Kleisthenes

Kleisthenes var den politiker, der i 507 fvt. begyndte udviklingen af den demokratiske forfatning i Athen.

Kleisthenes' særlige indsats bestod i at skabe en ny organisation af befolkningen med udgangspunkt i demerne og phylerne . Herved skabte Kleisthenes helt nye forbindelser på kryd og tværs af Athen. Desuden udvidede han det gamle 400-mandsråd til 500 medlemmer.

Men mange af de principper, vi ellers kender fra demokratiet i Athen kom først senere.

Slægt

Kleisthenes' far hed Megakles; han var gift med Agariste, datter af tyrannen Kleisthenes i Sikyon på Peloponnes (historien fortælles af Herodot i VI 128 - 131); Kleisthenes i Athen er altså opkaldt efter sin morfar. Megakles havde som leder af en gruppe, 'folkene fra kysten', spillet en rolle i optakten til Peisistratos' magtovertagelse.

Kleisthenes' slægt hed alkmaioniderne (efter Kleisthenes' bedstefar, Alkmaion), og den havde en særlig historie eller, helt konkret, forbandelse. Kylon, en tidligere olympisk mester, forsøgte engang efter 640 fvt. at tage magten i Athen. Han blev bremset af befolkningen, men hans tilhængere søgte fredhellighed ved et alter, og lod sig kun lokke derfra med dyre garantier for deres sikkerhed - men disse garantier blev ikke respekteret, og de blev henrettet. Denne henrettelse på trods af religiøse garantier blev sat i forbindelse med alkmaioniderne (se Thukydids 1. bog kap. 125-6, og Herodot V 71); det først kendte medlem af slægten, Megakles (Kleisthenes' oldefar), var arkhont på den tid. Denne religiøse besmittelse drev slægten i eksil i flere omgange, men at den slags ikke skal tages alt for konkret religiøst, kan blandt andet ses af, at det sted, alkmaioniderne søgte hen, var Delfi, og af, at de havde stor indflydelse dér. Ikke mindst var det alkmaioniderne, der stod for opførelsen af Apollon-templet dér efter en brand (se Herodot V 62-63). Og forbandelsen holdt jo heller ikke tyrannen i Sikyon fra at gifte sin datter væk til et medlem af slægten.

Fra Delfi arbejdede alkmaioniderne aktivt for at få fordrevet peisistratiderne; de forsøgte sig endda militært ved at besætte et sted i bjergene nord for Athen, Leipsydrion. Det lykkedes dem dog ikke, og det var først, da det lykkedes dem at lægge pres på Sparta, at tyrannerne faktisk faldt.

'Karriere'

Alkmaioniderne var ikke i eksil i al den tid, tyrannerne herskede i Athen. Kleisthenes var arkhont i 525/4 fvt., kun få år efter Peisistratos' død, sandsynligvis som et led i tyrannernes forsøg på at stå på god fod med de gamle, adelige slægter. Men hvad der end skete, finder vi alkmaioniderne i eksil senere i Hippias' regeringstid, i aktiv opposition fra Delfi.

Hippias faldt i 510 fvt., da Sparta sender kong Kleomenes for at vælte ham (efter et mislykket forsøg i 511 under en vis Ankhimolios). Kleisthenes og alkmaioniderne vendte hjem i samme omgang, og det ser ud til, at de hurtigt igen blev involveret i de interne magtkampe i Athen. Havde de regnet med at blive modtaget uden forbehold som de store befriere, blev de skuffede; magten faldt til folk, der var blevet i Athen under tyrannerne. Lederen af denne gruppe synes at have været Isagoras, som vi finder som arkhont i 508/7 fvt. Isagoras var endda blevet ven med Kleomenes - og synes at have forstødt Kleisthenes fra positionen som Spartas særlige repræsentant. Det er i 508/7 fvt., Kleisthenes fremsætter sit forslag om at omstrukturere det athenske samfund, et forslag, der tydeligvis tiltalte den almindelige befolkning i byen. I hvert fald støttede folket ham imod Isagoras, der således ikke kunne drage fordel af sit embede som byens ledende politiker. Sandsynligvis søgte Kleisthenes folkets støtte, fordi han ikke kunne sætte sig igennem på andre måder - det er langt fra sikkert, at Kleisthenes var en 'ægte demokrat' eller bare nærede særlig sympati for de laverestående borgere i byen.

