). En kærlighed som hans måtte næsten nødvendigvis ende ulykkeligt, og det gjorde den altså også. Som han selv siger i digt 11 (vers 23-24) blev hans kærlighed ødelagt, 'som Blomsten fager brydes, naar Plovjern strejfer den i Furen over en Ager.'
Ganske vist har vi kun hans egne digte til at belyse forholdet, og han kan jo både have digtet til og fra, men man skal lede længe i verdenslitteraturen for at finde digte, der mere levende, mere farveægte gengiver den forelskedes lykke og ulykke. Nok har de fleste af Catuls digte denne specielle nærhed til både digterens og læserens sanser, men det er digtene til Lesbia, der har gjort Catul verdensberømt og er blevet læst og gendigtet atter og atter. Direkte og indirekte inspiration fra ham kan ses overalt, f. eks. hos den danske digter Emil Aarestrup (1800 - 1856).

Til dansk er han blevet oversat tre gange, dels af den senere så berømte litteraturhistoriker Vilhelm Andersen i 1887, dels af digteren Axel Juel i 1937, dels af digteren Otto Gelsted i 60'erne. Oversættelserne er bemærkelsesværdigt forskellige; af digt 5 har alle tre lavet en oversættelse, og sammenligningen er lærerig.

Mere læsestof:

F. J. Billeskov Jansen (m. fl.): Verdens litteraturhistorie, Bind 1, Oldtiden indtil År 500, København 1971 (Catul: ss.453 - 459).
Hans Hertel (red.): Verdens litteraturhistorie, bind 1: Oldtiden(af Jørgen Mejer og Minna Skafte Jensen), København 1985 (Catul: ss. 265 - 269).
Ole Thomsen: Veje til Rom, Aarhus 2008 (Catul: 125 - 152).

Artikler om både Catul, Cicero, Crassus og Caesar står i Den store danske Encyklopædi, bind 4, København 1996.

Axel Juel: Digterisk Oversættelse fra Latin til Dansk, København 1946.
Axel Juel: Catul's Kærlighed og Had, København 1937 (oversættelser).
C. M. Rosenberg (udg.): Rom I Digtning, København 1928-30 (heri Vilhelm Andersens oversættelser af Catul).
Catul: Digte. Latin/dansk. På dansk ved Otto Gelsted. København 1997.

Carsten Høeg (udg.): Rom II Historie og Hverdag, København 1928-30 (heri Ciceros tale til forsvar for Marcus Caelius med beskrivelse af Clodia).
Maria Helleberg: Tavs Frihed. Romerske kvinder, København 1996 (ss. 54 - 58 er om Catul, om Clodia står der meget mere).
J. P. V. D. Balsdon: Romerske Kvinder. Deres historie og sædvaner.I- II, København 1964.

Lesbia og Catul, tekstudvalg med indledning og gloser af Simon Laursen

Elektronisk

Gitte Sophie Amalie Althof Jensen, "Ego vir sterilis ero" (Cat. Carm. LXII). Digterjeg'ets feminiserede identitet hos Catul
Kristine Pedersen, Hvem er "Catullus"? - en undersøgelse Catuls digterjeg på baggrund af poetik og tradition

Sidst revideret 5. 1. 2012