Marcus Tullius Cicero

Marcus Tullius Cicero var en romersk politiker og forfatter, født 3. 1. 106 fvt., død 7. 12. 43 fvt.

Cicero var født i den lille by Arpinum sydøst for Rom i en familie af kun lokal betydning, men det lykkedes alligevel Cicero at få en glorværdig løbebane som politiker i hovedstaden Rom, hvor han opnåede alle væsentlige politiske poster. Han holdt sig for det meste til en moderat konservativ forsoningskurs mellem polerne i tidens politik; han hældede mest til Gnaeus Pompejus' side i borgerkrigen 49-46 fvt., men var ikke så meget på tværs af C. Julius Caesar, at han ikke blev tilgivet, da krigen sluttede til Caesars fordel. Efter mordet på Caesar kostede hans heftige modstand mod dennes efterfølger C. Antonius ham dog livet under det andet triumvirat. Højdepunktet i hans politiske karriere var, ikke mindst efter hans egen mening, da han under sit konsulat i 63 fvt. afslørede L. Sergius Catilinas kupplaner.

Ciceros virksomhed som forfatter har tildels nær tilknytning til hans politiske virksomhed. En meget stor del af hans værker er således taler, han har holdt i politiske sammenhænge, enten i senatet, i en uformel folkeforsamling eller som forsvarer af politiske bekendte. Men han har også skrevet vigtige værker om retorik (talekunstens teori), og oversigtsværker om samtidens græske filosofi. Som noget enestående er mange af hans personlige breve bevaret. Disse breve er en fantastisk kilde både til Cicero som person og til alt muligt andet i samtiden. Meget af hans forfatterskab er dog gået tabt.

LIVSFORLØB

Ungdom og familieforhold

Cicero var den ældste af to brødre; hans lillebror hed Quintus til fornavn. De to brødre var meget sammen under deres opvækst og i deres unge år, og deres far gav dem en fremragende uddannelse - tydeligvis med den plan, at de skulle gøre politisk karriere i Rom. Den by, de var født i, Arpinum, havde haft romersk borgerret i næsten hundrede år, og fra Arpinum var den fremragende general C. Marius kommet; selvom familien Cicero bestemt ikke delte Marius' opfattelse af, hvordan Rom skulle udvikle sig, betød det alligevel meget, at Arpinum ikke var et fuldkommen ukendt sted langt ude på landet. Ciceros far var meget velstående, men ikke selv en kendt person - han var ikke en af 'de kendte', nobiles. Den status måtte hans sønner først vinde for sig selv.

Deres unge år var præget af den borgerkrig, der rasede mellem netop Marius og L. Cornelius Sulla, og af det opgør mellem romerne og deres italiske allierede, der hedder forbundsfællekrigen, der rasede fra 91 til 87 fvt. og endte med, at alle voksne, frie mænd i hele Italien blev romerske borgere. Cicero deltog i kampene mod italikerne, men var ikke involveret i borgerkrigen mellem Marius og Sulla.

De to brødre gik i skole hjemme som små, men de kom til Rom og senere til Athen og Rhodos for at modtage videregående undervisning. Marcus var på Rhodos i årene 79-77 fvt. På det tidspunkt havde Marcus allerede ført sine første sager for retten; en af dem var et forsvar for en mand, Sextus Roscius fra Ameria, der var blevet anklaget for at have myrdet sin far for at få fingre i arven. Cicero fik sagen til at fremstå som et opgør med korrupte folk i Sullas administration og vandt den; men da tiden faktisk var et rædselsherredømme, hvor Sulla lod sine modstandere jage ned og henrette, var det lidt af et sats. Men Sulla lod Cicero i fred, og prestigen ved at have ført denne vanskelige sag kom ham meget til gode sidenhen.

Marcus' første politiske embede var, som alle andres, at blive quaestor, i 75 fvt. Det var ikke en højtsående post, og han blev udstationeret i den vestlige del af Sicilien, i Lilybaion, men han gjorde en udmærket figur; folk på Sicilien fik tillid til ham, og det skulle blive meget vigtigt for ham. I årene 73-71 fvt. huserede en stærkt korrupt romersk politiker, C. Verres på Sicilien som overordnet statholder, og indbyggerne på Sicilien tog kontakt til Cicero for at rejse en sag mod Verres for at have plyndret og stjålet på øen.

Litteratur

Elektronisk