Da Isagoras således ikke kunne klare sig med sine hjemlige ressourcer, kaldte han spartanerne til hjælp igen. Kleomenes forlangte, at alle, der bar alkmaionidernes forbandelse, skulle gå i eksil, og Kleisthenes parerede straks ordre; men det var der ikke andre, der gjorde. Sparta sendte derfor en styrke afsted til Athen under ledelse af Kleomenes. Men forsøg på at stabilisere magten i hænderne på Isagoras og hans ligesindede viste sig meget vanskelige; rådet (der siden Solons tid havde haft 400 medlemmer) lod sig simpelthen ikke styre, og Kleomenes og Isagoras måtte trække sig tilbage. Alkmaioniderne havde vundet det politiske opgør, og nu stod det tilbage at implementere Kleisthenes' reform.

Kleomenes forsøgte dog at vende tilbage i spidsen for en stor styrke bestående af spartanere såvel som allierede; angrebet skulle komme fra flere sider og én gang for alle bremse den farlige udvikling i Athen. Men da nogle af de allierede, folkene fra Korinth, opdagede, hvad der var ved at ske, vendte de ganske enkelt om og tog hjem, og hele Kleomenes' operation gik i opløsning, da hans medkonge, Demaratos, besluttede at vende tilbage til Sparta.

Sparta havde opgivet at bremse Athen i denne omgang. Men modsætningen skulle fortsætte i det næste århundrede, efter at perserne var blevet slået tilbage i 480/79 fvt. ved Salamis og Plataiai - og den skulle kulminere i den store peloponnesiske krig. For Sparta stod altid for de fås kontrol med de mange; Athen sidenhen altid for de manges ret til lige adgang til styret. Det slagord, Kleisthenes brugte, var ganske vist endnu ikke demo-krati ('folke-magt'), men iso-nomi ('lige-fordeling') - men det var også allerede alt for meget for de konservative i Sparta.

Hovedkilde til hele dette forløb er Herodot V 62 - 78. Fremstillingen i athenæernes statsforfatning kap. 20 synes at bygge meget på Herodot.

Reformen

Det er ikke for meget sagt, at Kleisthenes' reform af Athens samfund er af verdenshistorisk betydning. Selvom Kleisthenes' motiver måske ikke har været særlig hæderlige, sætter han med reformen gang i en udvikling, der fører til en enestående samfundsform - det direkte demokrati.

I virkeligheden er det ikke mange ændringer i de politiske organer og redskaber, der med sikkerhed kan føres tilbage til Kleisthenes. Men til gengæld er hans omstrukturering af befolkningen helt sikker.

Fra gammel tid havde befolkningen i Athen været delt op i fire phyler ('stammer'). Inden for disse phyler havde de gamle, adelige slægter været toneangivende, og det var i underafdelinger af disse phyler, kaldet 'broderskaber' (phratrier), man blev registreret som borger. Kontrollen med, hvem der blev registreret som borger, var af afgørende betydning for, hvem der kontrollerede samfundet, og det er karakteristisk, at noget af det første, man gjorde efter tyrannernes fald, var at gennemføre en revision ('diapsephismós') af listerne over borgere - man ville fjerne dem, som tyrannerne havde ladet optage i samfundet imod adelsslægternes vilje.

I stedet for dette slægtssystem indførte Kleisthenes et system baseret på geografisk tilhør. Han startede i de landsbyer, demer, som folk boede i, organiserede disse i ti nye phyler, der hver var inddelt i tre trittyer ('tredjedele'). Han inddelte desuden landet i tre regioner, kystlandet, indlandet og byen, og lod hver fyle bestå af tre trittyer, en fra hver region. Som regel lå demerne samlet i hver deres trittys, men undertiden knyttede Kleisthenes en deme til en trittys, der ellers lå langt væk. Der var ikke lige mange demer i hver trittys; til gengæld var hver trittys nogenlunde lige stor i befolkningstal. Der var 139 demer, og altså 30 trittyer og 10 phyler.

Det er sandsynligt, at mange, der var blevet udelukket fra borgerskab ved den store revision af borgerlisterne i phratrierne, igen blev optaget igennem det nye system med demer. Der tales i hvert fald om 'nye borgere'. Men vigtigere har det været, at borgerlisterne for fremtiden skulle føres i demerne, ikke i phratrierne. Medlemskab af en deme blev arveligt - man skiftede altså ikke 'folkeregisteradresse', hvis man flyttede et andet sted hen, og ens efterkommere kom til at stå i den samme deme, som man selv stod i. Den store blanding af alle borgere i Athen, som systemet lagde op til, blev derfor med tiden kun endnu mere udtalt.

Detaljerne i dette system er utroligt komplicerede, og havde man været henvist til kun de litterære kilder, havde man ikke kendt meget til dem. Men i tiden, der fulgte, blev det almindeligt i demerne at sætte indskrifter op, der indeholdt vigtige beslutninger, der var truffet på dette fundamentale plan af det attiske samfund. Ved møjsommeligt at samle om systematisere disse indskrifter kan man få indblik i selv meget små detaljer i systemet - omend man ikke kan være sikker på, at noget, der var tilfældet på ét tidspunkt, også har været det på et andet. Samlet set er dette system et af de bedst kendte i hele antikken.

I hver deme var der naturligvis en eller flere personer, der var ansvarlig for, at det, demen skulle udføre, også blev udført - såkaldte demarkher. Der var også ansvarlige for phylerne, phylarkher. Demer og phyler fik også en religiøs dimension, der kunne matche den (ældgamle) kult, der fandtes i de fleste gamle slægter, og de samme embedsmænd blev sat til at styre også dém. Hele dette embedsapparat satte langt flere borgere i gang med at administrere offentligt end nogensinde før, og det i sig selv har været en god forberedelse til det absolutte demokrati, der skulle komme.

Om der også på højeste niveau - med arkhonterne, f. eks. - har været nogen særlige konsekvenser fra begyndelsen af, er mindre sikkert. Kilderne siger, at rådet ('boulé') blev gjort større, så det fik 500 medlemmer, halvtreds fra hver phyle, der så sad i et år ad gangen. I så fald fik mange athenere mulighed for at deltage i samfundets styrelse på også dét niveau, selvom det er usikkert, om valgbarheden ikke var begrænset til de mere velstillede. Solons formueklasser fik nemlig lov at bestå. Om man allerede på dette tidspunkt er begyndt at vælge de senere så vigtige strateger, er tvivlsomt, og domstolene er sikkert også en senere udvikling - på Kleisthenes' tid har folkeforsamlingen og sikkert Areopagos-rådet delt domsopgaverne imellem sig. Men grunden til udviklingen er lagt - vejen til demokratiet var begyndt.

En ganske særlig bestemmelse tilskrives i kilderne også Kleisthenes, nemlig ostrakisme. Det er en metode til at skille sig af med politikere, der er blevet for magtfulde - man stemmer dem simpelthen ud af byen ved at skrive deres navn på et potteskår (en 'ostrakon'); er der ved optælling flertal for at landsforvise politikeren, forbydes han at vise sig i Athen i ti år. Der er dog ingen, der ostrakiseres før i 488 fvt., så mange betvivler, at fænomenet er opfundet af Kleisthenes.

Andre principper, der kendetegnede demokratiet senere, som f. eks. den omfattende brug af lodtrækning i stedet for valg, har Kleisthenes næppe indført.

Om Kleisthenes havde forestillet sig, at Athen ville udvikle sig i en sådan, hyper-demokratisk retning - og om han reelt ønskede det - kan man naturligvis kun gætte om. Hvad han ville med sin reform, må man nemlig tolke sig til ved at se på, hvordan han gik til værks. Ingen udsagn fra ham selv har overlevet til nutiden. Men i eftertiden fik han æren af at have indført demokratiet, eller i hvert fald have genindført og styrket det - for der var mange, der mente, at demokratiets egentlige ophavsmand var Solon.

Kilderne til reformen er især Herodot (se ovenfor) og athenæernes statsforfatning kap. 21.